Danske tv-reportere har længe måttet dele garderobe med børsmæglere og herreekviperingshandlere, hvilket har virket mere naturligt for nogen end for andre.
Trods nydeligt statsmands-outfit er der for eksempel noget næsten rørende andendagskonfirmand over TV 2’s Poul Erik Skammelsen, mens DR’s kriminalredaktør Claus Buhr i sin sorte trenchcoat mere og mere ligner én af dem, der bærer kisten ud, når der ikke er pårørende nok.
Kun TV 2’s mellemøstkorrespondent Steffen Jensen og DR’s Thomas Ubbesen har tilsyneladende mirakuløst kunnet bevæge sig uset under stylisternes fintfølende radar.
Alt det har vi ligesom vænnet os til, men for et par måneder siden bredte kravet om CNN-velklædthed sig så til printmedierne, hvor Berlingskes erhvervsredaktion indførte en dresscode for journalister.  
Dermed syntes de seneste fire årtiers mest populære danske medieuniform – jeans, T-shirt og skuldertaske – uigenkaldeligt på vej i historiens store mølpose.
Den journalistiske catwalk var under forvandling.

Forbilleder. Jerry Seinfeld, tv., og Steve Jobs i typisk afslappet signatur-beklædning: Jeans, T-shirt og sneakers. Ægte normcore/anti-fashion. – Foto Jeff Klein-Kpa/Zuma Press/ Polfoto & Ted Thai/Polaris Images/Polfoto

Personligt havde jeg allerede set på en habitjakke hos H&M  (60 procent polyester, 33 procent viskose og 7 procent uld) til 499 kroner, da der pludselig skete noget overraskende.
I begyndelsen af april begyndte internationale medier at rapportere om den nye modetrend normcore, der helt enkelt går ud på at købe sin garderobe, hvor man i forvejen henter sine grøntsager og andre dagligvarer. Formålet er at se så almindelig ud som muligt og dermed distancere sig fra hipsterne, der i et årti har gjort meget ud af at afvige fra normen.
Idealet er angiveligt Jerry Seinfelds dårligt siddende skjorter, og Steve Jobs anonyme jeans og sort rullekrave. Herhjemme kan man sige, at Thomas Ubbesen og hans legendariske brune skindjakke – den er vel nærmest synonym med situationen i Ukraine – er rendyrket normcore.
Med ét stod det mig klart: Cowboybukser fra Bilka, en T-shirt fra Aldi, sokker fra Lidl og kondisko fra Kvickly – danske journalister er med normcore endelig på vej til at blive internationale stilikoner.

Jeg udsatte købet af habitjakken fra H&M.
For i mine 40 år i journalistik har branchen altid sat en ære i at dæmpe ethvert tilløb til forfængelighed og modebevidsthed. Til den fjerde statsmagts selvforståelse hører, at den endelig ikke må gå klædt som den lovgivende, den dømmende, den udøvende, eller hvilken magt den nu er sat i verden for at kontrollere.
»Hvem er død?« spurgte vi med påtaget deltagelse, når en kollega blev afsløret på redaktionsgangen iført mørk jakke, slips og – ak, usle synder! – spidse lædersko med hård sål.
Det var i de restriktive og brune 1970’ere, og den formastelige laps skyndte sig som regel videre på tåspidser med en undskyldning om, at det sandelig heller ikke var noget, der passede ham, men at dagens interview ulykkeligvis krævede en vis velklædthed.
Men heller ikke redaktionens kvinder fandt i dette årti nåde for tøj-politiets årvågne blik. Hvis en kvindelig kollega havde set sig nødsaget til at iføre sig nederdel eller kjole, lød en næsten lige så uopslidelig replik:
»Nååårh, er Kakadue Bar allerede åbnet?«
Sådan, der fik spradebasserne dén. Ingen skulle komme for godt i gang.
Formløshedens tyranni, kaldte teologen Løgstrup den tid.
For hvem kunne forvente faglig solidaritet og tilstræbt objektivitet fra en beige hørhabit? Eller – endnu værre – fra en taljeret citydragt over et par sylespidse stiletter?

