Pressenævnet er blevet for politisk korrekt. Nævnets enkelte medlemmers egne holdninger fylder for meget, det fører til smagsdommeri og kan presse ytringsfriheden.

Sådan lyder kritikken fra flere stemmer i mediebranchen. Andre finder det naturligt, at Pressenævnets medlemmer må læne sig mere op ad fortolkninger og egne holdninger, fordi digitaliseringen skaber dilemmaer, vi aldrig har stået i før.

Thomas Pallesen er en af kritikerne. Han underviser i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men er bekymret for Pressenævnets kurs.

”Balancen mellem beskyttelsen af kilder og beskyttelsen af ytringsfriheden er blevet forskudt,” siger han.

Pallesen understreger, at han ikke kan vide, hvad der motiverer den nye linje.

”Men set udefra kan jeg konstatere, at man læner sig op ad den mest restriktive fortolkning af etikken. Det giver en overdreven forsigtighed, som kan forklares med institutionaliseret politisk korrekthed. Man vil ikke gøre klager ked af det,” siger han.

Thomas Pallesen peger på flere aktuelle eksempler.

Et af dem er en sag fra juni 2020, hvor DR fik kritik for optagelser på Folkemødet. Til serien ’Mor, han er dansker’ optog DR en samtale mellem en kvindelig medvirkende og en mand. Manden klagede, fordi han ikke var klar over, at han blev filmet, og betragter optagelserne som en krænkelse af hans privatliv. Han skriver selv i klagen, at han fremstår ”flirtende og uprofessionel”, og at optagelserne er ”krænkende for hans person, ægteskab, familieliv, faglighed og profession”.

”Optagelserne er helt sikkert lovlige, og det er ikke skjulte optagelser. Den pågældende siger ikke noget, der kan forstås som en krænkelse af privatlivets fred, og det er et journalistisk program om en relevant problemstilling. Jeg kan ikke se nogen krænkelse,” vurderer Thomas Pallesen.

Men Pressenævnet udtalte kritik af DR.

”Det er en helt subjektiv oplevelse af krænkelse. Det mener jeg ikke, at de presseetiske regler lægger op til. Pressenævnet skal vurdere, om den almindelige dansker ville føle sig krænket her, men det ligner mere en ”kunden har altid ret”-afgørelse. Det bliver en institutionel politisk korrekthed, som er problematisk for ytringsfriheden,” siger Thomas Pallesen.

Følger hverken branchens standarder eller sund fornuft

Han peger også på en anden sag, hvor DR fik kritik. DR beskrev, hvordan to 14-årige piger blev anklaget for skjult reklame for et stort pladeselskab på en online videotjeneste for børn. De to piger havde flere hundrede tusinde følgere på platformen. Pigerne havde via deres forældre afvist at medvirke i DR’s udsendelse. DR viste klip fra børnenes kanal, og forældrene klagede, fordi de ikke havde givet samtykke – tværtimod.

”Vægtskålen er tippet for langt i retning af beskyttelse af kilderne mod krænkelser.”

Thomas Pallesen

DR afviste kritikken, men Pressenævnet gav forældrene ret. Også her mener Thomas Pallesen, at Pressenævnet overdriver hensynet til de medvirkende – på bekostning af ytringsfriheden.

”Pressenævnet viser hensyn ud over det, der er lagt op til i de presseetiske regler. Vægtskålen er tippet for langt i retning af beskyttelse af kilderne mod krænkelser.”

Pallesen fortæller, at hans studerende har svært ved at finde rundt i reglerne.

”Og så lægger Pressenævnet sin egen linje, som hverken flugter med branchens standarder, almindelig retspraksis eller sund fornuft,” siger han.
Han peger også på den nok mest omdiskuterede kendelse i Pressenævnet det seneste år. Sagen handlede om en mand, der i 2007 forsøgte at smugle tre kilo heroin ind i Danmark sammen med en ven. Manden var dengang 18 år og blev idømt tre års ubetinget fængsel.

