Det var ikke landets formentlig kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der ryddede avisernes forsider her til morgen.
Mange af de danske aviser vinklede i stedet forsiderne på valgets store vinder, Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl. Fra ”Kong Tulle af Danmark” hos Ekstra Bladet til ”Manden med magten” på JydskeVestkystens forside.
Også de tre store morgenaviser Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten kørte forsider med store billeder af Thulesen Dahl.
Dansk Folkeparti fik et endnu bedre valg, end meningsmålingerne havde forudset, og blev ligefrem større end Venstre. Det betød også, at flere aviser måtte sadle om og skifte de planlagte forsider ud i løbet af valgaftenen, inden de røg i trykken.
Hos både Jyllands-Posten og Berlingske havde man på forhånd produceret tre forsideskabeloner med de mest sandsynlige scenarier:
En forside med Løkke som vinder. En med Helle Thorning-Schmidt som vinder. Og en ”træde vande”-forside, hvis avisen ikke kunne konkludere noget som helst som følge af dødt løb helt indtil deadline.
»Vi måtte droppe de tre forproducerede forsider og lave en helt ny. Vi kunne hurtigt se, at valgets store historie var Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkepartis store fremgang,« siger chefredaktør Jens Grund fra Berlingske.
»Vores forside skal fortælle den store historie om valget. Det særlige ved dette valg er jo, at der ikke er tale om en kongeblå Venstre-sejr. Det er derimod en forslået Løkke, der bliver båret til magten af Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti,« siger chefredaktør Pierre Collignon fra Jyllands-Posten.
Berlingske tog forbehold
Så langt var de fleste aviser enige. Derimod skilte Berlingske sig ud ved – i modsætning til de øvrige af landets store aviser – at tage forbehold for, hvem der bliver statsminister.
Under et stort billede af Thulesen Dahl skriver Berlingske på sin forside, at han: ”… kan nu bringe en svækket Løkke til magten”.
Det lille ord ”kan” er et bevidst forbehold fra Berlingskes side.
»Det ville være forkert at skrive, at Thulesen Dahl bringer Løkke til magten. Vi beskæftiger os med at beskrive virkeligheden, ikke at foregribe virkeligheden. Da vi har deadline, har Thulesen Dahl ikke gjort Løkke til statsminister endnu, selv om meget tyder på, at han vil gøre det,« siger Jens Grund.
Slap for gyserforsiden
Berlingske havde deadline på førsteudgaven klokken 23, en halv time før Jyllands-Posten. Den halve time var dog ikke afgørende for, at Jyllands-Posten turde udråbe Lars Løkke til ny statsminister under overskriften ”Thulesen redder Løkke”.
»Hvis Berlingske føler behov for at dække sig ind, så er det jo ok. Hvis man skal være formel, så er alting åbent, til en ny regering officielt er dannet. Men reelt er det afgjort sent torsdag aften, at Løkkes comeback som statsminister er sikret,« siger Pierre Collignon.
»Da vi trykker på knappen klokken 23.30, er vi ikke i tvivl om, at et flertal vil pege på Løkke. Blå blok har flertal, og valget er afgjort. Thulesen Dahl har under hele valgkampen sagt, at han peger på Løkke, og han har ikke sagt andet på valgaftenen. Hvis han peger på sig selv, er der ikke andre, der peger på ham. Alle ved, at Liberal Alliance og Konservative ikke vil pege på Thulesen Dahl,« siger Pierre Collignon.
Begge chefredaktører er lettede over, at de slap for at lave ”træde vande”-forsiden, hvilket de tætte meningsmålinger på forhånd ellers tydede på, at der kunne blive brug for.
»Jeg er meget glad for, at vi ikke kom ud i gyserforsiden, hvor vi skulle skrive, at man venter på en bekræftelse fra Grønland. Det slap vi heldigvis for,« siger Pierre Collignon.
»Vores forproducerede ”træde vande”-forside var et billede af Løkke og Thorning, der kommer ud af stemmeboksen med overskriften: Den store valggyser. Den fik vi heldigvis ikke brug for,« siger Berlingskes Jens Grund.
