
”Er der ingen sygdom?” lød det pludselig på tirsdagens pressemøde om corona fra en mand, der sagde, han kom fra ’Midtsjællands Medier’. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fungerende pressechef i Sundheds- og Ældreministeriet Magnus Ulveman sad bagerst i lokalet, da en mand på tirsdagens pressemøde om corona tog ordet og præsenterede sig som ’Kristoffer Krarup’ fra ’Midtsjællands Medier’.
”Er der ingen sygdom?” lød spørgsmålet fra Kristoffer Krarup.
”Naturligvis,” svarede Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, mens Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, hævede stemmen betragteligt, da spørgsmålet bagefter blev stilet til ham.
”At komme her med nogle myter om, at vi ikke har set virus, at vi ikke har bevist virus, eller at virus ikke er årsag til sygdom, det hører ingen steder hjemme,” lød det fra en synligt irriteret Søren Brostrøm.
Pressechef Magnus Ulveman fortæller, at det først forvirrede ham, at spørgeren præsenterede sig som en fra ’Midtsjællands Medier’.
”Jeg tænkte, at det er Sjællandske Medier, eller et nichemedie, der hedder Midtsjællands Medier. Men så kunne jeg hurtigt konstatere, at han havde en klar agenda,” fortæller Magnus Ulveman.
Kristoffer Krarup kom nemlig ikke fra et rigtigt medie. Ifølge TV 2 er han derimod medlem af partiet JFK21 og var taget til Sundhedsministeriets pressemøde for at få svar på, om corona overhovedet findes.
Med sig havde han et svar til en borger på en aktindsigt fra Statens Serum Institut, som har floreret vidt og bredt på sociale medier og pustet liv i en konspirationsteori om, at corona ikke findes. Et svar, som Statens Serum Institut ifølge TjekDet har beklaget ordlyden af.
Gyldigt pressekort bliver adgangskrav
Og det var en fejl, at Kristoffer Krarup kom med på pressemødet, siger Magnus Ulveman fra Sundhedsministeriet. For formålet med pressemøder om corona er at give journalister fra rigtige medier mulighed for at stille spørgsmål om corona.
”Udgangspunktet må være, at spørgsmålene kommer fra nogle rigtige medier, som rent faktisk eksisterer, og fra journalister med gyldige pressekort. Og så må man som myndighed jo stille sig op og svare på det, som kommer,” siger Magnus Ulveman.
Han understreger, at han ikke kender Kristoffer Krarup.
Hvordan var han kommet ind på pressemødet?
”Vi har som udgangspunkt ingen procedurer, hvor vi tjekker op på de journalister og medier, som dukker op til vores pressemøder. Vi har tiltro til, at de, som kommer og gerne vil stille spørgsmål, også har et gyldigt pressekort,” siger Magnus Ulveman.
Men fremover bliver det ændret, og Sundhedsministeriet indfører adgangskrav om at fremvise gyldigt pressekort.
”Når vi har en situation som den i går, så giver det anledning til at stramme op på vores procedurer og bede om at se et gyldigt pressekort, når man møder ind til et pressemøde,” siger Magnus Ulveman.
Har misbrugt tilliden
Han vil lade det være op til ’en konkret vurdering’, om det fremover kan komme på tale at afbryde nogen i at stille spørgsmål på pressemøderne, hvis det på trods af den nye procedure alligevel vil lykkes personer fra ikke-eksisterende medier at komme med på pressemøderne.
”Fremover vil vi bede om at se gyldigt pressekort før pressemødet. Det håber vi fjerner problemet. Vi gør jo meget ud af at sige, at alle medier – store som små – har mulighed for at komme og stille de spørgsmål, som de har på hjerte, så det er en svær balancegang,” siger Magnus Ulveman.
Han ærgrer sig over, at det er nødvendigt at indføre kontrol med pressekort ved indgangen til pressemøderne fremover.
”Den danske journaliststand er jo ikke større, end den er, så vi kender langt de fleste, som møder op, og har god dialog både før, under og efter pressemøderne er afviklet. Så det ærgrer mig, at vi nu skal til at indføre et kontrollag, fordi der er en, der misbruger den tillid, som vi har mellem ministerierne og den danske journaliststand.”
Hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut har ønsket at kommentere hændelsen på tirsdagens pressemøde. Begge henviser til Sundhedsministeriet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.