En række af landets største netmedier om mode er ikke underlagt de presseetiske regler.
Hverken Elle, Costume, Cover eller Woman har tilmeldt deres netmedier til Pressenævnet. Derfor kan man ikke klage over deres journalistik til Pressenævnet. Omvendt er netmedierne ikke beskyttet af Medieansvarsloven, der for eksempel sikrer dem ret til kildebeskyttelse.
Printmedier, der udkommer mindst to gange om året, er automatisk tilmeldt Pressenævnet. Men digitale medier skal aktivt tilmeldes.
Var ikke opmærksomme på det
Hos Benjamin Media er hverken woman.dk eller costume.dk tilmeldt Pressenævnet. Men der er tale om en forglemmelse, siger viceadm. direktør Morten Trøst Poulsen.
»Det er simpelthen, fordi vi ikke har været opmærksomme på det. Der ligger ingen overvejelser bag, det er bare ikke sket,« forklarer han.
Han understreger, at det ikke er udtryk for, at costume.dk eller woman.dk ikke har skullet overholde de presseetiske regler, tværtimod.
Har I så tænkt jer at tilmelde de to medier?
»Vi ser på sagen, men det regner jeg med,« siger Morten Trøst Poulsen.
Aller: Det er en fejl
Aller Media udgiver de to modemagasiner IN og Elle. In.dk er tilmeldt, men elle.dk er ikke. Det er ikke hensigten, fortæller kommunikationschef Kasper Kankelborg.
»Det er en fejl i den seneste gennemgang af vores online-medier, at elle.dk ikke er tilmeldt,« siger han.
Aller Media vil nu tilmelde netmediet.
»Alle vores ugeblade og magasiner på print er jo direkte underlagt medieansvarsloven og de presseetiske regler. Derfor giver det en skævhed i forhold til redaktøransvaret, hvis vores online-pendanter ikke er det,« siger Kasper Kankelborg og fortsætter:
»Som virksomhed støtter vi op om god presseskik og følger de presseetiske regler. Derfor skal vores medier være underlagt de presseetiske regler og medieansvarsloven. Det giver også medierne en række rettigheder i form af redaktøransvar og kildebeskyttelse,« siger han.
Cover vil ikke udtale sig
Cover.dk er som sagt heller ikke tilmeldt Pressenævnet. Hos Cover er det bestyrelsesformand Tage Nielsen, der udtaler sig. Han ønsker dog ikke at medvirke i denne artikel.
Cover.dk er ellers anledningen til, at Journalisten har undersøgt, om modemedierne er underlagt de presseetiske regler. Onsdag kunne vi fortælle, at cover.dk ifølge mediejurist Peter Lind Nielsen overtræder både loven og de presseetiske regler.
Peter Lind Nielsen vurderede, at tre såkaldte advertorials – reklamer, der skal ligne artikler – ikke var klart markerede som annoncer. Cover.dk afviste kritikken, men har rettet de tre advertorials og gjort markeringen klarere.
Men da cover.dk ikke er tilmeldt Pressenævnet, vil det ikke være muligt for nævnet at behandle en eventuel sag om markering af reklame.
Kunne lige så godt tilmeldes automatisk
I Journalistens gennemgang er det ikke kun in.dk, der er tilmeldt Pressenævnet. Eksempelvis Eurowoman og Alt for Damerne fra Egmont Publishing har tilmeldt deres netmedier.
Morten Trøst Poulsen fra Benjamin Media tilføjer, at reglerne for hans skyld godt kunne ændres, så netmedier automatisk kan indklages for Pressenævnet, ligesom reglerne er for de trykte medier i dag.
»For min skyld kunne det lige så godt ske automatisk, ligesom det gør for alle vores trykte titler,« siger han.
Den Korte Avis vil ikke tilmelde sig
Det er da også langtfra første gang, Journalisten har fat i netmedier, der ikke er tilmeldt Pressenævnet.
I november 2015 måtte nævnet droppe en klage mod landbrugsavisen.dk, fordi mediet ikke var tilmeldt. Chefredaktøren forklarede, at der var tale om en fejl. I dag er netmediet tilmeldt.
I 2014 var det netmediet Piopio.dk, der modtog mediestøtte, men ikke var tilmeldt Pressenævnet. Igen var der tale om en fejl, som siden er blevet rettet.
Til gengæld har Journalisten flere gange fortalt, at netmediet denkorteavis.dk ikke er tilmeldt Pressenævnet, selv om de modtager mediestøtte. Det har vakt kritik fra bl.a. Dansk Journalistforbund, men Den Korte Avis har fortsat valgt ikke at underlægge sig de presseetiske regler.
Man kan tilmelde et netmedie via Pressenævnets hjemmeside.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.