Tillidsmand: Topledelsens løn afgøres ikke i JP/Politikens bestyrelse

Finans' debatredaktør, Magnus Barsøe, vil i bestyrelsen for JP/Politikens Hus for at bremse lønhop til topledelsen. Men: ”Beslutninger om løn afgøres slet ikke i bestyrelsen,” siger tillidsmand. Hos Ekstra Bladets kandidat er der opbakning til Magnus Barsøes kritik

”Hvis jeg bliver valgt ind, så vil jeg de næste fire år stemme imod ethvert forslag om at give lønstigninger eller bonusser til direktion og bestyrelse.”

Sådan sagde Magnus Barsøe, debatredaktør på Jyllands-Postens Finans, da Journalisten i går interviewede ham om hans kandidatur til en af posterne som medarbejderrepræsentant i bestyrelsen for JP/Politikens Hus.

Og det budskab bakker Jyllands-Postens tillidsmand, Michael Stenvei, op om. Men ifølge ham er koncernens bestyrelsen ikke det rigtige forum at tage kampen om ledelsens lønniveau i.

”Beslutninger om løn afgøres slet ikke i bestyrelsen. Det er noget, de to ejerfonde suverænt afgør,” siger han.

Medarbejderne har ikke peget på Barsøe

Michael Stenvei fortæller, at de forskellige medarbejderforeninger i JP/Politikens Hus peger på deres kandidater til posterne som medarbejdernes repræsentanter i bestyrelsen. Det har de også gjort på Magnus Barsøs redaktion. 

”Vi har indstillet to fra medarbejderforeningens side. Og Magnus er ikke en af dem,” fortæller Michael Stenvei.

Hvorfor er han ikke det?

”Vi har kigget rundt og set på, hvor vi kan få mest indflydelse. Og hvad vi gerne vil promovere. Og så har vi valgt to, der har siddet med i bestyrelsen i den forgangne periode. Fordi vi mener, det er vigtigt, at man kender historikken,” siger han. 

Selv om Magnus Barsøe ikke er udpeget, kan han dog stadig stille op til bestyrelsen som løsgænger. Sådan nogle er der altid, fortæller Michael Stenvei. Han kalder Magnus Barsøes budskaber for ”kulørte”. Men han siger samtidig, at han og de siddende bestyrelsesmedlemmer er enige i dem.

”Dengang sagen om store bonusordninger i toppen af koncernen rullede i 2016, sendte vi også et forargelsesbrev fra de tre medarbejderforeninger til ledelsen, hvor vi gav udtryk for, at vi fandt det helt hen i vejret,” siger han. 

EB’s kandidat bakker også op

Også Mads Glenn Wehlast, som Ekstra Bladets medarbejdere har peget på som deres kandidat til bestyrelsen, bakker op om kritikken af lønniveauet i topledelsen. Han kalder det ”helt ude af proportioner”.

Går du så også til valg på et nej til lønstigninger til bestyrelse og direktion?

”Ja. Og vi vil også gerne have den sat ned, hvis det er muligt. Det har jeg mine kollegers opbakning til,” siger Mads Glenn Wehlast.

Men løn afgøres slet ikke i bestyrelsen, siger JP’s tillidsmand – det afgøres suverænt af ejerfonde. Så er det ikke spild af kræfter at kæmpe for i bestyrelsen?

”Det kan da godt være, det er en beslutning, der træffes af de reelle ejere. Men du kan jo stadig præge nogle af de mennesker, der sidder i bestyrelsen,” siger Mads Glenn Wehlast.

”Og i og med at jeg stiller op, har jeg også stor chance for at komme i Politiken Fondens bestyrelse, hvor Ekstra Bladet har to pladser. Det er jo den ene af de to reelle ejere, så det er der, bestyrelseshonorarer bliver besluttet. Og der kommer jeg formentlig også ind og sidde,” siger han.

Barsøe: Svært at gennemskue

For Magnus Barsøe ændrer det dog ikke noget ved hans kandidatur til bestyrelsen, at afgørelser om løn til topledelsen ifølge Michael Stenvei slet ikke træffes i bestyrelsen.

”Én ting er nej til lønstigninger. En anden er gennemsigtighed om lønnen – ikke kun i direktion og bestyrelse, men også på chefredaktørniveau. Og det tænker jeg godt, man kan presse på for i bestyrelsen,” siger han.

Men sparker du i virkeligheden en åben dør ind til et helt forkert rum?

”Det er svært helt at gennemskue, hvor den formelle og uformelle magt ligger. Men JP/Politiken-koncernens bestyrelse skal, så vidt jeg forstår, acceptere det, hvis fondsejerne giver lønforhøjelser. Og hvis den slags kommer til afstemning og debat i bestyrelsen, så vil min holdning være at sige nej og gå imod det,” siger Magnus Barsøe.

Medarbejderforeningen har peget på to kandidater, der allerede sidder i bestyrelsen, fordi de mener, det er vigtigt at kende historikken. Hvad tænker du om det argument?

”Jeg synes, det er helt fint, hvem de har valgt at pege på. Det er jo flertallet, der bestemmer i gruppen. Men jeg synes, der er brug for, at vi presser på for den her debat. Og jeg må bare konstatere, at den debat ikke har været ført særlig stærkt af de siddende bestyrelsesmedlemmer,” siger han.

Syv stiller op – seks kan vælges ind

Både Magnus Barsøe og Mads Glenn Wehlast fra Ekstra Bladet fortæller desuden, at de, hvis de bliver valgt ind i bestyrelsen, har i sinde at aflevere deres honorar til deres medarbejderforeninger, som det er kutyme i huset.

I alt stiller syv kandidater op til valget. Tre skal vælges ind, og dertil kommer tre suppleanter.

Over for Journalisten afviste direktør for JP/Politikens Hus Stig Kirk Ørskov og bestyrelsesformand Lars Munch i går at blande sig i valget af medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen med holdninger til de enkelte kandidaters budskaber og kritik.

1 Kommentar

Michael Kjærgård
24. JANUAR 2019
Kan en eller anden fra
Kan en eller anden fra Journalistens redaktion ikke forklare, hvorfor det her bestyrelsesmedarbejderrepræsentantvalg er så vigtigt for læserne, når nu de tilsvarende valg i andre mediehuse passerer i ophøjet ubemærkethed?