De blev udsat for sexisme – men ingen af dem gik til tillidsmanden

Fire kvinder, der er stået frem og har fortalt om seksuelle krænkelser eller sexisme, fortæller, at det slet ikke faldt dem ind at tale med en tillidsrepræsentant om det. ”Jeg tror ikke, at det havde gjort den store forskel,” siger en af dem

Nej, nej og atter nej. Journalisten har været i kontakt med fire kvinder, der den seneste tid er stået frem med deres fortælling om sexisme, uønskede seksuelle beskeder og berøringer, mens de var praktikanter eller nyuddannede.

Selv om DJ har et vidtforgrenet netværk af tillidsfolk, gik ingen af kvinderne til deres tillidsmand for at få hjælp. Tillidsrepræsentanten var en fjern figur, og kulturen på arbejdspladsen var dengang, at oplevelser med krænkelser holdt man for sig selv, fortæller de fire kvinder her.

Som praktikant i DR Nyheder og nyansat på TV 2 fra 2005 til 2009 modtog Maria Andersen sms-beskeder, der startede som ros, men hurtigt blev lumre, som for eksempel: ’Jeg ligger og tænker på dig, når jeg skal sove’.

Men Maria Andersen gik ikke til sin tillidsrepræsentant med oplevelserne.

”Jeg tænkte faktisk ikke dengang, at det vedrørte hverken tillidsrepræsentanten eller ledelsen. Når jeg eller kollegerne oplevede noget, stoppede vi ikke op og tænkte, at vi skulle dele det med nogen andre end hinanden. Det er jo meget sigende for den kultur, vi var en del af,” siger Maria Andersen.

Sådan er det bare
Sexisme talte man ikke om dengang. Man grinede bare ad det.

”’Sådan er det bare,’ fortalte vi hinanden. Og vi sagde ’tag dig ikke af det,’ hvis en bestemt mand igen havde været nærgående,” siger Maria Andersen, der i dag arbejder på TV 2.

Ditte Haue, vært på TV 2 Nyhederne, oplevede i praktiktiden i DR Nyheder i 2009/2010, at en ældre kollega forsøgte at lægge an på hende. Da hun afviste ham, svarede han surt:

”Du er sådan en, man godt gider at bolle. Det er dit held i den her branche. Du skal bare lære at sige ja. Ellers bliver du aldrig til noget.”

Ditte Haue fortæller, at der var flere oplevelser af samme karakter.

”Og nej, jeg overvejede ikke at gå til tillidsmanden med det. Jeg tror ikke, at det havde gjort den store forskel,” siger hun.

Ditte Haue tror, hun ville blive mødt med forståelse og omsorg, hvis hun var gået videre til en tillidsrepræsentant med sine oplevelser dengang.

”Men det ville nok også blive fejet af bordet, fordi det var mere alment accepteret dengang. Når man var nederst i hierarkiet, var det noget, man måtte finde sig i. De ældre kolleger og fastansatte sagde jo heller ikke fra over for det, når jeg fortalte dem om det,” siger Ditte Haue.

Nøgen på de hvide lagner

Radiojournalist Iben Maria Zeuthen overvejede ”overhovedet ikke” at henvende sig til en tillidsrepræsentant, da en DR-chef skrev: ’Jeg drømmer om dig og mig nøgne på en seng med åbne vinduer og hvide lagener.’

”Som 20-årig vidste jeg ikke, hvad en tillidsrepræsentant var, eller hvad DJ kunne gøre,” siger Iben Maria Zeuthen.

Så længe Iben Maria Zeuthen kan huske, har det været forbundet med skam for kvinder at fortælle om krænkelser og uønsket seksuel opmærksomhed. Det faldt altid tilbage på den, som det gik ud over.

”Så selv hvis tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen på forhånd havde adresseret en klar holdning til det, tror jeg ikke, at jeg ville sætte mig i den situation,” siger hun.

Shani Pedersen havde været praktikant i DR i et par uger, da hun havde sin første ubehagelige oplevelse.

”Som helt ny og sårbar er det første, du tænker, ikke at gå til ledelse eller tillidsmanden.”
Faktisk vidste hun ikke, hvem hendes tillidsmand var.

Talte med dem, de stolede på

Shani Pedersen har ikke kendskab til, at nogen af de 10 daværende praktikanter, som har fortalt om krænkende og sexistiske oplevelser i DR, talte med en tillidsmand om deres oplevelser.

”Nogen vendte det med hinanden eller med kvindelige journalister i huset, de stolede på. Det gjorde jeg selv,” siger hun.

Nu, hvor sexisme er sat på dagsorden, tror Shani Pedersen, at tillidsfolkene kan spille en rolle, når medarbejdere oplever sexisme og uønsket seksuel opmærksomhed.

”Men det kræver, at tillidsfolkene rækker mere ud, er mere synlige og fortæller, at man ikke skal være bange for at bruge dem. Det er ikke nok at sige, at døren altid står åben,” forklarer Shani Pedersen.

Maria Andersen er en af de seks kvinder på TV 2, som startede underskriftsindsamlingen, der bakkede op om Sofie Linde. Det er hendes ønske, at det i fremtiden bliver helt naturligt at gå videre med dårlige oplevelser.

Og her kan tillidsfolkene spille en rolle ved at opfordre nye medarbejdere til at fortælle det videre, hvis de føler deres grænser overtrådt.

”Jeg har oplevet, at både i DR og TV 2 har der været en kultur, hvor man gemte det væk og ikke talte om det. Her kan tillidsrepræsentanten få en mere fremtrædende rolle,” siger Maria Andersen.

De løstansatte er mest sårbare

Ifølge en undersøgelse fra Dansk Journalistforbund lavet i 2018 er de mest udsatte for sexisme freelancere, praktikanter og korttidsansatte.

Og det er her, tillidsfolkene især kan gøre en forskel, ved at så få som muligt har en usikker ansættelse, mener Ditte Haue.

”De fastansatte står stærkt, mens de løstansatte er sårbare. Det giver et ulige magtforhold. Udgangspunktet må være, at så mange som muligt skal have grund under fødderne, så der ikke er forskel, når man oplever sådan noget her,” siger Ditte Haue. Hun har selv har mærket forskellen på at være korttidsansat og fastansat.

”Da jeg blev fastansat, stoppede det.”

0 Kommentarer

Læs også

Shani Pedersen

”Det er forholdsvis omkostningsfrit at være krænker i vores branche”

17. SEPTEMBER 2020
<span class=Krænket i DR: ”Vi skal gøre det muligt at være anonym, så de unge kvinder kan føle sig fuldstændigt trygge”">

Krænket i DR: ”Vi skal gøre det muligt at være anonym, så de unge kvinder kan føle sig fuldstændigt trygge”

18. SEPTEMBER 2020
<span class=Tillidsrepræsentant er rasende efter sexismesag på Ekstra Bladet: ”Jeg er blevet løjet lige op i ansigtet” ">

Tillidsrepræsentant rasende efter sexismesag på Ekstra Bladet: ”Jeg er blevet løjet lige op i ansigtet” 

18. SEPTEMBER 2020