Hård kritik af mærkeligt pressemøde: Minder mig allermest om al-Qaeda

Ugens mest mærkelige pressemøde stod Anders Samuelsen, Lars Seier og Per Mikael Jensen for med præsentationen af ny lampe fra UV Medico. ”Jeg fik bare lyst til at grine,” siger ekspert i ’Budskab’

”Jeg fik bare lyst til at grine. Det var den måde, jeg havde det på.”

Sådan siger Thomas Hundsbæk, kommunikationschef i 3F, i denne uges ’Budskab’, om hans oplevelse af et pressemøde, som virksomheden UV Medico holdt tidligere på ugen.

Hverken han eller Mariam Skovfoged, kommunikationsdirektør i Dagrofa, mener, at et pressemøde var det rigtige greb til virksomhedens præsentation af en ny UV-lampe til bekæmpelse af blandt andet Covid-19.

Pressemødet foregik online fra et studie i indre København. Der var en sort baggrund og en lysende fladskærm med slides, mens de fem deltagende mænd stod omkring et bord med mundbind på.

Med til præsentationen var blandt andet tidligere udenrigsminister Anders Samuelsen, som er direktør i UV Medico, og finansmanden Lars Seier, der er investor.

Scenografien vakte opsigt på Twitter, hvor eksempelvis Ekstra Bladets Brian Weichardt skrev, at ’mærkelighedsforskere vil tale om det pressemøde i 100 år’.

Thomas Hundsbæk siger, der var noget ’helt surrealistisk’ og ’utroligt ufrivilligt komisk’ over pressemødet.

”Det mindede mig aller allermest om al-Qaeda. Hvis man har set en al-Qaeda-propagandavideo, så er det sådan, de stiller sig op: To mænd foran en skærm med den der mufti-agtige figur i midten. Og så var de ovenikøbet maskerede,” siger Thomas Hundsbæk.

Omtalen skyldes pressemeddelelse

Per Mikael Jensen, der var rådgiver på pressemødet, medgiver, at scenografien og æstestikken om pressemødet kunne have været bedre.

”Det visuelle indtryk var ikke kønt og måske heller ikke særligt effektivt. Det var heller ikke styret vældigt meget, for det primære var præsentationen, altså det, der står på de slides, der bliver vist,” siger han.

Ifølge ham har 5.000 set pressemødet på Vimeo og flere end 30.000 på Facebook, og UV Medico er på den baggrund ’ok tilfredse’ med den opmærksomhed og omtale, som pressemødet skabte.

Men Mariam Skovfoged mener ikke, at UV Medico har fået opmærksomhed om deres nye produkt, fordi de holdt et pressemøde. Hun har set på, hvilken omtale der har været efter pressemødet, og mener, omtalen skyldes en pressemeddelelse, som UV Medico sendte ud via Ritzau før pressemødet.

”Historien var jo på landsdækkende medier, der var faktisk ret meget omtale af den,” siger Mariam Skovfoged.

Hun ville ikke selv have lavet et pressemøde, siger hun.

”Det er der, hvor jeg tænker, var det nødvendigt at holde et pressemøde, hvor budskabet ikke rigtigt træder frem, fordi der er så meget i setuppet, som ikke helt fungerer?”

Kontrol kræver klar vinkling

Ifølge Per Mikael Jensen var det et bevidst valg fra UV Medicos side, at de lavede et pressemøde, fordi der altid er en risiko ved indsalg.

”En af dem er, at den journalist, man vælger at give historien til, vinkler på noget andet end det, man selv havde forestillet sig,” siger Per Mikael Jensen.

Han medgiver, at UV Medico ikke kunne kontrollere, hvad journalisterne vinklede på, selv om de holdt et pressemøde, men:

”Vi har kontrol over, hvad vi siger, og er ikke afhængige af, hvad et enkelt medie vælger at bringe fra det.”

Thomas Hundsbæk siger, at han talte syv mulige vinkler undervejs i UV Medicos pressemøde. De kunne være slicet op, så flere medier havde fået hver deres historie. For eksempel erhvervshistorien om, hvorfor Lars Seier går med i projektet som investor, og forskningshistorien om UV Medicos forskeres gennembrud.

”De vinklinger, man var bange for skulle stikke af, kunne man have styret meget bedre ved at sælge dem direkte ind end ved at invitere til et pressemøde uden en vinkel,” siger han.

Mariam Skovfoged mener, kommunikatører skal være meget varsomme med i det hele taget at bruge pressemøder, ikke mindst efter et år med stribevis af corona-pressemøder.

”Vi har haft et år nu, hvor der har været rigtigt, rigtigt, rigtigt mange pressemøder. Der kan godt komme en mæthed,” siger hun.

0 Kommentarer

Læs også

Aktivist luftede konspirationsteori på corona-pressemøde – sådan kom han ind

Aktivist luftede konspirationsteori på corona-pressemøde – sådan kom han ind

30. SEPTEMBER 2020
Corona pressemøde

Mette Frederiksen har bevist, at pressemøder fortjener et comeback

12. MARTS 2020