”For mig er kendelsen udtryk for smagsdommeri”

Pressenævnet fastslog, at Jyllands-Posten skulle fjerne den dømtes navn fra artiklen. Det vakte kritik fra Jyllands-Posten, men også fra Dansk Journalistforbund og Danske Medier – som har skrevet de presseetiske regler.

”Pressenævnet rykker for langt væk fra objektive kriterier, og så bliver det jo nævnets sammensætning på dagen, der afgør sagerne.”

Jacob Nybroe

Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, forstår den stadig ikke, og han mener, den er principielt problematisk.

”For mig er kendelsen udtryk for smagsdommeri. Pressenævnet rykker for langt væk fra objektive kriterier, og så bliver det jo nævnets sammensætning på dagen, der afgør sagerne. Det er et problem, for denne sag begrænser ytringsfriheden og mediernes rolle i den offentlige retspleje,” siger han.

Han henviser til Danske Medier og Dansk Journalistforbunds fortolkningspapir, som forklarer medierne, hvordan de presseetiske regler skal forstås. Her står:

”Derimod er det ikke oplagt, at mediet skal følge en dømt persons ønske om at få fjernet artikler om vedkommendes langvarige fængselsstraf for alvorlig kriminalitet.”

”Jeg kan sagtens forstå, at man vil have sit navn slettet, hvis der er tale om et øjebliks dumhed fra en 15-årig. Men her er tale om en forfærdelig forbrydelse, en langvarig straf og en voksen mand. Derfor synes jeg heller ikke, at 12 år er så lang tid, at han skal slettes,” forklarer Jacob Nybroe.

Han mener, Pressenævnets medlemmer har fulgt egne holdninger frem for retningslinjerne.

”Det er ekstremt vigtigt, at principielle sager ikke bliver afgjort af, hvad Pressenævnets medlemmer kan lide eller ikke kan lide,” siger Jacob Nybroe, som dog ikke vil udtale sig om, hvorvidt der er sket et generelt skred i den retning.

For ”woke”

På Se og Hør får man historisk lidt kritik i Pressenævnet i disse år. Alligevel er chefredaktør Niels Pinborg også blandt kritikerne. Han mener for eksempel, at kendelsen om den narkodømte ”forvansker danmarkshistorien”.

”Hvis vi redigerer medierne efter tidens toneklang, og hvad der er behageligt for kilderne, så får vi et forvansket billede af verden. Man kan godt beskylde Pressenævnet for at være blevet for woke,” siger Niels Pinborg.

”Man kan godt beskylde Pressenævnet for at være blevet for woke.”

Niels Pinborg

Han har også indtryk af, at Pressenævnets medlemmers egne holdninger fylder for meget og gør det svært at gennemskue nogle af kendelserne.

”Hvis man stadig skal tage Pressenævnet seriøst, så skal det være muligt at forstå, om man overholder reglerne. Det må ikke afhænge af, hvad dagens medlemmer af Pressenævnet synes eller føler. Der skal være helt klare regler. Sådan er det på motorvejen, og sådan burde det være i Pressenævnet.”

Det er Pressenævnets rolle at lægge skinnerne

Ulrik Holmstrup er journalist, dokumentarist og medlem af Pressenævnet siden 1992. Han er delvist enig i, at Pressenævnet for øjeblikket indtager en mere fortolkende rolle, men afviser, at det fører til smagsdommeri.

”Den fortolkende rolle er i hvert fald mere udtalt nu, men det er helt naturligt,” siger han.

Ulrik Holmstrup påpeger, at Pressenævnet altid har lagt linjen i principielle spørgsmål. Det skete for skjult kamera for 15-20 år siden.

”Det var der ingen, som havde tænkt på, da de presseetiske regler blev skrevet. Sådan er det også med digitaliseringen. Der opstår spørgsmål, som ingen havde tænkt på. Der er det Pressenævnets rolle at lægge skinnerne, og i de situationer får vi naturligvis en fortolkende rolle,” siger han.

Ulrik Holmstrup har selv siddet med ved bordet til nogle af de kendelser, som kritiseres. Det gælder for eksempel Jyllands-Postens sag om den narkodømte.

”Kunden får ikke altid ret, tværtimod. Jeg forstår faktisk ikke kritikken. Presseetik er ikke en eksakt videnskab.”

