Det er journalisters pligt at stille spørgsmål. Ved alt. Det er absurd at diskutere, om der skal være krav til form og indhold af journalisters spørgsmål. Det skal der ikke. Journalister skal ikke opføre sig pænt.

Ministre er i magtpositioner og bruger mange forskellige taktikker til at undgå ubehagelige spørgsmål. En af taktikkerne er at lade være med at svare. Det er en udtrætningskamp, hvor det typisk er medierne, der giver op. ”Det var ikke muligt at få en kommentar fra …” og så videre.

Men ministre må forvente, at der bliver stillet kritiske spørgsmål, og det er ikke et demokrati værdigt, hvis ministre kun vil svare på bløde eller venligtsindede spørgsmål. Derudover har vi ret til at forvente, at journalister og medier bliver ved med at spørge, indtil de har fået svar, også når det tager lang tid. Vores demokratiske debat lider under, at medier og journalister giver op for tidligt.

Der er ingen andre end Henrik Qvortrups redaktør, der har krav på at bestemme, hvad Qvortrup må spørge om, og hvordan han skal gøre det. Hvis Qvortrup bliver sur på sin redaktør, så er han i sin bedste ret til at sige op og stille sine spørgsmål med en ny chef i ryggen.

Hvis Henrik Qvortrup vil bruge et pressemøde om Covid-19-situationen til at stille pinlige spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen, så er det helt fint og fuldstændigt rimeligt i forhold til, hvad man kan – hvad man skal – forvente af ham.

Det må gerne være pinligt. Faktisk kan man argumentere for, at der er situationer, hvor det pinedød skal være pinligt. Og her tænker jeg selvfølgelig på, at det skal være tåkrummende pinligt for den minister eller magtperson, der får smidt spørgsmålet i hovedet. Det handler om at gøre prisen for at snakke udenom dyrere end prisen for at svare på spørgsmålene.

Pressemødet som alibi

Så kan man diskutere, om et pressemøde generelt er det rigtige sted at stille kritiske spørgsmål? Jeg mener nej. Ministeren er ordstyrer for sit eget pressemøde og bestemmer selv, hvilke journalister der får mulighed for at spørge, og hvor mange spørgsmål de får lov til at stille.

På den måde fungerer pressemødet som alibi: Ministeren stiller sig til rådighed for pressen, men er ideelt placeret i forhold til at kontrollere hele forløbet og bestemme, hvem der kommer til orde. Ministeren ved formentlig godt, hvem der vil stille de ubehagelige spørgsmål, og kan drible udenom.

Det hænder, at ministeren lidt ufrivilligt kommer til at udstille, hvordan denne taktik fungerer. Jeg forsøgte gennem længere tid fra 2003 til 2007 at få daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen til at stille op til et interview om begrundelsen for Irak-krigen. Det blev afvist og jeg blev henvist til at stille mine spørgsmål ved det ugentlige tirsdagspressemøde. Jeg stillede dog aldrig op til Anders Fogh Rasmussens pressemøder. Til gengæld oplevede den daværende DR-journalist Uffe Tang, at han ved et pressemøde ikke fik mulighed for at stille et eneste spørgsmål. Efter pressemødet fik Tang at vide, at Fogh troede, at det var mig, der sad med fingeren i vejret.

Kommer man endelig til orde, så er der typisk ét spørgsmål at gøre godt med og nul chance for at følge op. Derfor ender journalister fra tid til anden med at bruge pressemøder til at iscenesætte og illustrere, at den pågældende minister ikke ønsker at svare, og det er derfor, det nogle gange bliver frygteligt pinligt at overvære, når tingene spidser til.

Der er situationer, hvor denne pinlighed er journalistens og mediets eneste brækstang til at få åbnet op for at få ministre til at svare.

Solointerviews

Men en ting er pressemøder, noget andet solointerviews. Her er vi på lidt mere gyngende grund. Ministre må ikke forskelsbehandle medier, men omvendt har de et ”meget vidt skøn” med hensyn til, hvilke interviews de ønsker at deltage i. Det fremgår af betænkning 1443/2004 om embedsmænds rådgivning og bistand, s. 246. Du har som journalist ikke krav endsige et retskrav på at få et solointerview. Omvendt er ministerens meget vide skøn begrænset af, at der ikke i skønnet må lægges vægt på usaglige hensyn.