Dustin Hoffman og Robert Redford løsner slipset i ’Alle præsidentens mænd’, Alan J. Pakulas film om Watergate-skandalen. – Foto Rue des archives/ Polfoto

Men så var det, at Berlingskes erhvervsredaktion for et par måneder siden overraskende formulerede retningslinjer for reporternes påklædning.
»Tiden er inde til, at vi tænker lidt mere over, hvordan vi ser ud og møder omverdenen,« forklarede erhvervsredaktør på Berlingske Business, Linda Overgaard, til Mediawatch.
»Mandlige journalister skal have jakke og skjorte på – kvindelige journalister må matche,« sagde hun uden at uddybe, hvad denne matchning mere præcist går ud på.
Udenlandske mediefolk vil formentlig undre sig. Dresscode for gentlemen of the press, warum og pourquoi?
Historisk set har journalister jo altid været velklædte, vil mange sikkert mene.
I filmen ’Alle præsidentens mænd’ løsner Robert Redford og Dustin Hoffman højst slipsene en anelse, når de nærmer sig en hektisk deadline, og allerede i ’Det søde liv’ fra 1960 demonstrerer Marcello Mastroianni, at italienske journalister selvfølgelig er iført en velsiddende habit, når de bader med fremmede blondiner i Trevi-fontænen.
Men danske mediefolk har som bekendt i årtier nydt ry som verdens dårligst klædte, og utallige er de internationale journalistdelegationer, hvor de danske medlemmer i sidste øjeblik har måttet låne sig frem til slips og jakke fra udenlandske kolleger for at komme med til et pressemøde eller en banket.
Endnu i dag 20 år efter husker jeg ubehaget ved at sidde i restaurant Windows On The World i
World Trade Center iført et plettet, bredstribet svensk slips og en alt for stor norsk dobbeltradet blå blazer, der lugtede langt væk af Old Spice og sød pibetobak.
Det er svært at forestille sig, men danske journalister har faktisk engang været særdeles velklædte.

Claus Toksvig velklædt med pibe og fløjlsjakke i 1979.  – Foto: Maarbjerg/ Polfoto

Ser vi tilbage på gamle fotografier af toneangivende mediefolk fra 1950’erne og 1960’erne, så er der habitter, butterflys, cardigansæt, cottoncoats og pæne spadseredragter, lige så langt øjet rækker. Men der var også plads til en personlig detalje, kan man i dag iagttage. Børge Outze, dagbladet Informations grundlægger, havde en svaghed for silketørklæder under en hvid skjorte, Jens Kruuse, Jyllands-Postens navnkundige kulturredaktør, lod sig gerne se med baskerhue a la fransk vinbonde, mens Politikens storbyboheme og krønikeskriver Paul Hammerich ikke veg tilbage for sweatre med V-udskæring og tilhørende smalt slips.
Fra fjernsynets barndom kan jeg huske, at min mor var en stor beundrer af John Danstrup, DR’s udenrigsredaktør, og hans meget britiske tweedhabitter med vest, mens min søster sukkede ved synet af hans unge kollega Claus Toksvig og dennes elegant jazzede fløjlsjakker.

