Sparekrav. Nedskæringer. Strukturel krise. Tilbagegang. Fratrædelser. Fyringer. Strejke.
Det er ikke vindmølleindustrien, der er tale om. Det er heller ikke de jyske slagterier eller Portland i Aalborg. Det handler i stedet om dagbladsbranchen, som igen og igen i de senere år er blevet slået i hartkorn med begreber som ovenstående.

Kun få er tilfældene, hvor aviserne bryster sig og udstråler optimisme og overskud. Jo, når der er nominering af Cavling-prisen, eller når en minister eller toppolitiker må beklage og undskylde som følge af artikler i en avis, så hører vi redaktørerne tale højt om pressen som den fjerde magt og vigtigheden af en fri og ansvarlig presse.

Men når vore tillidsfolk – og mange af vore medlemmer på området i øvrigt – bevæger sig rundt på redaktionerne, så er det til akkompagnement af chefudtryk som ‘krise', ‘nedskæringer' og betoningen af en nærmest uafvendelig udvikling, som betyder, at overenskomster må beskæres, og goder skal fratages vore medlemmer. Til underbygning af argumenterne har arbejdsgiverne jævnt hen produceret Excel-ark og power points, der fortæller, hvor udviklingen i løbet af få år fører hen: Nemlig i graven. Dagbladene er en udviklingstruet egenart, og medarbejderne må nærmest indse, at de er truet på overlevelsen akkurat som de sibiriske tigre og pandabjørnene.

Sådan må vi som DJ'ere på arbejdspladserne forstå, at det hænger sammen. Det mærker vi ikke mindst i disse uger, hvor overenskomstforhandlingerne på dagbladsområdet pågår. Men ud over at læserne i dag givetvis er mere troløse end for 10-20-50 år siden, og at mediemønstrene forandrer sig, så handler diskussionen også om helt banale ting som arbejdsvilkår og kvalitet – i produktet såvel som i ledelsen.

Det er påvist adskillige gange, at vore medlemmer producerer mere i dag end nogen sinde tidligere. Kollegerne på aviserne løber vanvittigt hurtigt og har været imponerende omstillingsparate og fleksible. Men når man har travlt, er det endnu vigtigere, at forventningerne er afstemt, og kommunikationen er klar. Det nytter ikke, at medlemmerne på redaktionerne forventes at referere til 7 eller 12 forskellige chefer og mellemledere. Ej heller, at den ofte uudsagte forventning om kvalitet fra ledelsens side kan udtrykkes med sætningen ‘bare bliv færdig' – for journalister er relativt højtuddannede mennesker med høje forventninger til den kvalitet, de ønsker at levere. Disse forventninger skal ledelsen i højere grad sørge for at få afstemt i hverdagen, end det sker nu.

Helt overordnet må det også være forventningen fra DJ's side, at de forskellige chefredaktører begynder at opføre sig som ansvarlige virksomhedsledere. Hvis vi skal tro, at de danske mediechefer rent faktisk er deres løn værd, så må de overbevise os om, at de rent faktisk har nøglen til fremtiden. At ledelserne taler om udvikling i stedet for afvikling. At ledelserne ønsker at bruge vore medlemmer som et aktiv og ikke som en byrdefuld omkostning.

Det er os, DJ's medlemmer, der skaber indholdet. Det er os, der skaber kvaliteten. Vi vil faktisk gerne være med til at finde vejen ud af mediernes krise. Men det kræver, at ledelserne tror på os og investerer i os. Og at ledelserne lever op til ledelsesansvaret og ikke skubber skylden for nedturen over på strukturer og samfundets udvikling.

For det er jo, når der er modvind, at man skal bedømme en branche: Bygger den læhegn eller vindmøller?