Ulrik Holmstrup

”Vores opgave er at lægge snittet. Nogle mener, at kendelsen er principiel, men det mener jeg ikke. Det er en konkret afvejning hver gang. Der er ingen automatik i etik.”

Ulrik Holmstrup peger på, at Pressenævnet de seneste år har givet klager medhold i en mindre andel af klagesagerne, end nævnet plejer. Han mener, det modbeviser tesen om, at ”kunden-har-altid-ret” skulle være blevet et princip for Pressenævnet i svære sager.

”Kunden får ikke altid ret, tværtimod. Jeg forstår faktisk ikke kritikken. Presseetik er ikke en eksakt videnskab.”

Nævnsmedlem: Vi skal være mere aktivistiske

Lene Sarup, journalist og tillidsmand i Jysk Fynske Medier, har været medlem af Pressenævnet siden 1999. Hun mener, det er naturligt, at Pressenævnet bliver mere fortolkende.

Lene Sarup afviser kritikken af ”politisk korrekthed”, men mener, at Folkemøde-sagen er et godt eksempel på, at mediefolk ikke altid forstår, hvordan det føles at optræde i medierne.

”Det kan være en meget stor ting for den enkelte og dennes familie at blive eksponeret på den måde, selv om det ligner en lille ting for os. Derfor kan vi i Pressenævnet være tilbøjelige til at se sagen med klagerens øjne,” siger hun.

I den konkrete sag var hun ”slet ikke i tvivl” om kendelsen.

”Jeg kunne da egentlig godt tænke mig, at vi var mere aktivistiske.”

Lene Sarup

Ifølge Lene Sarup bør Pressenævnet overveje at indtage en mere aktiv rolle frem for en mindre. Det kunne ske ved at tage flere sager op af egen drift.

Det har været muligt i mange år, men Pressenævnet har kun gjort det i ét tilfælde.

”Jeg kunne da egentlig godt tænke mig, at vi var mere aktivistiske. Hvis et emne for eksempel har stor samfundsmæssig interesse, så kunne man godt slække på kravet om retlig interesse,” siger Lene Sarup.

Hun anerkender dog argumenterne imod.

”Bekymringen er, at det ville blive tilfældigt – eller styret af nævnets medlemmer – hvad vi får øje på,” siger hun.

Lortejournalistik er ikke altid i strid med reglerne

”Selvfølgelig er Pressenævnet fortolkende. Det vil det altid være at gøre generiske regler forståelige i en aktuel kontekst,” lyder det fra TV 2’s chefredaktør for dokumentar og aktualitetsprogrammer, Hans Peter Blicher.

Han har siddet i Pressenævnet siden 2005 som medlem eller stedfortræder.

Hans Peter Blicher ser sin rolle i Pressenævnet som en repræsentant for mest mulig ytringsfrihed. Det gør han, fordi han er redaktørernes repræsentant i det firkløver, som nævnet normalt består af: En redaktør, en journalist, en repræsentant for offentligheden og en jurist.

”Derfor kigger jeg altid efter aspekter i den enkelte sag, som taler imod at begrænse ytringsfriheden,” forklarer han.

Thomas Pallesen taler om ”institutionaliseret politisk korrekthed” og ”smagsdommeri”. Er du enig?

”Jeg mener ikke, der er tale om institutionaliseret politisk korrekthed, men jeg har da selv adskillige gange, når jeg har argumenteret imod en kendelse, brugt ordet ”smagsdommeri”. Vi sidder ikke i Pressenævnet for at bedømme, om vi kan lide et stykke journalistik. Der er masser af lortejournalistik, som ikke er i strid med de presseetiske regler. Så jeg vil ikke udelukke, at der kan være en bias om bordet, men så håber jeg, at der er kræfter til stede i hvert nævn, som trækker i den modsatte retning,” siger Hans Peter Blicher.

Han er enig i, at Pressenævnets sammensætning på dagen har betydning.

