Magtesløshed, tab og tom kalender: Mød fire corona-ramte freelancere

Coronakrisen har ramt freelancernes økonomi med øjeblikkelig virkning. ”Jeg er nok allerede gået glip af over 100.000 kroner,” siger kommunikatør. Men det værste er uvisheden. ”Vi ved ikke, hvor længe det varer,” siger fotograf

Et samlet folketing besluttede tidligere i dag at give kompensation til selvstændige og freelancere, som oplever minimum 30 procent fald i deres omsætning. Og støtten er tiltrængt.

For nærmest fra den ene dag til den anden er freelancemedlemmerne i Dansk Journalistforbund blevet ramt på pengepungen på grund af coronakrisen. Det gælder for eksempel fotografer, sportskommentatorer og kommunikationsfolk. Nogle har mistet halvdelen af deres indtægt, andre står lige nu med en nærmest tom kalender.

Sportsjournalist Kenneth Hansen får normalt halvdelen af sin indtægt ved at kommentere italiensk fodbold for TV 2 Sporten. Men nu er fodbold i hele Italien lukket ned – ligesom resten af Europa.

”Som kommentator tjener jeg lige nu nul kroner. Italien er jo hårdest ramt af corona, så jeg ved ikke, hvordan det kommer til at se ud,” siger han.

Økonomisk har han en buffer, han kan tære på.

”Men vi har lige købt lejlighed 1. marts, så økonomien er lidt strammere, end den plejer at være.”

TV 2 gør, hvad de kan for at aktivere freelancerne, siger han. Men han håber, at fodboldturneringerne kommer i gang i maj, og at kampene afvikles med en lidt højere frekvens, så han kan indhente noget af det tabte.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg er stillet, hvis der fortsat ikke bliver spillet kampe i juni måned,” forklarer han.

Føler magtesløshed

For fotograf Bo Amstrup i Randers er sport også en fast indtægt, for eksempel billeder fra Superligaen.

”Men nu er alt det planlagte arbejde aflyst,” siger han.

Sport har været det sikre i Bo Amstrups kalender – og så har der også været de andre opgaver.

”Men begge dele udebliver, så det er spændende – på den ikke særlig fede måde,” siger han.

Han skulle for eksempel lave et portræt i Aalborg.

”Men kilden ringede i går og spurgte, om vi kunne snakke sammen om en uge. Jeg har foreslået, at vi laver portrættet udendørs,” siger han.

”Jeg føler en form for magtesløshed, fordi der ikke er noget, vi kan stille op. Det rammer os alle sammen, og det er alvorligt, fordi vi ikke ved, hvor længe det varer,” siger han.

En tredjedel af årsomsætningen er væk

Heidi Meier er selvstændig og har i cirka 20 år haft en enmandsvirksomhed, hvor hun laver projektledelse og kommunikation blandt meget andet i forbindelse med store events. Hun har allerede mistet store opgaver og mange penge på grund af corona.

”Jeg er nok gået glip af over 100.000 på den her konto allerede. Jeg er i den heldige situation, at jeg har nogle gode, store kunder og ret god likviditet i mit firma. Det giver en vis tryghed. Men jeg er ret sikker på, at jeg i hvert fald mister en tredjedel af min årsomsætning på det her,” siger Heidi Meier.

De kommende uger skulle hun blandt andet have stået for afvikling af arrangementer for Realdanias medlemmer, ligesom hun sammen med sin partner skulle have stået for kommunikation og afvikling af farvelfesten for journalisthøjskolens betonbunker i Aarhus 2. maj.

”Det giver jo ikke mening at køre videre med sådan en event, når man ikke ved, om pandemien har toppet 2. maj. Så der ryger rigtig mange timer, som vi havde lagt ind i budgettet og regnet med kom i kassen,” siger Heidi Meier og tilføjer:

”Min mand er også selvstændig, så vores private økonomi bliver jo rystet af det her. Selv om jeg har været selvstændig i over 20 år, er det da nu, jeg skal overveje, om jeg kan blive ved med at være det. Kan jeg klare sådan en utænkelig krise her igen?”

 Alt i april og maj er væk

Også Bille Sterll, freelancer i  København, står med en nærmest tom kalender.

”Det, jeg havde planlagt i april og maj, er formentlig helt væk. Det samme gælder nok juni – og så er der ikke mere i min kalender,” siger hun

Det er for eksempel kurser, moderatorjobs og en podcastproduktion, hvor flere mennesker er samlet.

Folkemødet, hvor hun tidligere har været moderator, forventer hun bliver aflyst.

”Det plejer at være en god koncentreret opgave, men jeg tror, alle konferencer er sat på hold på denne side af sommerferien,” siger hun.

Bille Sterll piver ikke. Marts har været en fin måned indtil nu, og privatøkonomien er robust.

Det værste er uvisheden. Får hun for eksempel lige så mange opgaver for P1, som hun plejer, nu hvor sendefladen ser helt anderledes ud.

”Selv om det for eksempel var meningen, at jeg skulle lave ’Søndagsfrokosten’ 29. marts, er det jo ikke sikkert, at der er en ’Søndagsfrokosten’,” siger hun.

 

0 Kommentarer

Læs også

Corona: Freelancere må aflyse foredragsturné 1

Corona: Freelancere må aflyse foredragsturné

12. MARTS 2020
Anders Kjærulff har mistet 60.000 kroner på grund af corona - hilser hjælpepakke velkommen

Anders Kjærulff har mistet 60.000 kroner på grund af corona

18. MARTS 2020
Nu skal DJ også have ny kommunikationschef

Corona: Ansatte i film- og tv-branchen kan sendes hjem uden løn

17. MARTS 2020
data_usage
chevron_left
chevron_right