Berlingske brugte nyt trykkeri for at skubbe deadline
Det kunne kun lade sig gøre, fordi Berlingske som noget helt nyt fik trykt avisen uden for koncernen. Hvor vil Jens Grund ikke røbe.
Men Berlingske fik trykt avisen uden for huset, så de kunne skubbe deadline på førsteudgaven halvanden time frem til klokken 23.
»Det har vi ikke gjort før. Men DR’s uheldige exit poll ved sidste kommunalvalg ramte også os, fordi vi havde tidlig deadline. Belært af det ville vi undgå igen at måtte forlade os på ufuldstændige prognoser og risikere at gå over i pressehistorien med en forside, der fejler big time. Vi vil hellere være på den sikre side,« siger Jens Grund.
»Ved fremtidige valg vil vi gøre alt for igen at få så sen deadline som muligt. Den halvanden time gør en kæmpe forskel, for ellers skal vi skrive på exit polls fra klokken 20. Så skriver man stort set ud i det blå. Det vil vi gerne undgå,« siger Jens Grund.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Splinten fra troldspejlet er igen mere interessant, end ”virkeligheden af proklamerede beskrivelser af virkeligheden”.
Det danske folks ”folkeparti” vandt endnu engang fremgang på den mærkesag, som især JP igen og igen har restaureret med det slet skjulte formål, at forpurre en mere forpligtende politisk diskussion om udviklingen i det danske samfund.
”Indvandreproblematikken” er Dansk Folkepartis varemærke. Dette tema er massivt tilstede over alt i den sociale selvbeskrivelse i det danske samfund, takket være ”virkeligheden af proklamerede beskrivelser af virkeligheden” (læs Berlingskes proklamering).
DF ejer dette varemærke i en grad, så partiets valgplakater end ikke behøvede at nævne det denne gang.
Folket er sovset ind i en virkelighed af proklamerede beskrivelser af nødvendigheden af en stram indvandrepolitik og behovet for at beskytte det særligt dansk nationale samfund mod bekvemmelighedsflygtninge af muslimsk herkomst, potentielle fundamentalistiske terrorister!
Temaet ligger der hele tiden som grundtonen i ”virkeligheden af proklamerede beskrivelser af virkeligheden”.
Det, som vi alle sammen ved, det står nemlig mellem linierne, er, at DF slet ikke vil have magten, selv om partiet har fået den, via sit varemærke, som hele den herskende orden ufaktureret har formidlet ud over landet til ære for partiet!
Partiet vandt selvfølgelig valget, men det får ingen administrativ, udøvende magt men kun lidt symbolsk betydning for den lovgivende magt.
Partiet kan få lov at lægge sine stemmer bag regeringsmagten, men det har på forhånd, om end noget forvirret af sin gigantiske opbakning, erklæret, at det skam ikke vil i regering SELV OM DET SUVERÆNT ER DET STØRSTE PARTI UDE PÅ DEN FLØJ, DER ALDRIG HAR TÆRET MERE PÅ FREMMEFRYGTEN END NETOP NU!
Når man læser bogen ”Magteliten”, der udkom midt under valgkampen, og som er en magtudredning, dokumenteret på baggrund af to PHD afhandlinger, så ved man, hvad det er, som medierne dækker over, hvad de vil og hvem de arbejder for, når de ”proklamerer at beskrive virkeligheden”. Det er ikke virkeligheden, de vil beskrive. Det er dette lands magtfordeling, som de vil dække over, med enhver proklameret beskrivelse af virkeligheden.
Lisbeth Knudsen er det tætteste, man kommer en person, som tilhører magteliten inden for medieverdenen. Journalister er lige som de øverst placerede på redaktionsgangene ret ubetydelige, når det handler om, hvem der bestemmer i det her land. Man kan sige, at de er ansat, at den underliggende nødvendighed, som dikteres oppe fra (fra de 423 som bestemmer) er en forlængelse af den økonomisk politiske orden, som gælder her til lands.
Det er en ganske bestemt form for politisk nødvendighed, som gælder her, som man adlyder, af interne grunde og absolut ikke af alment gyldige grunde.
