"Det har ikke været sjovt, og det ser forpjusket ud. Det kan jeg ikke lide," siger Øjvind Hesselager om forløbet. Jacob Nielsen
Det startede med et tweet.
”Nu kommer selvransagelsen – pendulet vil ramme #dkmedier hårdt. Av! Og vi skal lære af dette. Men husk også: PET ville ikke godkende Sass i 2011. Var det fair? Den ramte også hårdt #dkpol God bedring Sass”
Tweetet var sendt af vores egen ansv. redaktør her på Journalisten, Øjvind Hesselager, i weekenden. Reaktionerne kom prompte, og de var kritiske.
”Hvad er det for noget gudsjammerligt sludder? I stedet for henkastede pendul-floskler, så forhold til det konkrete, hvilke historier om Sass skulle ikke være lavet, fx?” skrev Brian Weichardt fra Radio24syv, som selv har kæmpet for at få et interview med Henrik Sass Larsen.
”Hvilke historier? Vi passede vores arbejde, det skulle du da hylde i stedet for denne besynderlige ukonkrete selvransagelse snak,” skrev Ekstra Bladets ansv. chefredaktør Poul Madsen.
Anledningen til tweetet var, at Socialdemokratiets nyvalgte folketingsmedlem Henrik Sass Larsen meddelte, at han går på orlov på grund af en depression.
Journalisten har bedt redaktøren forholde sig til kritikken.
Du skrev, at nu kommer selvransagelsen, og vi skal lære af dette. Hvad skal vi lære?
”Jeg skrev, at selvransagelsen ville komme, for det sker altid. Hvis man ser på disse forløb, hvor nogen bliver kritiseret og trækker sig, så opstår en meta-refleksion, hvor medierne begynder at tænke over det, de har gjort. Jeg kom med en slags spådom, fordi jeg kender mediernes hamsterhjul og det rekyl, der altid er i branchen, når vi har beskrevet et forløb, som ender med et fald,” siger Øjvind Hesselager.
”Nogle vil sige, at medierne har været for hårde. Mange af medierne vil sige, at vi bare dækker virkeligheden. Det er forudsigeligt. Jeg mener, at der mellem de to positioner ligger en læring,” fortsætter han.
”Skal vi vise et hensyn, som ikke står i den journalistiske ABC?”
Men er der konkrete historier, som ikke skulle være skrevet?
”Jeg har ikke udpeget historier, der ikke skulle have været skrevet. Der står ikke i mit tweet, at Radio24syv ikke har gjort det godt, eller at Ekstra Bladet har gjort noget forkert. Det er deres reaktioner. Jeg vil tro, at de misforstår de ting, jeg skriver – måske fordi det sker på Twitter. At redaktøren for Journalisten skriver noget, der lægger op til refleksion, betragtes i sig selv som kritisk på den platform.”
Du skriver i dit tweet, at ”pendulet vil ramme medierne hårdt – av!” og at vi skal lære af dette. Kan du se, at det kan læses som en kritik?
”Det er jo rigtigt, at pendulet svinger tilbage. Det er ikke mig, der siger det – det gør det. Og der er altid en lære: Hvad end vi har gjort noget forkert eller ej, er der en læring efter sådan et forløb. Måske er læren, at vi intet har gjort galt.”
Hvad mener du selv, at læren er for medierne af Sass-sagen?
”Når folk her på redaktionen har lavet noget, som går meget tæt på en kilde, så opstår der på et tidspunkt en tanke: Skal vi vise nogle hensyn, selv om det er ”ujournalistisk”? Den overvejelse kunne være en læring: Skal vi vise et hensyn, som ikke står i den journalistiske ABC, fordi vi kan se, hvor skidt en kilde har det? Jeg har ikke selv svaret,” siger Øjvind Hesselager.
DR-journalist: ”Hvad fanden bilder du dig ind?”