For opklarende bemærkninger om dette kan jeg henvise til denne afgørelse fra Ombudsmanden.

Det korte af det lange er: En minister må gerne sige nej til en forespørgsel om et solointerview. Det hjælper at have en saglig begrundelse for at sige nej. Det er skidt, hvis ministeren ikke har en saglig begrundelse for at sige nej.

For mediet og journalisten er solointerviewet klart at foretrække frem for pressemødet. Her er det journalisten, der kontrollerer situationen og bestemmer, hvad der skal spørges om.

Det er der, vi står: Der er ting, ministre meget nødigt vil tale om. Det er typisk de samme ting, som journalister gerne vil tale om. Ministrene har magten. Men journalister kan latterliggøre eller udstille ministre, indtil prisen for et nej bliver for høj.

Krasniks sammenligning er forbi skiven

Når alt dette er sagt, så har jeg behov for at tilføje nogle bemærkninger til noget af den kritik, der i de seneste dage er blevet rejst mod statsminister Mette Frederiksen.

For eksempel skriver Weekendavisens redaktør, Martin Krasnik, på lederplads, at Mette Frederiksen ”bruger helst sociale medier, kommunikerer på hårdt styrede pressemøder og reagerer fornærmet på kritiske spørgsmål. Hun udtrykker, at journalisterne ikke har forstået noget, og at medierne er fiaskoer. Minder Frederiksen om én, man kender?”

For mig at se ligner de metoder, Krasnik her remser op, mest af alt de metoder, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen benyttede. Men Krasnik sammenligner ikke Frederiksen med Fogh, han sammenligner hende med USA’s præsident, Donald Trump.

Den sammenligning er helt forbi skiven. Donald Trump har med al ønskelig tydelighed i sine fire år som USA’s præsident demonstreret, at han er fuldstændigt blottet for respekt for demokratiet. Han har vrøvlet, løjet og misinformeret sig igennem sin præsidentperiode, og i de her uger forsøger han at omstøde valgresultatet og kuppe sig til at beholde magten. Det placerer Trump i en helt anden og udemokratisk boldgade end nogen som helst dansk statsminister i nyere tid, herunder Mette Frederiksen. Derfor burde Krasnik have vendt skråen et par gange, inden han trykkede ”send” på sin leder. Den er langt under hans normale standard.

Martin Krasnik er forvrøvlet i sin påstand om, at det, at Mette Frederiksen bruger sociale medier for at omgå medierne, giver hende ”trumpistiske træk”. Alle politikere bruger sociale medier til at kommunikere med. Det gør dem ikke til trumpister. Det, der adskiller Trump fra andre politikere, er hans mangel på demokratisk forståelse, ikke hans Twitter-profil.

Historieløs kritik

Men Krasnik er også historieløs i sin kritik. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans regering gik betydeligt længere i sin kamp mod pressen, end man med nogen retfærdighed kan sige, at den nuværende statsminister indtil nu har gjort.

Blandt andet forestod den daværende regering en betydelig underminering af ombudsmandsinstitutionen, alene for at slippe for kritiske spørgsmål.

Vigtigst afviste Anders Fogh Rasmussen i første omgang at følge Ombudsmandens henstilling om enten at give et interview eller at give en saglig begrundelse for sit afslag i en afgørelse om forskelsbehandling. Afgørelsen er her.

Men derudover talte udenrigsminister Per Stig Møller direkte usandt over for Ombudsmanden for at slippe for at svare på spørgsmål.

Per Stig Møller gav Ombudsmanden to modstridende forklaringer på, hvorfor han ikke ville stille op. Ombudsmanden har ikke mulighed for vidneafhøring og kunne ikke konfrontere Per Stig Møller med krav om at forklare, hvilken en af de to forklaringer der var den rigtige.

I den sammenhæng er det vigtigt at forstå, at Ombudsmanden ikke er en størrelse for sig selv, men at han rettelig er Folketingets Ombudsmand. Derfor endte de to ministre, som repræsentanter for centraladministrationen, ikke bare i åben kamp mod pressen men mod Folketinget.

Det gør ikke sagen mindre alvorlig, at det daværende folketing i 2007 ikke tog sin opgave alvorligt og beskyttede ombudsmandsinstitutionen. Det er, i min optik, i en helt anden boldgade end det, vi oplever i de her dage med statsminister Mette Frederiksen.

Bo Elkjær er journalist på Dagbladet Information