Denne form for ”nødvendighed” refererer til en økonomisk ideologi, der beskriver de ekstremt snævre og koncentrerede økonomiske interesser, som om de var identiske med de sande almeninteresser.
Den beskriver industriens overtagelse af forsknings- og undervisningsinstitutionerne som det naturligste i verden, og ”som om” at der ikke kunne være noget illegitimt eller dysfunktionelt over, at økonomiske særinteresser styrer de offentlige midler, der knytter sig til disse institutioner, direkte over i de baner, som konstant sigter på at udviske ”distinktionen mellem forskning og fakturaudskrivning”.
Den beskriver den liberale finansielle industris produktion af kreditpenge, endogene penge, bankpenge, finansboblernes substans, disse absurde fordringer på produktet (som tilfalder dem, der allerede ejer de værdier, som danner grundlag for udstedelse af penge som lån i selv samme) som det mest naturlige og nødvendige i verden! Dvs. man ser bevidst forbi den gigantiske uret, som ligger i pengeskabelsen, der igen er forklaringen på hele EU's forsatte gældskrise, den konstante tilstedeværelse af tilbagefald i finanskrise, likviditetskrise, solvenskrise, osv.
Den beskriver ”nødvendigheden” af den europæiske konkurrencestat, som er forklaringen på, hvordan lavtlønsarbejdere fra hele EU kan kommer her og fortrænge danske lønarbejdere fra deres stillinger for en timebetaling, der er så lav, at en mere oprindelig dansker ikke ville kunne leve for denne løn på danske vilkår! Man råber bare op om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og husker omhyggeligt at glemme, at det man mener er, at det skal kunne betale sig at arbejde for 14 kroner i timen!
Kort sagt, truslen fra udlandet er konkret og virkelig. Men den bliver ikke beskrevet, sådan som den rammer bunden i det danske samfund.
DF’s varemærke fungerer nemlig som hele overdanmarks ekstremt effektive illussionsnummer!
Indvandredebatten og den skinhellige kamp for ytringsfriheden er klart nok søsat af magteliten og orkestreret videre ud over det ganske land med det klare formål at pervertere og fortegne det danske folks forståelse for konsekvenserne af magtelitens sociale position og funktion.
Det er ikke indvandrerne i sig selv, der truer danskerne. Det er EU's undergravende virksomhed i forhold til det danske arbejdsmarked.
Det er en finansiel sektor, som fodrer løs på uproduktive investorer i allerede eksisterende markedsværdier med kreditpenge, skabt lige ud af det blå, med gigantstigninger på aktier, obligationer, futures og andre virtuelle afledte (derivater) finansielle instrumenter som følge, og uden at der bidrages til realøkonomien på den måde.
Det er uhellige alliancer af økonomiske særinteresser, som har smadret folkeskolen (skolereform, heldagsskole), universiteterne og andre offentlige og demokratibærende institutioner.
Dansk Folkeparti er skabt af medierne og magteliten med en pervers dagsorden, som er iscenesat med det formål at forpurre en forpligtende debat om virkelighedens Danmark, Danmarks virkelige virkelighed af falske og sande proklameringer.
Det er uskønt at se på.
Debatten om, hvad der er ytringsfrihed, demokrati (på demokratistøtte eller ej), virkelighed eller ej, den debat forekommer mig at være forpestet! Den er ganske enkelt ikke til at holde ud at være vidne til.
Jeg ville ønske, at jeg kunne forklare det som pælen i mit eget øje, der hvor Hans Christian så elegant italesatte splinten fra sit troldspejl. Evnen til at forveksle sin erfaring med realiteten er væsenskarakteristisk for den menneskelige tilværelse. Den store åbenbaring kommer nogle gange, når man ser sig selv ude fra, som det store dyr i åbenbaringen, der ser sig selv som sin egen største semantiske konstruktion! Er det mig, eller er det naturen, som er forandret? Er der noget der ude, som kan gå med eller imod de træk, semantiske bevægelser, som trækkes op her på linierne, via sproget, vores instrument, virkemiddel, sociale fænomen, der glider enhver af hænde fra det øjeblik der trykkes på send.. Eller er jeg bare alene her, som altid?