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke er kendelser, som jeg er dybt uenig i, og hvor jeg ville ønske, at jeg selv havde siddet med om bordet. Men det kan ikke være anderledes, når vi har forskelligt sammensatte nævn. Det er den menneskelige faktor, der spiller ind,” siger Hans Peter Blicher.

Etikken udfordres af udviklingen

Mediejurist og advokat Vibeke Borberg påpeger, at en af Pressenævnets opgaver er at udvikle de presseetiske regler i takt med tiden, så etikken følger med samfundsudviklingen og udviklingen i borgernes opfattelse af, hvordan medierne bør agere.

Men den hastige digitale udvikling gør det sværere for Pressenævnet at tilpasse reglerne til den virkelighed, de skal indgå i. På grund af udviklingen kan de ikke blot læne sig op ad praksis, fordi eksempelvis ”retten til at blive glemt” slet ikke fandtes før 2014.

”Disse kendelser er udtryk for, at etikken er blevet sværere med digitaliseringen. Det har altid været et svært spørgsmål, hvornår du bringer navnet på en dømt person. Men digitaliseringen gør, at du altid kan finde noget på folk. Det stiller nye svære krav til medierne – og dermed Pressenævnet – især i følsomme personsager,” siger hun.

”Disse kendelser sker i et felt, hvor der er meget forskellige opfattelser i branchen. Etikken er udfordret af, at der sker en rivende udvikling.”

Vibeke Borberg

De nye dilemmaer gør, at nævnets medlemmer i højere grad må læne sig op ad egne værdier. Det øger risikoen for kritik for ”smagsdommeri”. Hun mener da også, at nogle af de konkrete kendelser berettiget kan kritiseres. Men den digitale udvikling bringer Pressenævnet i situationer, hvor der er større risiko for fejlskud.

”Disse kendelser sker i et felt, hvor der er meget forskellige opfattelser i branchen. Etikken er udfordret af, at der sker en rivende udvikling,” siger Vibeke Borberg.

For Vibeke Borberg er sagen om den narkodømte til gengæld et godt eksempel på, at Pressenævnet gør, hvad det skal. Det vogter ikke bare grænserne for etikken, det er i gang med at tegne stregerne på vegne af hele branchen.

Er det i virkeligheden Pressenævnets rolle at være aktivistisk for at sikre, at reglerne følger med tiden?

”Det er Pressenævnet, som gennem sin praksis fortolker de presseetiske regler og sikrer, at de udvikler sig. Det kan man kalde aktivistisk. Man kan også kalde det regelfortolkende arbejde. Det er nævnets opgave,” siger Vibeke Borberg.

Skal Pressenævnet være mindre lukket?

Et værn mod kritikken kunne også være mere åbenhed om Pressenævnets arbejde. I Norge er Pressenævnets møder åbne – de live-streames på det norske Journalistens hjemmeside. Det synes Niels Pinborg fra Se og Hør, at vi bør overveje i Danmark.

Jacob Nybroe fra Jyllands-Posten er skeptisk over for at åbne de almindelige møder, men han efterlyser åbenhed på de halvårlige plenarmøder, hvor nævnets medlemmer diskuterer de store linjer og principielle spørgsmål.

”Det er jo selve skinnelægningen for branchen. Man diskuterer principperne. Det er rimeligt centralt, at vi har transparens om den diskussion, ligesom vi forlanger det af andre,” siger Nybroe.

De nævnsmedlemmer, som Journalisten har talt med, afviser dog den idé.

”Jeg tror, man ødelægger mere, end man gavner, ved at gøre nævnets møder offentlige. Det vil blive spil for galleriet, som ikke er til gavn for nogen,” siger Hans Peter Blicher.

Mere åbenhed var faktisk på dagsordenen til Pressenævnets plenarmøde i september 2020, fortæller flere af de tilstedeværende. Her diskuterede man også, om Pressenævnets formand, højesteretsdommer Jens Kruse Mikkelsen, skal have en mere aktiv rolle i branchens etiske debatter. Han har ikke ønsket at lade sig interviewe til denne artikel.

Rettet 29/10 klokken 10.50: Hans Peter Blicher er chefredaktør for dokumentar og aktualitetsprogrammer, ikke digital chefredaktør.