Under sloganet ’Valg 24 timer i døgnet’ satte nyhedskanalen TV 2 News nye seerrekorder under folketingsvalget 2015. Det viser de nye seertal fra TNS Gallup.
I valgugen uge 25 stod TV 2 News for 5,9 procent af danskernes tv-sening, hvilket er kanalens bedste uge nogensinde. Det gjorde nyhedskanalen til Danmarks tredjemest sete kanal, kun overgået af TV 2 og DR1. Til sammenligning havde TV 2 News en seerandel på 4,3 procent i valgugen 2011.
»Valg har fyldt rigtig meget, fordi politik generelt fylder meget på News. Valgkampen er som juleaften for os, så vi har brugt rigtig mange kræfter på at fokusere på valget,« siger en glad Mette Østergaard, chefredaktør på TV 2 News.
Har indfriet seernes forventinger
Hun mener, den høje seerandel skyldes en bred valgdækning på nyhedskanalen, hvor der både var plads til overblik og længere analyser af valget.
»Vi har plads til fordybelse i analyser og længere interviews, end andre har plads til, og vi har formået at lave tv, hvor man er i godt selskab,« siger Mette Østergaard og tilføjer:
»Jeg tror, vi i høj grad har indfriet seernes forventninger til os. Ét er at give et overblik, et andet er altid at lade seerne vide, at på TV 2 News kan man få perspektivet og den uddybende analyse med. Det er vores fordel.«
Ser en nedadgående kurve i tv-branchen
TV 2 News har forsøgt sig med en række nye formater under valgkampen. Blandt andet har de sendt en elbil ud til livedækning af politiske debatter, der har været fokus på førstegangsvælgerne, og en række eksperter har siddet klar på #dkpol til at kommentere valgkampen på de sociale medier.
»Det er meget positivt, at News på et tidpunkt, hvor vi ved, at seernes vaner ændrer sig, og hvor der er meget nyhedskonsumering på web og via de sociale medier, alligevel er i stand til at præstere det bedste resultat. Det er rigtig flot, når man generelt ser en nedadgående kurve i tv-branchen,« siger Mette Østergaard.
Hun er også glad for, at TV 2 News trak flere seere end konkurrenten DR2.
»Det er løbende konkurrence, og jeg er meget stolt og glad for, at det er lykkedes os at hamle op med den satsning, som DR2 har lavet. De har den fordel, at de når bredere ud, end vi gør, så det er selvfølgelig skønt, at vi kan slå dem,« siger Mette Østergaard.
Rettet d. 26./6. kl. 08.57 – Vi havde ét sted i artiklen skrevet seertal. Der var selvfølgelig tale om seerandel. Vi beklager
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.