Præcist hvornår danske journalister udviklede et nærmest paranoidt forhold til egen (og kollegers) forfængelighed, er ikke let at fastslå med nøjagtighed.
Men sommeren 1975 er ikke noget dårligt bud.
Det vender vi tilbage til.
Mine empiriske studier af fagets tøjstil begyndte i 1980’erne, da jeg ofte fløj indenrigs mellem Aarhus og København. Sådanne morgener var de dominerende passagergrupper i DC 9’eren som regel journalister, rejsemontører og BUPL-tillidsrepræsentanter. Og deroppe over skyerne slog det mig gang på gang, i hvor forbavsende høj grad de tre faggrupper var ens klædt.
Kondisko, cowboybukser, T-shirts og korte Levi’s-jakker hele vejen op ad midtergangen. Eneste iøjnefaldende forskel var, at de fleste journalister – i modsætning til pædagogerne og håndværkerne – nåede at drikke både en øl og en Gammel Dansk på den 25 minutter lange flyvetur.
Et særligt segment på disse flyvninger udgjorde rockjournalisterne – det kaldte de sig faktisk – som let kunne identificeres på sorte, skævslidte popstøvler og nitteudsmykkede tourjackets fra Black Sabbath 1973 eller Aerosmith 1979, som pladeselskaberne havde foræret dem som anerkendelse af den rundhåndede omtale.
Flere årtiers morgenflyvninger gav mig også god lejlighed til at studere udviklingen i den håndbagage, som journaliststanden rejste gennem sidste halvdel af det 20. århundrede i selskab med.
Den klassiske skuldertaske har altid været journalistens favorit, ingen tvivl om det.
Flade lædermapper med lynlås afviste vi som noget, der hørte advokatstanden til, mens 1970’ernes populære kvadratiske mulepose blev fravalgt under henvisning til, at den kunne risikere at signalere er medlemskab af SiD eller HK.
Heller ikke den i 1980’erne så udbredte hårde og firkantede attachétaske med hank og kodelås slog igennem blandt pressefolk, der selvfølgelig frygtede at komme under mistanke for at gå rundt med gedulgte lederambitioner.
Næ, den bløde skuldertaske var en accepteret forlængelse af den seriøse journalists krop, og i mine første år i faget var der ofte tale om en taske af tykt, gyldent kernelæder indkøbt under en ferierejse i Tjekkoslovakiet eller Polen. Senere blev det foretrukne materiale sandfarvet canvas i stil med de emblematiske Danmarks Radio-tasker, som de æterbårne journalister troligt slæbte rundt på døgnet rundt, så de også i fritiden var sikre på at blive genkendt som DR-medarbejdere.

1930’erne: Poul Sørensen og Povl Sabroe aka ‘Poeten’ og ‘Den Gyldenblonde’, begge både journalister og forfattere, var faldet i Gay Taleses smag i dag. – Foto: Tage Christensen/Polfoto

Men hvorfor har danske journalister – trods selvfølelse og årsindkomster over gennemsnittet – været så skødesløst og kikset ekviperet, at deres arbejdsgivere nu føler sig kaldede til at agere stylister?
Som allerede nævnt, så kan fænomenet efter min mening skrives tilbage til en junidag i 1975. På denne dag blev det første hold færdig på den nye fireårige journalistuddannelse i Aarhus, og når man i dag ser billeder fra translokationen – jeg var selv til stede i et par relativt nye Wrangler – så lignede vi et underligt sammenrend af campister, lagerekspedienter og husbesættere.
Vi manglede simpelthen stilmæssige forbilleder.

