Mediebranchens image er under pres, vurderer Berlingske Business Magasins redaktør Claus Skovhus på baggrund af bladets store imageanalyse, som offentliggøres i morgen. Du kan allerede se alle medier på listen her. DR er årets højdespringer, men alle medier slås med et kriseimage, siger Skovhus.
Berlingske Business Magasin udkommer i morgen med den klassiske image-liste. Her har magasinet fået 3.695 erhvervsledere til at vurdere 140 virksomheder på en række parametre – fx Finansiel Styrke, Innovation, Ledelse og Kommunikation.
Undersøgelsen er lavet i samarbejde med IFO – Instituttet for Opinionsanalyse og Mannov, og formålet er at rangordne de største selskaber efter, hvordan de bliver opfattet i erhvervslivet.
Listen offentliggøres som nævnt først i morgen, men allerede nu har Journalisten.dk fået lov at plukke medievirksomhederne ud af listen. Du kan se ranglisten i faktaboksen til højre.
Og der er langt fra Novo Nordisk på førstepladsen til det første medie på listen. Berlingske Business Magasins redaktør Claus Skovhus vurderer på baggrund af undersøgelsen, at mediebranchens image er alvorligt under pres.
»Medieselskaberne lander generelt langt nede på imagelisten. En del af forklaringen er, at de mangler finansiel styrke. Det er et parameter, der fylder meget, og vi kan se, at her vurderer erhvervslederne medierne dårligere i år, end de plejer,« siger Claus Skovhus til Journalisten.dk.
Faktisk skal man helt ned på plads 49 for at finde det bedst placerede mediehus, som er Egmont. Egmont er rykket pænt op ad listen, efter koncernen præsenterede det bedste resultat nogensinde i 2011.
"Udsigterne for aviserne er blevet værre"
På 53. pladsen ligger JP/Politikens Hus, og på 66. pladsen ligger Berlingske Media. Begge avishuse har især dårlige vurderinger fra erhvervslederne, når det kommer til Finansiel Styrke og Konkurrenceevne.
»Både JP/Politikens Hus og Berlingske Media er hårdt ramt på de to parametre. Når erhvervslederne kigger listen igennem, så ser de mediebranchen som en gruppe, der ikke har nogen retning og søger efter en ny forretningsmodel, så de kan slå nye konkurrenter som Apple og Facebook. Når mediebranchen samtidig har en svag økonomisk styrke, så bliver erhvervslivet i tvivl om deres stabilitet.«
Men hvorfor er aviserne faldet på listen i år, var det ikke samme billede i 2011?
»Jeg tror, det skyldes, at udsigterne er blevet værre. Vi går i mediebranchen hele tiden og venter på, at der kommer en optur, men medierne er havnet i en situation, hvor resultaterne er nogenlunde, uden at der er udsigt til pludselige forbedringer. Det giver et billede af en branche i en krise, der ikke er dyb – det er bare svært at se, hvor fremtidsudsigterne er,« siger Skovhus.
»Det handler også om, at de medier, vi har med på listen, kører med en kendt teknologi, men deres konkurrenter har ny teknologi. De blomstrer, imens vi andre, der allerede er i mediebranchen, skal forsvare vores position,« fortsætter han.
Ny general har rykket DR markant op
Men avishusene ligger bedre på imagelisten end tv-stationerne. TV 2 Danmark ligger på 93. pladsen, imens DR er på 98. pladsen. Begge tv-stationer er svage på samme parametre som avishusene – Finansiel Styrke og Konkurrenceevne.
Men DR er rykket markant opad i forhold til sidste år. Her lå DR helt nede på en 134. plads af de 140 selskaber i analysen. Det betyder også, at DR er med på listen over de ti selskaber, der er rykket flest pladser opad.
DR boomer med 36 plader på listen. Skyldes det stort fremskridt, eller er det mere en konsekvens af, at de lå så rædderligt sidste år?
»De var virkelig langt nede sidste år, men det er bemærkelsesværdigt, at DR har forbedret sig på nogle af felter, hvor de var virkelig svage. På Ledelse har de fået klart fremskridt – og det må handle om, at de har fået ansat Maria Rørbye Rønn som ny generaldirektør efter en turbulent periode. De er også blevet bedre til at kommunikere, har fået en bedre vurdering på både Troværdighed og Kvalitet,« siger Claus Skovhus.
North Media, som udgiver Søndagsavisen, er det medie, der scorer lavest på ranglisten. De indtager plads 111. Det skyldes blandt andet, at scoren på parametret Kendskab er den laveste blandt alle de 140 vurderede selskaber.
Medierne skal vende historien om krise
Hvad skal mediebranchen gøre anderledes for at få et bedre image blandt erhvervslederne?
»Det springende punkt er, om medierne kan vende historiefortællingen om – fra at være en krisehistorie til en vinderhistorie. Når man kigger med virksomhedsbriller, så er det svært at udpege egentlige områder på de klassiske medier, som er en succes. Alle leder efter nøglen til succes. Det ville naturligvis også hjælpe med bedre resultater, men det handler om at finde en åre, der fortæller en historie om fremdrift i mediebranchen,« siger Claus Skovhus.
Nu er medierne jo selv med til at definere de historier, der kører i offentligheden…
»Men man kan ikke fortælle en historie, der ikke eksisterer. De skal have en god historie at fortælle. Lederne her har ikke vurderet mediebranchen på indholdet, men om de er i stand til at se en forretningsmodel med en troværdig fremdrift i.«
Opdateret 20.41: Claus Skovhus har ønsket at ændre sit citat, så han ikke længere entydigt vurderer, at der er tale om et fald i mediernes image i forhold til 2011.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Thomas Stærmose.
Tak for din kommentar og god pointe. Du har ret i, at det er en vurderingssag, om mediernes image er blevet bedre eller værre - og at resultaterne også kan tolkes til det bedre. Vi har derfor nu understreget, at der er tale om en vurdering fra redaktør Claus Skovhus på baggrund af undersøgelsen: Både ranglisten, de enkelte parametre og tilbagemeldinger fra erhvervslederne.
Mvh Andreas, Journalisten.dk
"Mediebranchens image er blevet ringere, viser den store imageanalyse ", konkluderer Journalisten på baggrund af en liste, hvor fem ud af syv medievirksomheder er kravlet opad på rangstigen i imageanalysen, og hvor de syv medievirksomeheders gennemsnitlige placering er gået fra en 87.-plads til en 79.-plads