Kim Larsen rækker hånden frem, sådan et halvt sekund efter at jeg selv har rakt ham min.

Vores fotograf, Klaus Holsting, har udpeget ham for mig på forhånd – han kender ham, fra dengang Kim Larsen var praktikant på Information.

I dag er han kommunikationsdirektør i Danske Bank – på sjette år. En holdbar type, tænker jeg.

”Øjvind Hesselager,” siger jeg – og straks er det, som om kommunikationsdirektøren får en mere empatisk, måske ligefrem medlidende attitude. Han siger:

”Du skal ikke lade dig gå på af det der Twitter,” og lader mig dermed igen mærke berømmelsen svømme gennem mig.

Aldrig er jeg blevet så meget talk of town, som siden jeg satte min Twitter-konto på pause, fordi jeg ikke kunne håndtere en debat, jeg selv havde bedt om.

Den om, hvorvidt pressen kunne lære noget af Henrik Sass Larsens mediekritik.

”Twitter kan ikke bruges til debat,” siger Kim Larsen, lige inden han krydser ind i Dansk Journalistforbunds telt, hvor han skal fortælle om, hvordan man som bank håndterer en længerevarende krise kommunikationsmæssigt. Det kan jeg sikkert lære af.

Jeg føler allerede, efter én sætning fra manden, at jeg har gjort det eneste rigtige.

Jeg tror, Kim Larsen er en god kommunikationsdirektør.

Navnet er Kim Larsen

Alting kører på skinner i Dansk Journalistforbunds telt.

Elisabeth Geday, DJ’s nye direktør, har lige bedt DJ’s kommunikationsfolk om at åbne siderne i teltet, så der kan trække en frisk brise ind fra havet.

”Jeg hedder Kim Larsen,” siger Kim Larsen som det første. ”Det navn plejer jo at være lidt af en icebreaker.”

Folk griner imødekommende fra de hvide plastikstole.

Kim Larsen har været kommunikationsdirektør i Danske Bank siden 2013 og er manden, der har lagt kommunikationsstrategien undervejs i hvidvaskskandalen, der brød ud i marts 2017, hvor Berlingske bragte den første af en lang række artikler i sagen.

Teamet vandt Cavling-prisen for dækningen.

Undervejs er bankens direktør og bestyrelsen blevet skiftet ud, så set i det lys har Kim Larsens strategi jo ikke vundet priser. Og dog. Banken står endnu. Og han har også sit gode job.

Det har de fleste i banken. Faktisk er der i dag 21.000 ansatte, hvor der før krisen var 20.000. Kim Larsen joker med, at de er ansat til at beskytte banken mod mere hvidvask.

Han troede, han havde styr på skandalen

Det er i øvrigt forkert at skrive, at Kim Larsen lagde strategien, der sikrede banken, da medierne præsenterede offentligheden for hvidvaskhistorierne.

”Den der forestilling om, at vi kommunikationsfolk bestemmer, den holder jo ikke,” siger Kim Larsen.

”Det er en sag og en strategi, der har udviklet sig løbende.”

Han brugte under 20 minutter på at briefe bankens direktør, da denne første gang skulle på live-tv, umiddelbart efter at skandalen brød ud.

Dengang troede banken, forklarer Kim Larsen, at de havde helt styr på sagen. At det handlede om nogle få transaktioner fra 2014, som der for længst var dealet med. Den var klappet af!

”Vi vidste godt, vi havde kunder i Estland. Vi troede, vi havde et risikomiljø, der passede dertil,” som Kim Larsen sammenfatter.

Men risikoen var meget højere end kalkuleret, og kontrollen meget dårligere.

”Det, der er problemet, det er alt det, du ikke ved, som du gerne ville vide,” siger Kim Larsen, der forklarer, at han hele tiden har troet, at han kommunikerede hele sandheden. Men sagen voksede for ham.

Jeg bør komme tilbage på Twitter

Jeg noterer, at jeg lærer en del af denne seance. Jeg lærer især, at jeg nok skal tilbage på Twitter og forklare mig.

Som Kim Larsen siger: Banken skal forstå, hvad folk tænker om den. Ellers kan man ikke forklare sig.

Elisabeth Geday spørger: ”Hvornår kommer erkendelsen af, hvor galt det i virkeligheden er, Kim?”

Kim Larsen svarer, at der ikke eksisterer det dramaturgiske øjeblik, hvor alting står klart for ham og banken.

”Det er ikke som i film, hvor man sidder i Metroen og får en mail, og så forstår man omfanget.”

Og så er det, som om Kim Larsen taler direkte til mig:

”Den her sag handler om rigtige ting ude i virkeligheden. Jeg har aldrig haft et håb om, at Twitter skulle blive begejstret. Jeg tror i øvrigt ikke, at Twitter nogensinde bliver begejstret for noget som helst!”

Bliv klogere baglæns

Nu nærmer vi os slutningen og den moralske pointe:

”Det er meget nemmere at blive klogere baglæns. Det har man så også en forpligtelse til. Jeg håber aldrig, aldrig, jeg får brug for alt det, jeg har lært i det her forløb igen.”

De 45 minutter er gået. Elisabeth Geday runder optimistisk af.

”Lad det være ordene. Drop fosterstillingen, og stå op hver morgen og klø på!”

Efter seancen kommer Paula Larrain hen og giver mig en krammer.

”Du skal ikke tage dig af alt det vrøvl på Twitter,” siger hun.

Gad vide, om det er en god strategi.