Under den gamle mesterlære førte lokalredaktøren diskret opsyn med, at eleven så nogenlunde ud i tøjet, når han eller hun med blokken i hånden forlod redaktionen for at repræsentere bladet. Hotpants og sandaler gik bare ikke i Den Konservative Vælgerforening, afghanerveste og velourbukser var ikke velsete hos Rotary.
Skejede den unge journalist for meget ud i tøj-stil, så kendte redaktøren jo som regel elevens far – det var ofte den egentlige baggrund for lærepladsen – og sammen skulle de to honoratiores nok rette op på forsømmeligheden.
Temmelig redaktør-og fædreløse stod vi altså dér i sommeren 1975. Mange af os var fallerede universitetsstuderende; og vi var klædt som sådanne. Og meget havde vi lært på de fire år af Bernhard Nielsen, Eva Hemmer Hansen, Knud Aage Frøbert og Elmo Mikkelsen, men modemæssige rollemodeller og firstmovers var de nu ikke.
Pyt med det, for vi drømte selvfølgelig om job på Demokraten, Folk i Århus, Aktuelt, Vejle Avis, Land & Folk eller andre ikke-borgerlige publikationer, hvor tøjstilen var som en varm dag på stranden.
Ulykkeligvis var disse medier væk, før blækket på vores ansøgninger blev tørt, og i stedet kom mange af os til at arbejde i de gamle mediehuse, hvor de ældre kolleger i de første år kiggede på os med misbilligende blikke, som var vi gået til den forkerte fest.
Men der viste sig faktisk at være overraskende højt til loftet derude på terylene- og gabardineredaktionerne.
Kun én gang har jeg oplevet, at en kollega er blevet beordret hjem for at skifte tøj.
Det skete en sommerdag i midten af 1970’erne på Jyllands-Postens redaktion i Viby, da vagthavende reporter mødte op iført små badebukser, plasticsandaler, blomstret skjorte og to store totter vat strittende ud af næsen på grund af et akut høfeberanfald.
»Hjeeem!« brølede redaktionschefen, der havde en fortid som officer.
Her er det på sin plads med en tilståelse.
I samme periode fandt jeg det naturligt at møde op på redaktionen iført sorte træsko med hælkappe, blå overalls med seler og en bordeauxrød veloursweatshirt med farvestrålende silkeapplikationer på ærmerne.
I dag ville jeg ikke bære nag, hvis jeg var blevet sendt hjem.
At unge journalister stadig er på usikker grund, når det gælder arbejdstøjet, fremgår af fagets nyeste lærebøger, heriblandt ’Journalistikkens Grundtrin II’ fra 2011, hvori Solveig
Schmidt, lektor og kvalitetschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole giver stilmæssige råd om interviewsituationen:
”En journalist kommer til tiden og er klædt på til lejligheden. Det sidste skal ikke forstås på den måde, at journalisten er en slags påklædningsdukke. Men hvis man er ”afviger” i kildens miljø, kan det være tilstrækkeligt til at vanskeliggøre en god kontakt mellem interviewer og kilde.”
Solveig Schmidt fortsætter:
”På den anden side skal journalisten heller ikke forklæde sig for at indpasse sig i miljøet … Det normale er, at man undgår at klæde sig provokerende og altså optræder så neutralt som muligt.”
Normcore, så det batter.
Hør blot manifestet, som det er forfattet af det amerikanske trendbureau K-hole:
”Engang blev mennesker født ind i fællesskabet, og derfor blev de nødt til at finde deres individualitet. I dag bliver mennesker født som individer, og derfor er de nødt til at finde deres fællesskab. Normcore ønsker ikke friheden til at blive noget særligt. Normcore ønsker friheden til at passe ind hos hvem som helst.”

I

skrivende stund har det medieskabte fænomen 906.000 hits på Google, og ifølge dagbladet Information så er modemagasinet Vogues medarbejdere allerede begyndt at klæde sig normcore-agtigt.

Fotograf Carsten Ingemann, flot repræsentant for stilen i midt-70'erne. – Foto: Carsten Ingemann/Polfoto

Men endelig kan man også gøre som Gay Talese, 82 år og én af skaberne af den amerikanske New Journalism-bølge, der hver morgen står foran sit spejl for omhyggeligt at udvælge jakkesæt, skjorte, vest, slips, lommetørklæde, manchetknappe og håndsyede lædersko.
”Jeg forstår ikke journalister, der møder op til et interview i sjusket eller sløset påklædning,” forklarer Gay Talese til Jonas Langvad Nilssons bog ’Amerikanske portrætter’.
”Hvis du er til bryllup eller begravelse eller fejrer nogen, som har gennemført deres uddannelse, så er du da pæn i tøjet, ikke? Hvorfor så ikke også være velklædt, når du deltager i den ceremonielle handling, det er at portrættere et andet menneske og få sandheden at vide?”
Og dér står vi så og rapporterer dag efter dag, spændt ud mellem dresscode og normcore, med sus i skørterne og de brede slips flagrende vinkelret bagud på Storebæltsbroen, hvor der altid er forhøjet risiko for letpåvirkelige sind. Hvad ser vi nede i dybet? Peter Olesens batikfarvede bondeskjorter, Bent Jensens grønlandske perleslips og Kaare R. Skous kinasko?
Måske skulle jeg genoverveje den habitjakke fra H&M.
Syv procent uld er slet ikke så dårligt.