I formiddags sad et online panel klar til at diskutere, hvorfor sexisme og seksuel chikane trives så godt på mediearbejdspladser, og hvordan i alverden det er kommet så vidt.

Det var Dansk Journalistforbund, der faciliterede debatten, og ud over forbundets formand, Tine Johansen, var også følgende til stede: Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen, direktør i KVINFO Henriette Laursen og Marie Valentin Beck, der er indehaver af Bureau M.

Tine Johansen lagde ud med at sige tak til branchens nye stemmer, der har sat skub i sexisme-debatten, og som har gjort det klart, at der er behov for store forandringer på mediearbejdspladserne.

”Hvis man bor op og ned ad en togbane, vænner man sig til lyden på et tidspunkt. Men når der kommer gæster, kan de pludselig høre det meget højlydt.”

”Vi andre tænkte jo ikke: Gud, er der sexisme og krænkelser i vores branche? Men vi har fået en gave i nye kolleger, der siger meget klart, at de ikke vil finde sig i det,” siger Tine Johansen, der opfordrer til, at mediearbejdspladser og fagorganisationer nu slår ørerne ud og eksempelvis undersøger, hvorfor det ikke hjælper, når mediechefer siger, at deres dør står åben.

Glad for Politiken-underskrifter på støttebrevet 

Ifølge Christian Jensen er de på Rådhuspladsen udmærket klar over, at dørtærsklen til chefens kontor kan synes høj. Han fortæller, at han fra 2016 til i dag har håndteret en lille håndfuld sager, og at det i alle tilfælde har været ham selv, der er gået ud ad døren – ikke den krænkede part, der er kommet ind.

”De krænkede har ikke haft incitament til at gå videre med det. Hvis vi eksempelvis hører noget til en fest om noget, der er gået galt, så er det derfor os i ledelsen, der har taget kontakt til de pågældende.”

Christian Jensen var i første omgang rystet over, hvor mange navne han kunne genkende fra Politikens egne rækker, da avisen tilbage i september på forsiden bragte 701 navne, der skrev under på støttebrevet til Sofie Linde. Et tal, der siden steg til 1615. Siden har en anden følelse taget over.

”Jeg er faktisk blevet glad for, at så mange fra Politiken havde modet til at skrive under. Det betyder, at de ikke er bange for at møde en arbejdsplads, der ser skævt til dem for illoyalitet eller lignende,” siger han.

Kold luft og mørk fremtid 

Nu har mediehuset inviteret til samtaler, hvor kvinder – både nuværende ansatte, tidligere ansatte og løst tilknyttede – kan fortælle om deres oplevelser. Og her ligger der en stor opgave foran chefredaktøren. Han skal nemlig skabe tillid til, at kvinderne har lyst til at tale med ham.

”Der har været en opfattelse af, at det giver flere problemer at sige noget til ledelsen. Fordi der ikke sker mere, end at den pågældende krænker får det at vide, luften bliver kold og fremtiden mørk,” siger Christian Jensen.

”Det, jeg i virkeligheden gør lige nu – og det havde jeg ikke regnet med for tre-fire uger siden – det er at gøre mig fortjent til den tillid, de skal vise mig og os som ledelse,” siger han.

Og folk kommer stadig ikke bare ind ad døren på Politiken, understreger han.

”Det, vi har gang i nu, kræver ofte tre-fire-fem samtaler, før den krænkede part er klar til at gå videre. Det er jo grænseoverskridende oplevelser, de har været igennem, men det føles også voldsomt grænseoverskridende for dem, når det skal tages videre og føre til sanktioner.”

Uforklarlig lønforskel mellem kønnene  

En af debatmødets store temaer var, at et opgør med sexisme og seksuel chikane på landets mediearbejdspladser kræver, at der bliver kigget bredt på arbejdspladsens strukturer. Hvad er det, der er på spil i vores måde at indrette arbejdspladsen på, som medfører gode forhold for krænkende adfærd?

”Jeg har været optaget af at få fokus væk fra, at det kun handler om magtmisbrug, overgreb og seksuel chikane. Det er også hverdagens praksis, som vi er blevet blinde for. Arbejdsgangene og måden, vi omgås hinanden,” siger Marie Valentin Beck, der blandt andet rådgiver organisationer i at finde frem til deres problemer med sexisme.

Tine Johansen er enig i, at der er meget andet på spil end de helt konkrete overgreb.

”Det hænger sammen med dagsordener som ligeværd og lige muligheder for at udfolde os på arbejdsmarkedet. Her spiller løn også ind. På det journalistiske område er der en uforklarlig forskel på løn mellem kønnene, som ikke kan forklares med forskelligt ansvar eller andet. Det skal vi i den grad have gjort noget ved,” lyder det fra Tine Johansen.

Og fra Christian Jensen kommer der en opfordring til formanden på netop det område. For han erkender, at der er manglende ligestilling i lønniveauet:

”Min appel til Dansk Journalistforbund er, at vi i de næste overenskomstforhandlinger får en større pulje til individuel fordeling, som man kan bruge til at udjævne de forskelle, der er i forhold til ligeløn,” siger han.

Ingen one size fits all 

Ifølge Marie Valentin Beck er der desværre ikke 10 oplagte råd, der kan hjælpe medierne til at forstå, hvordan de skal ændre deres arbejdsgange for at komme den krænkende adfærd til livs.

”Det er dødsvært, og hvis det skal gøres ordentligt, skal der laves en grundig analyse af den organisation, det drejer sig om,” siger hun, og Tine Johansen bakker op:

”Det er svært at lave en one size fits all til både Se og Hør og Kristeligt Dagblad. Vi understøtter selvfølgelig som faglig organisation, men det er de enkelte arbejdspladser, der skal igennem det nu.”

Et krakelerende selvbillede 

Hos Politiken har man ud over at invitere til samtaler etableret to arbejdsgrupper, fortæller Christian Jensen.

Den ene tager udgangspunkt i at undersøge mediets problemstillinger inden for sexisme og manglende ligestilling mellem kønnene. Den anden kigger på arbejdskultur, herunder mobning eller misbrug af magt eller faglighed for at dominere andre på en grænseoverskridende måde.

Arbejdsgrupperne skal gerne give et bedre grundlag for at handle mere strukturelt, hvorimod Politiken på nuværende tidspunkt arbejder mere med konkrete sager. Ifølge Christian Jensen er avisens selvbillede på vej mod at krakelere, hvis ikke de får skabt bedre forhold.

”Politiken er baseret på en humanistisk grundopfattelse og ligeværd for alle i vores samfund. Men vi har skabt en arbejdskultur, hvor vi ikke kan stå på mål for de værdier, vi går ud i verden med, når vi går på arbejde inde i huset,” siger han.

”Bringer vi ikke orden i det, er det jo som et hus, der står og vakler. Og der synes jeg faktisk, vi står lige nu. Hvilket er fortjent. Vi går på arbejde lige nu i en trykket stemning, og det er ubehageligt, men det er det, der er behov for. Vi har en kultur, der skal brydes ned.”

Hele debatten kan ses her: