DR’s afgående kommunikationschef: Eurovision trak tænder ud

Skandalen om Eurovision var den største udfordring i Louise Brinckers fem år som kommunikationschef i DR. Nu skifter hun til Kulturministeriet. »Sagen understregede for mig, at medierne har meget stor magt, og at kommunikation virkelig er en vigtig disciplin«

Efter fem år som ansvarlig for DR’s kommunikations- og pressearbejde skifter Louise Brincker jobbet ud med en stilling som chef for et nyt samlet ledelses- og kommunikationssekretariat i Kulturministeriet.

»Jeg mener helt grundlæggende ikke, at man skal blive siddende i en stilling som den, jeg har haft, i mange år. Man skal være der i en periode og flytte nogle ting i den periode. Og når man har opnået nogle resultater, man er tilfreds med – så skal man videre,« siger Louise Brincker om årsagen til jobskiftet.

Selv peger hun på sammenlægning af DR’s pressearbejde og koncernkommunikation som sin største bedrift i organisationen.

»De afdelinger, der før sad med de her ting, er lagt sammen. Det betyder, at vi i dag kommunikerer langt mere strategisk, og at der er mere sammenhæng i kommunikationen, end der var før,« siger den afgående kommunikationschef.

Eurovision trak tænder ud  

Louise Brincker, der er statskundskabsuddannet, beskriver sine fem år i DR som »intense og meget arbejdskrævende«.  

Hvad har været den sværeste sag at kommunikere i din tid i DR?

»Sagen om det europæiske melodi grand prix Eurovision sidste år har virkelig trukket tænder ud. Der gik et helt år, fra sagen begyndte at rulle, til vi blev frikendt af Rigsrevisionen. Og selv da var det svært at få budskabet ud. Det var et meget slidsomt og hårdt år, hvor vi hele tiden var tvunget i defensiven og på daglig basis kunne læse, at DR havde snydt de andre og ikke været klar i sine krav,« siger Louise Brincker.

Hvad har du lært af sagen?

»Den har været et meget illustrativt eksempel på, hvor stor en betydning mediernes udlægning af en historie har. Sagen understregede for mig, at medierne har meget stor magt, og at kommunikation virkelig er en vigtig disciplin,« siger hun.

Kommunikation tages mere alvorligt i dag  

I forbindelse med skandalen om overskridelserne af budgettet for Eurovision mødte DR også kritik her på Journalisten for kun at ville svare skriftligt på journalisternes henvendelser.

»Det hele er foregået med skiftlige citater spinnet af kommunikationsafdelingerne,« udtalte Metroxpress-journalist Lars Fogt dengang.

Også Journalistens redaktør, Øjvind Hesselager, har i en leder kritiseret DR for at have udviklet sig til ”en lukket og managementstyret klub, der ikke længere svarer åbent og imødekommende på henvendelser, der har det mindste skær af kritik over sig”.

Louise Brincker erkender, at det i dag kan tage længere tid end tidligere at få en udtalelse fra en relevant chef i DR, hvis man henvender sig til kommunikationsafdelingen som journalist.  

»Det vil jeg på ingen måde udelukke. Men det ser man alle steder. Det er et udtryk for, at man tager kommunikation mere alvorligt i dag, og at det derfor kan tage lidt længere tid at finde den rette til at udtale sig på den rette måde,« siger hun.

Er det en god udvikling, synes du?

»Det vil jeg ikke gøre mig til dommer over for. Men jeg ser store fordele ved, at man i dag tænker mere kommunikationsstrategisk end tidligere, hvor det mere bare var pressearbejde, der blev lavet i kommunikationsafdelingerne,« siger Louise Brincker.

Rykker tættere på den strategiske tænkning

Også i sin nye stilling i Kulturministeriet kommer Louise Brincker til at arbejde med den strategiske kommunikation. Særligt fordi ledelses- og kommunikationsfunktionerne samles under ét.

Dermed skaber ministeriet ifølge en pressemeddelelse rammerne for at tænke politikudvikling og kommunikation tættere sammen. En god beslutning, mener Louise Brincker:

»Kommunikation spiller en stadig vigtigere rolle i forhold til at udlægge de politiske resultater. Man primer og framer resultaterne gennem kommunikation. Jeg rykker længere ind omkring bordet i den strategiske tænkning og skal sikre, at den kommunikative del er tænkt ind i alle led fra starten,« siger hun. 

1 Kommentar

Lars Fogt
12. NOVEMBER 2015
Er det nogen Journalisten og
Er det nogen Journalisten og DR eventuelt vil dokumentere, at medier skrev, så man på "daglig basis kunne læse, at DR havde snydt de andre." Eller er det uvederhæftige påstande? Og hvis de kan dokumenteres - hvorfor forholder Journalisten ikke andre de alvorlige anklager?

Med Venlig Hilsen
Lars Fogt, metroxpress, der sammen med to kollegaer har forfattet mere end 150 artikler om Euurovision-sagen og aldrig har skrevet, at DR har snydt andre i sagen. Det har så vidt jeg ved heller ingen andre medier.