Den tidligere blacklistede modejournalist Sarah Skarum fik i år lov til at se tøjfirmaet Munthe plus Simonsens fremvisning. Sagen viser, at der mangler kritisk modejournalistik, og fællesskabsfølelsen med branchen er for stor, siger hun til Journalisten.dk.
Sarah Skarum blev sidste år blacklistet af tøjfirmaet Munthe plus Simonsen. Hun måtte ikke komme med til firmaets modeshows under modeugerne i København i februar og august sidste år, fordi hun havde skrevet en kritisk anmeldelse af firmaets tøj.
I år var Sarah Skarum med igen, da det nye tøj fra Munthe plus Simonsen skulle vises frem. Selv om hun beskriver det som en "fjollet" sag, har det ikke kun været negativt.
»Jeg kunne ikke have bedt om en mere effektiv branding af mig selv som kritisk modejournalist. Jeg behøver for eksempel ikke vise mine invitationer i døren længere, når jeg møder op til modeshows, fordi folk i branchen ved, hvem jeg er. Og så har det været sundt nok for mig at være den, der blev interviewet og se mine citater blive hakket i bittesmå bidder og tænkt, jamen jeg sagde jo ikke sådan,« siger hun til Journalisten.dk.
Men sagen skaber også en række mere principelle problemer for modejournalistikken, når man på den måde udelukker folk, mener Sarah Skarum.
»Hvis man kun inviterer journalister, der skriver positivt, får man selvfølgelig kun positiv omtale. Men så devaluerer man også modejournalistikken. For det er i forvejen en meget lille og lukket branche, hvor folk skifter mellem at være journalister og stylister eller ansatte på de pr-bureauer, der er hyret af tøjfirmaerne. Der er mange af modemagasinerne, der er tæt knyttede til annoncørerne, og som derfor altid skriver positive historier. Der er til gengæld ikke mange kritiske journalister, og så er det ærgerligt, når man udelukker en af de få.«
Ifølge Sarah Skarum skal en del af forklaringen ses på baggrund af, at modebranchen er forholdsvis lille i Danmark.
»Det er en lille branche i Danmark, og modeugen er ikke engang 10 år gammel, og det er derfor et forholdsvist nyt fænomen. De fleste kender hinanden. Jeg har festet med folkene i branchen, spist sammen med dem og været ude at rejse med dem. Vi beskæftiger os med det samme og skriver om det samme, så der har været en fornemmelse af, at branchen var et 'vi', der i fællesskab skulle gøre den københavnske modeuge til en stor succes. Og så var der nogle, der blev irriterede over, at det ikke var alle, der skrev, hvor fantastisk det var.«
Som en del af forklaringen bag udelukkelsen sagde administrerende direktør i Munthe plus Simonsen, Henrik Fjordbak, at du ikke forstod deres univers. Hvad er det, der har ændret sig?
»Han var også ude og sige, at man kunne se på mig, at jeg ikke gik i deres tøj. Det var et sært argument. For så ville jeg heller ikke kunne skrive om herretøj eller bukser, som jeg ikke har haft på i 10 år. Og Henrik ville ikke kunne forstå sit eget univers, fordi han ikke går i dametøj. Så jeg ved ikke, hvad der har ændret sig. Vi var ude at drikke en kop kaffe sammen efter sidste modeuge, og vi er begge glade for FCK. Måske gider han ikke bruge mere krudt på en enkelt journalist fra Berlingske.«
Synes du, at der er for tætte bånd mellem journalister og modebranchen?
»Nej, men der mangler nogle journalister, som slet ikke er en del af det miljø, og som udelukkende kan forholde sig journalistisk til det. Det kan måske hænge sammen med, at de store dagblade ikke sætter ressourcer af til det, fordi de synes, modejournalistik er ubegavet og uinteressant og ikke nær så fint som at anmelde avantgarde-jazz. Mit indtryk er, at mange synes, at man er en smule dum, når man skriver om mode, og at det bliver damebladsagtigt, hvis det skal i avisen. Hvis jeg en dag får at vide, at jeg ikke må være kritisk længere, er jeg den, der er smuttet.«
Men er der nogen, der får det at vide?
»Det får man at vide på magasinerne. Der skriver man positivt. Der er en aftale om, at der ikke bliver sagt kritiske ting efter et modeshow, og at der heller ikke bliver skrevet kritiske ting. Og det bliver der ikke nødvendigvis lagt skjul på fra modemagasinerne. De har en anden rolle end dagbladene, så det er fair nok. Det er bare kedeligt at lave, synes jeg.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Rubrikken påstår, at Sarah Skarum er "taget til nåde". Men hvor er uddybningen af dén påstand? Ud over Skarums egne gisninger savner jeg en forklaring fra M+S. Er tøjproducenten virkelig så mægtig, at de kan tage en kritiker til nåde, eller er virksomheden så bange for Skarum, at de ikke tør få kritik for deres lukkethed? Måske er M+S ligeglad med Skarum, og bare skal bruge hende som et skræmmebillede til alle de andre journalister, der ikke orker at tage konflikten. Eller har de øvrige modejournalister truet med en boycott af fremvisningen?