
På TV 2 kan midlertidigt ansatte kun blive forlænget to gange: "Det giver mere ro og mere tilfredse medarbejdere, fordi en stor del af usikkerheden er blevet taget væk,” siger hovedtillidsmand Lennart Sten. Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Tidligere kunne midlertidigt ansatte på TV 2 blive forlænget mange gange i korte perioder. Men det er der sat en stopper for nu, fortæller hovedtillidsmand på TV 2 Lennart Sten.
Nu kan tidsbegrænset ansatte maksimalt forlænges to gange, og hvor man før blev forlænget i halve og hele år, er kutyme nu at forlænge halvandet eller to år.
”Det er tæt på at være mentalt nedbrydende at holde en hel gruppe ud i strakt arm med midlertidige ansættelser,” siger Lennart Sten.
Da TV 2 forhandlede overenskomster i foråret 2018, var det en stor prioritet at få antallet af tidsbegrænset ansatte ned og få antallet af fastansatte op.
Fra 2012 til 2017 var antallet af tidsbegrænset ansatte nemlig fordoblet – fra otte procent til 16 procent. Lennart Sten fortæller, at det dengang var normalt, at hvis en fastansat stoppede, så blev der ansat en midlertidigt i hendes sted. Usikkerheden fyldte dengang meget for de ansatte.
”Man kæmper på en usund måde for at blive set af chefen, og man tænker på sig selv, så man kan promovere sig selv og blive fastansat,” sagde han dengang til Journalisten.
Hvis du er ung, nyuddannet og gerne vil arbejde i TV 2, så starter du sandsynligvis som freelancer eller på en tidsbegrænset kontrakt, fortæller Lennart Sten. Hvor de tidsbegrænsede ansatte er på overenskomster på TV 2, er freelancerne det ikke.
Der er kommet flere fastansatte
I samme periode er antallet af fastansatte steget. Lennart Sten har ikke tal på, hvor mange henholdsvis fastansatte, tidsbegrænset ansatte og freelancere, der er i hele TV 2. Men han har tal for nyhedsafdelingen, som er den største i huset.
Her var der i marts 2018, da overenskomsten blev indgået, 315 faste. I juli 2019 var der 329. Antallet af midlertidigt ansatte har svinget i starten af 70’erne med 73 midlertidigt ansatte i marts 2018 og 75 i juli 2019. Lennart Sten fortæller, at en trivselsmåling blandt medarbejderne på TV 2 viser, at trivslen blandt de unge ansatte, som ofte er dem, der er midlertidigt ansatte og freelancere, er gået op. Folk er gladere og føler sig tryggere.
”Det giver mere ro og mere tilfredse medarbejdere, fordi en stor del af usikkerheden er blevet taget væk.”
Journalisten har for nylig også skrevet om udviklingen i løstansatte på DR. Her er andelen af løstansatte samlet steget de seneste år. Der er særligt skruet op for brugen af freelancere, mens brugen af tidsbegrænset ansatte er faldet.
En harmonika med behov for mange freelancere
I marts 2018 var der 114 freelancere i TV 2, og i juli 2019 var der 96.
Freelancetallene skal man dog ikke hænge sig alt for meget ved, for de stiger og falder hele tiden, når der bliver hyret ekstra folk ind til store begivenheder, siger Lennart Steen. Og den fleksibilitet skal der være i en virksomhed som TV 2, mener han.
”Vi skal altid have freelancere og tidsbegrænset ansatte, fordi vi er en harmonika, der bliver trukket ud og trykket sammen igen. Men jeg synes, vi går i den rigtige retning.”
Han mener dog ikke, at TV 2 er helt i mål endnu.
”Det vil nok altid være en kamp. Arbejdsgiverne vil helst have så let en tilknytning som muligt, og ansatte vil gerne være så sikre som muligt. Men vi er nået markant videre,” siger han.
Nu er der ligeledes en aftale om, at når der er tre måneder, til en kontrakt udløber, så skal man have en samtale med chefen om, hvorvidt den skal forlænges. Før kunne ansatte stå, en måned før deres kontrakt udløb, uden at vide, om de ville have arbejde på TV 2 fremover.
”Det stiller krav til lederne, for det er lettere at sige: ‘Du får lige et halvt år mere.’ Nu skal de tænke sig om,” siger han. ”Og alle bliver skarpere af, at der bliver stillet klare krav. Også ledere.”
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Den her formulering er imidlertid helt central for at forstå de fastansattes forhold til alle de mange løsarbejdere, der reelt sikrer de fastansatte deres gode vilkår:
”Vi skal altid have freelancere og tidsbegrænset ansatte, fordi vi er en harmonika, der bliver trukket ud og trykket sammen igen. Men jeg synes, vi går i den rigtige retning.”
Her er der elastik i metermål fra tillidsmanden, som lige får udstedt en strategisk blankochek til ledelsen. For hvad fanden vil det sige i praksis, at virksomheden er en "harmonika", hvis man er løsarbejder?