Løkke: Det handler ikke om Bo Elkjær

Lars Løkke Rasmussen afviste i dag, at et interview fra 2007 med Ekstra Bladet er placeret i et særligt sikkerhedsarkiv, fordi journalisten var Bo Elkjær. Hvorfor det så ligger i arkivet, kunne Løkke ikke svare på

Var det bare en tilfældighed, at et notat om et interview mellem daværende Anders Fogh Rasmussen og Ekstra Bladet for otte år siden blev placeret i et sikkerhedsarkiv i Statsministeriet?

Ved et åbent samråd i Folketingets Kulturudvalg i dag spurgte Enhedslistens Søren Søndergaard statsminister Lars Løkke Rasmussen, hvorfor forarbejdet til interviewet med Ekstra Bladets Bo Elkjær lå i arkivet – og ikke mange af de andre interviews om Irakkrigen, som Anders Fogh Rasmussen gav til journalister i samme periode.

Til det svarede statsminister Lars Løkke Rasmussen:

»Jeg kan ikke sidde 10 år efter og udrede, hvorfor det ligger i sikkerhedsarkivet. Men det betyder heller ingenting i forhold til en eventuel adgang til materialet. Det betyder ingenting,« sagde Lars Løkke Rasmussen:

Det var Jyllands-Posten, der første gang bragte historien om det hemmelige arkiv i ministeriet. Ifølge JP ligger interviewet med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen om grundlaget for Irakkrigen i et hemmeligt sikkerhedsarkiv. Det har titlen: ”Notat: Interview med Bo Elkjær.”

»Det er jo ikke om ham«

Lars Løkke Rasmussen afviste i samrådet, at journalisten Bo Elkjær som person havde noget at gøre med beslutningen om at lægge papirerne i arkivet.

»Det er ikke lagt i arkivet på grund af Bo Elkjær som person. Man må antage, at det er, fordi der er en tematisk lighed med det, der ellers ligger i arkivet,« forklarede Lars Løkke Rasmussen.

»Det er jo ikke om ham,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen afviste, at der skulle være tale om dokumenter, der var uden for offentlighedens adgang – alene fordi de lå i arkivet.

»JP skabte et billede af, at hvis det var i sikkerhedsarkivet, var det undtaget aktindsigt. Men materialet har samme status, som hvis det lå på mit skrivebord,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det meste er klassificeret

Men statsministeren tilføjede også:

»Det kan ikke overraske, at der sjældent gives aktindsigt i arkivet, fordi der som regel er tale om klassificeret materiale, der dermed er undtaget for aktindsigt.«

Det gælder for eksempel oplysninger, der vil kunne skade Danmarks sikkerhed.
Bo Elkjær har tidligere fortalt Journalisten, hvordan han reagerede, da Jyllands-Posten fortalte, at papirerne lå gemt i et hemmeligt arkiv.

»Min første reaktion var, at jeg gik op i det røde felt. Alle journalister har en allergi over for at blive registreret i hemmelige kartoteker,« sagde han.

0 Kommentarer