search

Flere abonnenter og bogsalg giver JP/Politikens Hus vokseværk

Trods faldende indtægter fra annoncer har JP/Politikens Hus haft fremgang. Flere abonnenter trækker op.

2020 bød på fremgang i salget hos JP/Politikens Hus, som har fået flere abonnenter om bord og samtidig har haft et rekordhøjt salg af bøger.

Mediekoncernen nåede en omsætning på tre milliarder kroner i 2020, hvilket er fem procent højere end 2019. Det svarer til cirka 150 millioner kroner.

Det viser årsregnskabet fra JP/Politikens Hus, der blandt andet står bag Jyllands-Posten, Politiken, Ekstra Bladet, Watch Medier, Politikens Forlag og Saxo.

Koncernen oplyser ikke konkrete tal for abonnementer, men fortæller, at der har været en stigning i antallet af digitale abonnementer på 30 procent, mens udviklingen på printaviser har været “stabil”.

Annoncesalget er faldet

Til gengæld har der været færre indtægter fra reklamer, hvilket særligt gjorde sig gældende under nedlukningen i foråret.

Det er især rejseselskaber og kulturlivet, som har holdt igen med at annoncere.

“Det samlede indholdssalg i 2020 voksende så meget, at det stort set kompenserede for tilbagegangen i reklamesalget”, skriver JP/Politikens Hus.

Fremgangen i 2020 skyldes blandt andet et godt år for koncernens to forlag, som har nydt godt af coronanedlukningen, der gav det største bogsalg nogensinde.

Jyllands-Posten har vendt skuden

Mediekoncernen fremhæver, at Jyllands-Posten for første gang i syv år har haft fremgang i antallet af abonnementer.

Samtidig har Ekstra Bladet haft en stigning på 15 procent i antallet af besøg på hjemmesiden og 25 procent flere sidevisninger.

Politiken henter nu 80 procent af sin omsætning fra abonnementer, hvilket ifølge JP/Politikens Hus “i international sammenhæng er helt unikt”.

JP/Politikens Hus kommer ud af 2020 med et overskud på 209 millioner kroner. Det er et fald fra 266 millioner kroner året før.

Faldet hænger sammen med lavere indtægter fra finansposter og skal ifølge mediekoncernen også ses i lyset af store investeringer i at etablere en tysk og norsk udgave af mediet FinansWatch.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen