Mistrati: »Tiden er løbet fra den klassiske dokumentar«

Ekstra Bladet lancerer nyt tv-dokumentarkoncept til nettet, som deler dokumentaren op i flere enheder. »Til nettet kan du ikke lave den lineære historie uden at miste seerne,« siger avisens nye dokumentarchef, Miki Mistrati

Tiden er løbet fra den klassiske dokumentarudsendelse.

Det mener Miki Mistrati, erfaren dokumentarist og nyudnævnt dokumentarchef på Ekstra Bladet. Fredag lancerer avisen et nyt dokumentarunivers – SnapDocs – der udelukkende skal køre på nettet. Bag udsendelserne står Mistrati og en redaktion på fire graverjournalister.

»SnapDocs er udelukkende undersøgende journalistiske projekter,« siger Mistrati, der siden 1996 har lavet 42 dokumentarfilm.

Mistrati forklarer videre, at han har ”puslet” med idéen om SnapDocs gennem længere tid.

Hvad er det specielle ved SnapDocs?

»På nettet kan du ikke lave den klassiske lineære historie, hvor hovedhistorien bliver krydret med nogle eksperter, noget fakta og en konfrontation. Nettets dna er, at det skal være hurtigt og lige på,« forklarer Miki Mistrati.

Derfor deler SnapDocs dokumentarfilmen op i mindre bidder. I hovedhistorien kan seerne følge Ekstra Bladets afdækning af historien.

»Hovedfilmen er den rene journalistiske vare. Vi interviewer selvfølgelig eksperter, fremlægger fakta og laver en konfrontation, som i klassiske dokumentarudsendelser. Men vi chopper den klassiske dokumentar op i mindre enheder, som folk kan se, når de har tid og lyst,« siger Mistrati.

Fra udlandet er der ifølge Mistrati stor interesse for SnapDocs-projektet.

»Daily Mail er meget optaget af, hvordan det kommer til at gå. Af samme grund laver vi ikke kun udsendelserne på dansk. Vi laver en engelsk version med voiceover og laver også franske og italienske versioner – dog med undertekster,« siger Miki Mistrati.

Blandt andet på grund af interessen fra udlandet vil SnapDocs blive feedet gratis ud på de sociale medier.

Hvor lang bliver en normal SnapDoc?

»Der er tendens til, at folk siger, at tingene ikke skal være lange på nettet. Det er en skrøne. Hvis det er spændende nok, kan man fastholde folk. Men der er en grænse – jeg vurderer den ligger på omkring 20 minutter. Filmklippene kommer til at være mellem 5 og 20 minutter.«

Hvor ofte vil I lave nye udsendelser?

»Vi er ikke bundet af bestemte sendetider, så vi laver kun SnapDocs, når vi har en fed historie. Den næste kommer for eksempel inden året er omme,« siger Miki Mistrati.

Det første SnapDoc handler om slaver, mens det andet i serien vil beskæftige sig med pædofili på Færøerne.

2 Kommentarer

Mikael Nielsen
1. NOVEMBER 2013
Alt ære værd, at EB prøver
Alt ære værd, at EB prøver noget nyt. Men det er meget rodet og forvirrende at dokumentaren ligger i små bidder som man så skal se hver for sig. Det måske nok noget Mistrati og Co. skal arbejde med at få til at fungere bedre.
Peter Larsen
30. OKTOBER 2013
Hvis man ser på de
Hvis man ser på de dokumentarer der bliver vist på DR1 og TV2 disse år, så bliver de omtalt vidt og bredt og sætter dagorden. Dokumentarer som "Pigen der ikke ville dø" og "Adoptionens pris" vinder hæder og ære og bliver set af rekordmange seere. Lige nu kører der en sublim dokumentarrække på DR1 om skattely. Hvad er belæget for at sige den klassiske dokumentar er ved at dø? Det virker som en stramning og billig reklame for et nyt koncept, der ser spændende ud og udfordrer den klassiske dokumentar. Men at tiden lige frem skulle være løbet fra.... nej vel.