Altinget hårdt ramt af aflyst Folkemøde

”Vi kommer til at tabe en millionomsætning, det er der ingen tvivl om,” siger Altingets direktør, som dog ikke forventer endnu en fyringsrunde

Folkemødet er aflyst. Og det får store økonomiske konsekvenser – også for medierne.

Et af de medier, som rammes hårdt, er Altinget-koncernen. Mediehuset bag Altinget – Rasmus Nielsen Holding – ejer Grønbechs Hotel i Allinge. I januar 2020 købte virksomheden desuden en naboejendom. Begge var tiltænkt Folkemødet som årets store begivenhed.

”Vi kommer til at tabe en millionomsætning, det er der ingen tvivl om,” siger adm. direktør Christoph Nørgaard.

Forventer ikke endnu en sparerunde

I sidste uge gennemførte Altinget en sparerunde for at ruste sig til coronakrisen. Mediehuset, som også ejer Mandag Morgen, har tabt annoncepenge, men krisen rammer også virksomhedens arrangementer og netværk.

”Folkemødet er stort for os. Først og fremmest er hele idéen bag Folkemødet lige i kernen af det, vi står for i Altinget og Mandag Morgen. Det er også en økonomisk udfordring for koncernen,” siger Christoph Nørgaard.

Han forventer dog ikke, at mediehuset må ud i endnu en sparerunde allerede nu.

”Vi har arbejdet med nogle scenarie-betragtninger – det gode, det dårlige og det mest realistiske. Vi havde ikke håbet, at Folkemødet blev aflyst, men det var indregnet i vores mest realistiske scenarie. Derfor havde vi også regnet det ind i de besparelser, vi har lavet.”

Håber på hjælpepakke

Christoph Nørgaard håber, at politikerne vil overveje en hjælpepakke, som er rettet mod de mange aktører, der står til at tabe millioner på, at arrangementer som Folkemødet aflyses.

”Vi håber selvfølgelig på en hjælpepakke til alle omkring Folkemødet. Jeg håber generelt, at man kigger på, hvordan man sikrer et ordentligt fundament under kulturområdet. Mange institutioner er virkelig pressede nu,” siger Christoph Nørgaard.

1 Kommentar

Per Larsen
23. AUGUST 2020
Øhhh, nu er det jo sådan, at både Altinget.dk og hele den mediekoncern som ejes af Rasmus Nielsen er placeret i skattely på Cypern, så det virker noget særligt, at man fra Altinget direktør - og fra ejeren Rasmus Nielsen selv - sidder og piver om, at man gerne vil have en hjælpepakke, når man nu ikke ønsker at betale skat i Danmark.

Læs også

Altinget

Altinget nedlægger 22 stillinger på grund af corona

30. MARTS 2020