Læger uden Grænser har kun to en halv kommunikationsmedarbejder, men slår alligevel alle de store konkurrenter i ny undersøgelse af, hvor danskerne helst vil arbejde. Vi har spurgt kommunikationsdirektøren hvorfor.
Legetøjsgiganten LEGO er den arbejdsplads, danskerne helst vil arbejde for. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Ugebrevet A4. Men på andenpladsen ligger en lille nødhjælpsorganisation, der kun har to en halv kommunikationsmedarbejder.
Læger uden Grænser har formået at erobre andenpladsen foran de helt store konkurrenter. Eksempelvis ligger Kræftens Bekæmpelse nummer 5 og Dansk Røde Kors nummer 20. Journalisten.dk har spurgt Læger uden Grænser, hvad der er lykkedes i deres kommunikationsarbejde, siden danskerne helst vil arbejde for dem.
»Jeg tror, vi er en organisation, som folk meget hurtigt kan aflæse. Vi bedriver medicinsk humanitær hjælp og sender folk ud, hvor nøden er størst. Det er en opgave, der er meget let at forstå. Jeg tror også, vi repræsenterer en drøm, som folk selv kan gå og have. De ville gerne rejse ud med os, hvis de havde tid,« siger kommunikationsdirektør Tina Kristensen til Journalisten.dk.
Hun understreger, at den danske nødhjælpsbranche er i en meget stram konkurrencesituation. Der er bl.a. kommet flere spillere på markedet, og derfor er kommunikation blevet et afgørende værktøj.
Selvom nødhjælpsbranchen naturligt har medvind på grund af deres noble formål, så er de nødt til at tænke mere som private virksomheder for at klare sig, mener Tina Kristensen.
»Jeg tror, vi i vores branche skal turde kigge mere på det kommercielle erhvervsliv. Der er skarp konkurrence på vores felt lige nu, og derfor skal vi være fokuserede på at præstere resultater og vise, hvad vi bruger pengene på. Vi skal jo kunne stå på mål for hver eneste krone, vi bruger.«
Kan det være en fordel for jer, når I skal kommunikere, at I er så små i Danmark?
»Jeg tror, det er en fordel at have så klart et formål. Vi beskæftiger os ikke med langsigtet udvikling, hvor folk kan have svært ved at forstå, hvor hjælpen starter og stopper. Vores meget snævre fokus har gjort det lettere for folk at aflæse, hvad vi bruger deres penge på.«
Nu er I jo "kun" nummer 2 i undersøgelsen. Hvad vil I gøre for at blive nummer 1 næste gang?
»Hvis man udelukkende kigger på kvinder i undersøgelsen, så er vi faktisk allerede nummer 1. Måske er det svært at slå mænd, der godt kan lide at lege med LEGO,« siger Tina Kristensen og griner.
»Nej, vi er meget godt tilfredse med andenpladsen. Men vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at bevare en klar profil hos danskerne i det her konkurrenceprægede marked.«
Konkurrencen er blevet skarpere på jeres felt. Hvad gør I for at imødegå det i jeres kommunikation?
»Vi satser mere på at forklare det hverdagsarbejde, vi gør ude i verden. Det sker selvfølgelig, at der er en katastrofe, som vi må rykke hurtigt på, for eksempel på Afrikas Horn. Men vi prøver at vise hverdagen. I så tæt konkurrence, som vi er i, kan man godt komme til kun at fortælle de sensationelle historier, men for mig handler det meget om at fortælle om de grå toner. Hvad er for eksempel problemet ved at arbejde i Somalia? Det er måske ikke historier, der kommer på forsiden, men vi har ansvar for at fortælle, hvad vi laver, til de mennesker, der betaler. Det styrker vores troværdighed.«
Er medierne gode nok til at lytte til de grå toner?
»Det synes jeg rent faktisk, de er. Det er klart, at vi også i Danmark har et mediebillede med fokus på det, der er oppe i tiden. Men hvis du ser bort fra forsiderne på netaviserne og nogle af de trykte, så synes jeg, vi får en god behandling i medierne. Vi kan både have dialog med pressen om, hvad vores udsendte kan fortælle om de glemte kriser, og vi kan komme ud med mere komplekse emner, der kan være svære at forstå,« siger Tina Kristensen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Et noget underlig historie:
Hvad har kommunikationsmedarbejdernes tilfredshed med alle medarbejderne i "Læger uden grænser" at gøre? Er det dem, der er tilfredse? Er det dem, der har æren for den generelle tilfreshed? Eller hur?
Jeg er lidt forvirret..