Det kan være en voldsom oplevelse for en 16-årig pige at blive omtalt i et medie. Især hvis mediet vælger at lægge historien på Facebook, og det udløser en shitstorm af hadefulde kommentarer og dødstrusler.
Det viser en konkret sag, hvor den 16-årige Lærke i B.T. undrede sig over, at overvægtige piger blev kaldt ”modige”, når de lagde billeder af sig selv på Instagram.
”Hvis jeg havde lagt et billede op med samme tekst – som slank pige – så havde jeg ikke fået at vide, at jeg var modig. Tværtimod, så ville jeg blive stemplet,” forklarede Lærke til B.T.
Lærke ønsker, at både slanke og overvægtige piger skulle kunne udtrykke sig uden at blive mødt af negative kommentarer.
Kommentarerne blev for voldsomme
B.T. bragte historien på sin hjemmeside og lagde den på Facebook den 28. januar. I løbet af kort tid kom over 300 kommentarer på Facebook-opslaget, herunder nogle, der ønskede død over Lærke.
I dag er både Lærke og hendes mor Christine Schnell chokeret over reaktionerne på debatindlægget.
”Til sidst blev kommentarerne så voldsomme og personlige, at Lærke blev bange,” siger Cristine Schnell.
Artiklen i B.T opstod oprindeligt som et debatindlæg skrevet af Lærke til Fyens.dk. Da B.T. opdagede debatindlægget, fik de familiens tilladelse til at bringe det. Avisen lavede desuden et interview med Lærke.
Facebook er et benhårdt miljø
B.T.’s chefredaktør, Michael Dyrby, kalder debatindlægget ’totalt egnet’ til Facebook, fordi det er skrevet af Lærke selv og giver anledning til debat.
”Facebook er et benhårdt miljø, og jeg vil sige, at selvfølgelig har vi et ansvar over for Lærke og hendes mor. Men jeg synes også, at Lærkes mor har et ansvar over for sin datter. Lærke har selv aktivt skrevet et debatindlæg, så må man formode, at hun selv er interesseret i at debattere det,” siger Michael Dyrby.
Han understreger opfølgende, at dødstrusler ikke har nogen plads i B.T.s kommentarfelt og skal slettes.
"Hvis det er sluppet igennem ved denne artikel er det en fejl, som vi beklager’."
Cristine Schnell siger, at hun havde forsøgt at forberede sin datter på, at hun kunne få nogle ”tørre tæsk”
”Men reaktionerne blev alt for voldsomme. Lærke var rystet over, at nogle ligefrem håbede på, at hun ville blive kørt ned af en bus,” siger hun.
Har det okay i dag
Overskriften ”16-årige Lærke er træt af 'dansende deller' på Instagram” ramte heller ikke det, datteren mente.
”Lærke er jo ikke træt af, at folk er tykke. Det er jo ikke det, hendes budskab er”, siger Cristine Schnell.
Hun tilføjer, at hendes datter har lært af sagen.
”Hun har det okay i dag.”
Mediejurist efterlyser omtanke
Mediejurist Vibeke Borberg ser som udgangspunkt ikke et mediejuridisk problem i at bringe debatindlæg af unge. Men medierne skal overveje, om de tager tilstrækkeligt hensyn til den unge, hvis et kontroversielt indlæg lægges op på de sociale medier.
”Ifølge de presseetiske regler er der et særlig hensyn til børn og unge, som måske har svært ved at overskue konsekvenserne af at medvirke i medierne. Her kunne man godt have haft den overvejelse at skåne pigen for, at hendes indlæg røg så langt ud, som det er tilfældet på de sociale medier,” siger Vibeke Borberg og fortsætter:
”Men det, som medier kan gøre, hvis de alligevel vælger at bringe et debatindlæg, der kan give anledning til voldsom debat, er at moderere kommentarerne og sørge for, at der bliver holdt en ordentligt tone i kommentarspor.”
Men er det ikke svært, når man har over 300 kommentarer på kort tid?
”Det er klart. Men så må man foretage en afvejning af, om man overhovedet skal lægge debatindlægget op på Facebook, hvis man ikke kan følge op på debatten,” forklarer hun.
Kommentarer overvåges
Ifølge Michael Dyrby var debatten på Facebook modereret godt nok.
”Vi har hele tiden folk, der kigger på kommentarerne,” siger han.
Men har I gjort det nok, når der alligevel er kommentarer fra folk, der ønsker død over hende?
”Det kan godt være, at der er sluppet nogle kommentarer igennem, hvor vi ikke har fjernet trusler eller andre alvorlige kommentarer”, lyder det fra Michael Dyrby.
”Det kan godt være, at vi i det her tilfælde ikke har været hurtige nok til at fjerne kommentarerne. Vores moderatorer kan selvfølgelig også lave fejl.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.