I starten svarede han kritikerne på Twitter, men på et tidspunkt besluttede han i stedet at beklage sit tweet. Det skete i et nyt tweet. Og så brød helvede først for alvor løs. Tweetet lød:
”Kære alle. Undskyld. Jeg skrev i dag, at #dkmedier skal tænke sig om med @sasslarsen #dkpol Det fik jeg ok bank for. Men det var ment kollegialt ikke kritisk. Jeg husker” og så et link til Wikipedia-siden om Willy Strube.
Hvorfor sagde du undskyld?
”Fordi jeg erkender, at det var en fejl at bruge det medie til det ærinde, jeg havde. Det var en fejl at tro, at jeg med min position og det blad, jeg repræsenterer, kunne sætte gang i den tankebane. Der må man bare lægge sig ned og sige, at det var dumt,” siger Øjvind Hesselager.
Men undskyld-tweetet satte først rigtigt brand i Twitter. En række mediefolk undrede sig over, at Øjvind Hesselager linkede til sagen om Willy Strube – en fagforeningsmand i SiD, som i 2001 blev afsløret af DR i at bruge fagforeningens penge til private formål. Han trak sig fra samtlige poster, og to dage efter hængte han sig.
”Hvad fanden bilder du dig ind, Øjvind? Sidder du lige og beskylder de journalister, der afdækkede Strubes massive svindel i SiD, for at være skyld i hans død, eller rettere hans selvmord? Seriøst?” lød kritikken fra DR-journalist Jens Ringberg på Twitter.
”Hvad i alverden bilder du dig egentlig ind, Øjvind? Du siger undskyld – og så ikke alligevel? Det er tåkrummende pinligt og forstemmende. Det værste er nok, at du sviner os til for vores egne medlemskroner. Tag og hav en lille smule respekt for, hvem der betaler din løn. Tak,” skrev BT-journalist Mads Brandsen.
Medierne har ikke ansvaret, men kan godt betale en pris
Hvad er sammenhængen mellem Willy Strube-sagen og Sass Larsen-sagen?
”Willy Strube-sagen er kritisk journalistik kørt ud i den yderste personlige konsekvens – uden at mediet har ansvar for det, han valgte at gøre. Medierne har jo heller ikke ansvaret for den konsekvens, Sass har valgt. Min pointe er, at selv om man ikke ender med at have eller på noget tidspunkt har haft ansvaret, kan man som journalist godt ende med at betale en pris for den historie, man har lavet,” siger Øjvind Hesselager.
Han henviser til en artikel i Journalisten fra 2001, hvor de to DR-journalister, der afdækkede Willy Strube-sagen, fortæller om forløbet, som påvirkede dem dybt.
”Uanset hvad de sagde, så stod der et argument tilbage, og det var, at havde vi ikke lavet indslagene, så havde han stadig siddet inde i SiD,” sagde Jesper Knudsen, den ene af journalisterne bag historien.
Beskylder du DR-journalisterne for, direkte eller indirekte, at bære skyld for hans død?
”Nej, det beskylder jeg dem ikke for. De har ikke skyld i det, der skete, men det er alligevel noget, der vil følge dem. Det vil altid være på frontallappen hos dem. Jeg forstår faktisk ikke, at han (Jens Ringberg, red.) kan læse det som, at jeg beskylder dem for at være skyld i Willy Strubes død. Men det var på det tidspunkt, jeg begyndte at erkende, at jeg måtte finde bakgearet i denne her debat,” siger Øjvind Hesselager.
Slettede tweet og deaktiverede profilen
De kritiske indlæg fortsatte på Twitter. Søndag besluttede Øjvind Hesselager at trække sig fra debatten på platformen. Først slettede han sit undskyld-tweet.
Hvorfor slettede du tweetet i stedet for at tage debatten?
”Jeg kunne se, at den debat, jeg gerne ville skabe, kunne jeg ikke sætte i gang på den platform. Jeg håbede, at jeg kunne slukke branden ved at slette tweetet. Det burde jeg nok have regnet ud, at jeg ikke kunne,” siger han.
Derfor deaktiverede Øjvind Hesselager senere søndag sin Twitter-profil. Det betyder, at ingen af hans tweets i dag er tilgængelige.
