Cover – nu viser alle den tynde model

Magasinet Cover har fået hård kritik for et foto af en meget tynd model. Men imens medierne skriver, at det er synd for pigen, at hun bliver udstillet, mangedobler de selv skaden ved at vise billedet igen og igen. Det er dobbeltmoralsk, ikke mindst fordi Google aldrig glemmer

Magasinet Cover er løbet ind i en etisk shitstorm efter publiceringen af en billedserie med en angiveligt 16-årig fotomodel, der er så tynd, at kritikere påpeger, at magasinet fremmaner et sygeligt skønhedsideal

Kritikken er helt berettiget, og bladet har reageret ved at kalde det en beklagelig fejl. Hvordan fejlen kan opstå i et langt redaktionelt forløb, der kræver fotografering og til- og fravalg af billeder, står hen i det ukommunikerede uvisse.

Til gengæld står det klart, at nogle af de ansvarlige bag miseren har forsøgt at iscenesætte en absolut dilettantisk modoffensiv. Pigens modelbureau har blandt andet peget på, at det er beskæmmende at bruge tiden på tynde modeller i en tid, hvor verden burde tale om terror.

Hallo – vi kan sagtens tale om begge dele.

Og endnu mere beskæmmende: Modelbureauet har forklaret, at det er synd for pigen, for grunden til at hun er så tynd er, at hun har mistet to familiemedlemmer for kort tid siden.

Hallo – så skulle I måske ikke have brugt hende til opgaven!

Mens vi grubler over, hvor forældrene er henne i hele sagen, og hvornår magasinets ansvarlige vil redegøre sandfærdigt for deres redaktionelle kultur – der åbenbart ikke rummer løbende refleksion over det samlede udtryk i bladet – er der noget andet, vi passende kan drøfte.

For hele det medieparnas, der har kastet sig over sagen, har jo valgt at mangedoble udstillingen af pigen. Modeserien er blevet affotograferet og vist igen og igen – samtidig med, at pressen har raset over, at modellen blev vist i første omgang.

Det er dobbeltmoralsk. Hvis det er synd for pigen, så burde hendes ansigt være afdækket i omtalen. I stedet er det blevet vist igen og igen – og jeg har allerede set hendes navn nævnt på sociale medier.

Den sag glemmer Google aldrig.

Selvfølgelig skulle billederne vises, så sagen kan få omtale. Og pigen burde have været masket af. Det blev hun ikke. Og det afslører måske den egentlige kerne i pressens forargelse:

Det er en god historie, at Cover har klumret i det. Så god, at vi slet ikke behøver at tænke os om. Denne gang blev den manglende omtanke udstillet effektivt.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right