Det var tæt på. Også for tæt på, da Uwe Max Jensen med sit maleri ”Gemmeleg” flettede klare referencer fra en Muhammed-tegning og et velkendt pressefoto ind i en kunstnerisk sammenhæng.
Sådan lød dommen ved retten i Aalborg, der fredag dømte den nordjyske provo-kunstner til at betale 100.000 kr. for brud på ophavsretten til tegner Kurt Westergaard og 33.750 kr. til fotograf Michael Drost-Hansen plus sagens omkostninger.
Uwe Max Jensens maleri forestiller en politimand, der sidder med hænderne for øjnene på motorvejen foran en flygtningepige med en bombe i turbanen. Og det er den kobling mellem Westergaards omstridte tegning og et meget kendt pressefotografi af en politibetjent og en flygningepige, der leger på motorvejen, som er lagt til grund for, at man fra DJ’s side mener, at der har været tale om et brud på ophavsrettighederne.
Selv var Uwe Max Jensen fraværende i retten, og derfor blev der afsagt en såkaldt udeblivelsesdom. Det betyder, at retten afsiger dom i overensstemmelse med sagsøgerens krav uden at gå yderligere ind i sagens substans. Angiveligt har Uwe Max Jensen ikke modtaget en indkaldelse til retten i Aalborg, fordi han har problemer med sin e-boks. I februar var Uwe Max Jensen også indkaldt til en retshandling, men måtte melde forfald på grund af sygdom.
Inspiration eller kopi?
"Jeg er uenig i, at jeg har kopieret noget. Jeg mener selv, at Kurt Westergaard har inspireret mig til mit maleri, og det er en helt anden sag. Men problemet er, at Kurt ikke har særlig meget forståelse for billedkunst,” siger Uwe Max Jensen til Journalisten.
”Det er endnu ikke lykkedes mig at finde ud af, hvad sagen går ud på. Som jeg ser det, er det mest af alt et forsøg på at statuere et eksempel og fjerne alt, hvad der har med de tegninger at gøre,” siger Uwe Max Jensen, der nu vil undersøge mulighederne for at lade sagen gå om.
Selv henviser maleren på sin Facebookprofil til lige dele kunstnerisk frihed og retten til at ytre sig.
Spørger man i DJ, er det først og fremmest en sag om ophavsret.
“Ophavsretsloven gælder, hvad enten man producerer som fotograf, journalist, tegner eller kunstner. Men det vil også altid være en samfundsmæssig opvejning af, at information skal kunne flyde, og at man skal have mulighed for at ytre sig,” siger Liselotte Lindberg Olsen, jurist i DJ.
“Hvis du spørger mig, om ophavsretten er i strid med ytringsfriheden vil jeg sige, at nej, det mener jeg ikke, den er. I denne sag handler det ikke kun om at ytre sig. Der er ingen, der siger til Uwe, at han ikke må ytre sig. Her handler det om formen, han ytrer sig på,” mener Lindberg Olsen.
Uwe Max Jensen: Ikke anderledes end Warhol
Det har Uwe Max Jensen svært ved at se. Han mener, at der er lignende tilfælde i kunsthistorien, hvor mere eller mindre åbenlyse citatteknikker og referencer bliver brugt i nye sammenhænge.
”Andy Warhol har for eksempel arbejdet med andres forlæg i sine portrætter, og herhjemme har vi haft en kunstner som Peter Carlsen, der malede et portræt af Anders Fogh Rasmussen efter et angreb med maling. Det billede var faktisk tættere på forlægget, end mit har været på henholdsvis tegningen og fotografiet,” anfører Uwe Max Jensen.
Han mener, at sagen også handler om en kuet, politisk korrekt og intimideret medieverden.
”Journalister har det jo med at rette ind, når volden bliver for præsent. På den måde rammer sagen jo fint ind i den journalistiske selvforståelse," siger Uwe Max Jensen.
Westergaard: Nødvendigt at statuere et eksempel
Journalisten har forsøgt at indhente en kommentar fra Kurt Westergaard, der selv var til stede under stort politiopbud, da der blev afsagt dom i Aalborg.
”Det er nødvendigt at statuere et eksempel en gang imellem,” udtalte Westergaard fredag i sidste uge til Ritzau og anførte, at det var en sag af principiel karakter.
Både fotograf Michael Drost-Hansen og Westergaard har følt sig misbrugt i en agenda, som står for Uwe Max Jensens egen regning.
"Han ytrer sig efter vores opfattelse i en form, hvor han kopierer to ophavsretslige værker. At Uwe har en holdning til nogle ting eller gerne vil ytre sig, skal stå ham frit for. Det har vi slet ikke nogen holdning til. Men man må i denne forbindelse spørge, om han kunne have ytret sig på en anden måde?,” siger Liselotte Lindberg Olsen, jurist i DJ.
”Det mener jeg ikke, for der er tale om en slags parafrase. Men Westergaard er jo per definition omgærdet af en vis sympati, og det er svært at forsvare sig imod,” siger Uwe Max Jensen, der efter eget udsagn er ude af stand til at betale en bøde i den ”drakoniske størrelsesorden”.
Han vil som tidligere nævnt i artiklen nu undersøge mulighederne for at lade sagen gå om.
8 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
til Hans Jørgen: For mig at se laver Uwe Max en satirisk kommentar i form af et maleri. Jeg kan ingen måde se hvorledes det her værk skiller sig ud fra så mange andre værker, ligesom andre satirikere har Uwe Max refereret til kendte værker ... som man jo gør som satiriker. Hvordan et hurtigt maleri med afsæt i et foto og en tuschtegning kan dømmes som plagiat, går hen over hovedet på mig. Satiretegnere referer konstant til andre værker uden at spørge først, og tegner referencerne ind i en ny kontekst ... også krænkende for personen bag det oprindelige værk. Fotoet af den døde kurdiske dreng Alan Kurdi blev tegnet ind i en Charlie Hebdo tegning ved siden af et McDonalds skilt, og det gjorde tegneren uden at spørge om lov først. Den døde dreng var blevet et symbol på den Europæiske flygtningekrise, ligesom Kurts tegning er blevet et symbol på udfordringer med Islam. Hvis man ikke kan referer til Kurts tegning her i Danamrk, kan man så heller ikke referer til den døde kurdiske dreng i en tegnet satirisk kommentar?
- Så tegn løs, Lars Refn!
Måske skulle DJ hellere gøre det muligt for jeres medlemmer at kunne tegne løs også når det gælder islam.
- Det har de to medlemmer og DJ fået rettens medhold i.
Lidt en tilsnigelse. Der var jo tale om en udeblivelsesdom.
Til Lars Refn: Nej, dommen i denne sag gør det ikke vanskeligere at lave satire.
For sagen handler ikke om satire.
Den handler om plagiat.
DJ har ført sagen på vegne af to medlemmer for at få fastslået, at det er i strid med ophavsretsloven at plagiere deres værker, uden at spørge om lov.
Og at det er i strid med ophavsretsloven at bruge deres værker i en krænkende sammenhæng.
Det har de to medlemmer og DJ fået rettens medhold i. Så tegn løs, Lars Refn!
- Kunstneren her er en mand der søger opmærksomhed for en hver pris, og han fortjenner slet ikke at DJ bruger tid og penge på at retsforfølge ham.
Hvad mener du, Lars Refn?
Flere