Det fik ikke kritikken til at stilne af – tværtimod.
”Absurd at chefredaktøren for journalisternes fagblad går under jorden efter kritiske spørgsmål. Vil du svare Jens, Øjvind?” skrev DR-journalist Nicolas Nielsen.
Dropper Twitter – vil debattere på Facebook og Linkedin
Øjvind Hesselager forklarer, at han valgte at flytte debatten over på Facebook og Linkedin, hvor han oplever, at tonen er mere konstruktiv.
”Jeg synes godt, man kan sige: ”Jeg melder mig ud af debatten på Twitter, fordi den ikke gør det, jeg gerne ville.” Jeg lagde op til en lignende debat på Facebook og Linkedin, og der kører en meget opbyggelig dialog på begge platforme.”
Men alle kan jo ikke være med i den debat. Dine tweets var offentlige, men dit opslag på Facebook er lukket og kun for venner ..?
”Det var jeg ikke klar over, det er en fejl,” siger Øjvind Hesselager, som nu har åbnet opslaget.
Hans opslag på Linkedin kan du finde her, og opslaget på Facebook er her.
Du er som regel selv fortaler for, at man retter i stedet for at slette. Det er også Journalistens linje, at vi ikke sletter fejl, men lader fejlen stå, så alle kan se den med en tydelig rettelse. Hvorfor gjorde du ikke det i stedet?
”Nu er min Twitter-profil jo ikke et medie. Jeg bestemmer over min egen redigering, det er ikke støttet af nogen, og det er ikke Dansk Journalistforbund, der udgiver min Twitter-konto. Det gør jeg selv.”
”Det var ikke sjovt, og det ser forpjusket ud”
I sin Twitter-bio havde Øjvind skrevet ”jeg er digitalt udstødt og tweeter på tålt ophold”. Han understreger, at han ”ikke er god” til sociale medier eller digitale platforme, tværtimod.
Vender du tilbage til Twitter?
”Jeg har været væk, uden at nogen lagde mærke til det, i fire-fem perioder før. Lige nu er der nogle ret store arbejdsopgaver, som skal håndteres, og alt er tid. Jeg har deaktiveret min Instagram-profil, fjernet notifikationer fra Facebook og Linkedin, og altså deaktiveret Twitter. Det er et forsøg på at tilbageerobre tid.”
Hvad har du lært af det her forløb?
”Jeg har lært, at jeg skal lytte til den lille dirrende nerve, hvis jeg er i tvivl om, om platformen er rigtig til det, jeg vil. Så skal jeg have ressourcerne til at gå linen ud, og det havde jeg ikke her. Jeg skulle ikke have åbnet det bal på Twitter, men kun på Facebook og Linkedin. Det har ikke været sjovt, og det ser forpjusket ud. Det kan jeg ikke lide,” siger Øjvind Hesselager.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Preben Juul Madsen
31.07.12 09:03
Hvad gør man, hvis en bog afslører, at den samlede presse "tiljubler" et af danmarkshistoriens mest modbydelige justitsmord (læs Retssagen om et formodet maleri af André Derain).
Ja, man holder sin kæft, ignorerer bogen.Det samme gjorde Journalisten.
Politikens Camilla Stockmann var sammen med mig de eneste journalister, som overværede samtlige 17 retsmøder i by- og landsret. I sit sidste referat skrev Camilla, at nu var det endelig bevist, at to kunsthandlere havde bedraget en ældre kvinde.
Bedrageriet bestod i, at Politikens læsere blev bedraget. Der blev ikke ført et eneste bevis på bedrageri fra de to kunsthandleres side. Den samme løgnehistorie sendte den øvrige presse ud i æteren, de gengav blot dommen. Ingen gad sætte sig ind i virkeligheden.
Sådan bidrager pressen til grotesk historieforfalskning. Sådan beskytter man sig selv. Sådan beskytter man kriminelle dommere.
Denne sag viser med al tydelighed, at det er så som så med journalisters moral.
Tak!
Først fakta: hvilke fakta Sune? :-)
Mvh
Flere