
”Når ledelsen kræver, at kvinderne står frem ved navn, så stiller de sig bag krænkeren. Det synes jeg er fuldstændigt gak,” siger tidligere praktikant Shani Pedersen. Privat
Det er offeret og ikke krænkeren, som betaler den største pris i mediebranchen. Sådan lyder det fra Shani Pedersen, som mener, at mediecheferne har svigtet deres ansvar for at løse problemet.
Shani Pedersen er tidligere praktikant i DR, og i dagens Information står hun frem og fortæller, hvordan hun har oplevet seksuelle krænkelser af en chef i DR. Og hun er ikke den eneste.
10 kvinder, som fra 2015 til 2019 var journalistpraktikanter i DR Nyheder, har skrevet et fælles brev til DR’s HR-chef, hvor de beskriver sexistiske og krænkende oplevelser på arbejdet.
Det handler for eksempel om uønsket massage og klap i røven. Nogle har selv oplevet det, mens andre har været vidner til det. Fem af kvinderne har haft oplevelserne med den samme DR-chef.
Shani Pedersen kritiserer DR’s ledelse for ”et kolossalt ledelsessvigt” i sagen om de 10 kvinder.
”Ledelsen stiller sig bag krænkeren”
Da de 10 kvinder sendte brevet til DR’s HR-afdeling, lød svaret, at man kun kunne gå videre med sagen, hvis mindst én af kvinderne ville stå frem ved navn over for den pågældende DR-chef. Det har Shani Pedersen valgt at gøre. Men hun mener, det krav vil afholde mange krænkede kvinder fra at stå frem.
”Når ledelsen kræver, at kvinderne står frem ved navn, så stiller de sig bag krænkeren. Det synes jeg er fuldstændigt gak. Det vil sige, at en chef i DR kan udøve sexchikane, krænke til højre og venstre – hvis kvinderne ikke har lyst til at stå frem over for den chef, så vil ledelsen ikke gøre noget ved det.”
Hun mener, det burde være muligt for ledelsen at håndtere sådan en sag, uden at kvinderne skal stå frem.
”Nogle af de andre kvinder, som ikke har ønsket at stå frem, har jo stadig deres gang i huset. Det kan være, de skal løse opgaver for den chef i morgen. Vi ved jo ikke, hvilke konsekvenser det får for ham,” siger hun.
DR: Den anklagede skal kunne forklare sig
DR’s HR-chef, Nanna Abildstrøm, forklarer, at DR er juridisk forpligtet til at bede om anmelderens identitet for at give alle parter en fair behandling.
”Det følger af forvaltningsloven, at DR som offentlig myndighed skal partshøre om en anmelders identitet. Dette har bl.a. ombudsmanden udtalt i konkrete sager. Kun ved tungtvejende hensyn kan identiteten skjules. Den del vil bero på konkret vurdering,” skriver Nanna Abildstrøm i en mail til Journalisten.
”En sag af denne karakter kan have alvorlige ansættelsesretlige konsekvenser for den pågældende, og derfor skal vedkommende have mulighed for at forklare sig på et oplyst grundlag,” fortsætter hun.
”Forholdsvis omkostningsfrit at være krænker”
DR’s nyhedsdirektør, Sandy French, har opfordret alle medarbejdere til at gå til ledelsen, hvis de har oplevet sexisme. Hun har også lagt op til en møderække, hvor hun vil starte med at møde praktikanter og tidsbegrænset ansatte for at give dem have mulighed for at fortælle om krænkende oplevelser i DR.
Men Shani Pedersen mener ikke, det er nok.
”Hvis de virkelig er interesserede i, hvor omfattende denne kultur er, så må de gøre det muligt at henvende sig anonymt. Har nogen praktikant lyst til at sidde til møde med Sandy French, den allerøverste chef, og fortælle om den sexistiske kultur i DR Nyheder? Hvem har nogensinde løst et strukturelt problem med et møde? Det kan man ikke.”
Shani Pedersen tror ikke, vi nogensinde kommer sexisme i mediebranchen til livs, hvis ledelserne ikke tager et større ansvar. Det handler også om, at det skal have konsekvenser at krænke.
”Det er forholdsvis omkostningsfrit at være krænker i vores branche. Konsekvensen er, at man er meget tilbageholdende med at gå til ledelsen eller HR, hvis man oplever krænkelser. Hvis chefen kun får et rap over nallerne, så skal de kvinder stadig arbejde sammen med ham, hvis ikke de selv føler sig nødsaget til at forlade arbejdspladsen. Eller branchen,” siger hun.
DR’s HR-chef, Nanna Abildstrøm, skriver i en mail til Journalisten, at DR ”gør meget ud af at gennemføre en grundig og ordentlig proces”.
”Medarbejdere har desuden mulighed for at benytte sig af eksterne psykologer. Derudover kan det komme på tale at iværksætte andre foranstaltninger for at sikre det fremtidige arbejdsmiljø, for eksempel i forhold til at de to parter ikke skal have daglig gang samme sted i DR.”
”Vi skal se handling”
”Vi kommer aldrig til at ændre den sexistiske kultur ved bare at debattere det. Vi skal se handling. De, som krænker, skal se, at det har konsekvenser, og at medierne prioriterer et chikanefrit miljø højere end en medarbejder, som måske er populær og indbringende, men som gør sådan noget her. Ledelserne skal vise os, at vores sikkerhed betyder mere end magtfulde mænd – og kvinder – som ikke kan opføre sig ordentligt.”
Shani Pedersen understreger, at hun ikke har en holdning til, hvad konsekvensen skal være for den DR-chef, som hendes sag handler om.
”Vi har stillet vores vidnesbyrd til rådighed. Nu må fokus være på, hvad medieledelserne vil gøre ved problemet. Det har aldrig været medarbejdernes ansvar. Det er ledelsernes.”
DR-chef ked af kritikken
HR-chef Nanna Abildstrøm skriver, at hun er ked af den kritik, som Shani Pedersen retter mod DR’s ledelse.
”Jeg er ked af, hvis nogen skulle have den oplevelse. Vi er meget optaget af at behandle alle henvendelser om seksuelle krænkelser seriøst og ordentligt. Vi er fuldstændigt opmærksomme på, at det kræver mod at henvende sig i sager af den karakter. Personalesager er fortrolige, og derfor er der en del af vores arbejde, som ikke er synligt for den, der anmelder en krænkelse,” skriver Nanna Abildstrøm.
Stokholm: Chefer taler sexisme ned eller dækker over det
Tidligere i dag stod Thomas Stokholm frem hos Journalisten og fortalte, at han som chef på Ekstra Bladet selv har været med til at dække over sager om sexisme. Han forlod avisen i 2018 og er i dag kreativ chef på Heartbeats.
Thomas Stokholm kalder det ”hykleri”, når mediechefer siger, at ingen må være bange for at gå til ledelsen og fortælle om sexisme på jobbet.
”Når folk i sager, jeg kender til fra Ekstra Bladet og andre medier, er gået til deres chef, så er det blevet talt ned og dækket over,” siger Thomas Stokholm.
Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, afviser dog, at sexisme-sager generelt bliver talt ned eller dækket over.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.