Hvis du går med en god idé, som du drømmer om at omsætte til en dokumentarfilm eller en dokumentarisk bog, så vil journalist og forfatter Peter Øvig Knudsens nye projekt måske være noget for dig.
Samen med dokumentarinstruktøren Jakob Gottschau har han planer om at etablere en dokumentarskole, hvor de to vil dele ud af deres egne erfaringer med genren. Til at starte med søger de to dokumentarister seks-otte kandidater ”med ambitiøse dokumentaridéer” til et pilotprojekt, der skal køre her i foråret.
"I første omgang skal vi undersøge, om der er en interesse for det her. Vi vil gerne lade det gro organisk og se, hvad der ser. Men i sidste ende ville det da være skønt, hvis der kom en decideret dokumentarskole ud af det. Der er jo noget på Filmskolen, men inden for mit eget fag – bøger – er der jo ikke noget sted, man kan gå hen," siger Peter Øvig Knudsen.
Han har selv skrevet en række prisbelønnede dokumentariske bøger, mens Jakob Gottschau blandt andet står bag dokumentaren ’Facebookistan’ fra 2015. De to har en fælles fortid på Månedsbladet Press.
Der skal brænde en ild i deltagerne
I første omgang er planen, at de seks-otte deltagere, der bliver optaget på pilotprojektet, skal mødes i tre timer hver tirsdag over en periode på to måneder og arbejde på deres idéer.
Hvad projekterne skal handle om, er helt op til deltagerne selv, ligesom det også er underordnet, om de drømmer om at lave en film, en bog eller en radiodokumentar. Det vigtigste er deltagernes selvstændige drivkraft, fortæller Peter Øvig Knudsen.
"Man ansøger simpelthen med en idé til et projekt. Engagementet er altafgørende. Vi kigger selvfølgelig også på, om idéen er realistisk, men vi kigger især efter, om folk har noget på hjerte. Om de har en lille brand i sig i forhold til deres projekt. Vi vil være en slags fødselshjælpere eller en mur, de kan spille bold op ad," siger Peter Øvig Knudsen.
Er et par timers sparring hver tirsdag i to måneder ikke et meget lille skridt, hvis man kommer med en stor mængde research?
"Det er et lille skridt – lad os bare blive enige om det. Men det var den måde, vi selv arbejdede på, da vi var på Press. Man går ud i marken, man kommer hjem og diskuterer sit projekt med de andre, og så går man ud i marken igen. Det fik vi meget ud af dengang, og det vil vi gerne give videre," siger han.
Der mangler et miljø for dokumentarisme
Ifølge beskrivelsen af pilotprojektet vil skolen prioritere fortællende dokumentarisme, som ikke alene bygger på en omfattende research, men i lige så høj grad lægger vægt på at skabe en gribende og engagerende dramaturgi.
Peter Øvig Knudsen mener, at der mangler et miljø for netop den slags herhjemme.
"Når jeg er ude på for eksempel universiteter og holde foredrag, møder jeg nogle gange unge mennesker med en stor interesse eller viden inden for et felt, som de drømmer om at omsætte til et dokumentarisk projekt. Men de mangler redskaberne til at komme i gang. Der ikke er så mange steder, man kan gå hen, hvis man vil beskæftige sig med den her meget researchtunge dokumentarisme," siger Peter Øvig Knudsen.
Hvad adskiller det, I kan give videre, fra det, man kan lære på f.eks. Journalisthøjskolen eller på Filmskolen?
"Man kan selvfølgelig tage en journalistuddannelse, men jeg har ikke indtryk af, at de giver mulighed for at udfolde sig i de her lange formater. Det virker ikke, som om der er et miljø for det," siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.