Eksperter: Mikkel Hansens brand er en kæmpe værdi for Aalborg

Mikkel Hansens brand i sig selv skaber værdi for Aalborg Håndbold. Og det kræver, at man bygger videre på andre brands i klubben, mener kommunikationsfolk

Begejstringen ville nærmest ingen ende tage i Aalborg Håndbold, der i sidste uge kunne løfte sløret for en signing af de store.

Verdensstjernen Mikkel Hansen havde valgt at skifte PSG i Paris ud med den nordjyske by, der af Aalborg Håndbold blev udråbt som Nordens Paris.

Lige det med Nordens Paris er måske at strække den en tand for langt, hvis man spørger Ida Strand, der er kommunikationschef i Kræftens Bekæmpelse og ugens gæst i ’Budskab’.

”Men der er ingen tvivl om, at Mikkel Hansen som brand er af kæmpe værdi for klubben og byen. Det er jo båret meget af ham som person og de resultater, han har. Det er noget, man skal bruge til at investere i sin klub og talentudvikling,” siger Ida Strand.

Søren Søndergaard, der er kommunikationschef i Danske Havne og tidligere pressechef i Dansk Folkeparti, er helt enig med Ida Strand. Altså lige ud over, at han køber fuldstændigt ind på idéen om Aalborg som Nordens Paris.

”Jeg var tilfældigvis i Nordjylland, da nyheden kom ud. Det var noget, folk talte om. De begyndte at sige, at det kunne være, de skulle til at spille noget håndbold. Så både for håndboldsporten og klubben Aalborg er det kæmpestort.”

”Et personligt brand kan tilføre en sportsklub, virksomhed eller organisation en hel masse ekstra værdi. Det, som det personlige brand repræsenterer enten i dygtighed, beundring, velformulerethed eller evne til at spille håndbold eller at være kåret til verdens bedste håndboldspiller, kommer helt automatisk til at smitte af på klubben,” siger han.

Skal holde fast i værdien

Søren Søndergaard har selv stået med opgaven at skulle varetage et stort brand – nemlig politikeren og tidligere DF-formand Pia Kjærsgaard.

Hun var allerede et stort brand, da han startede som pressechef i partiet, men bag hende stod næstformand Kristian Thulesen Dahl, der skulle køres i stilling som et nyt, stort brand i partiet.

Det er nemlig ikke selvsagt, at den brand value, som en enkelt person giver et parti eller en håndboldklub, automatisk kører videre, når vedkommende ikke er der længere.

”Så må man gøre, som jeg gjorde i DF, arbejde med at få bygget det nye brand – Kristian Thulesen Dahl – op. Fordi han besad en hel masse egenskaber og kvaliteter, som folk ikke kendte,” siger Søren Søndergaard.

Ifølge Ida Strand kan Aalborg Håndbold heller ikke bare læne sig tilbage og satse på, at Mikkel Hansens værdi som person bliver i klubben for evigt.

Klubben bør derfor i hendes øjne bruge Mikkel Hansens værdi til at overveje, hvordan klubben vil repræsentere sig selv fremadrettet.

”Et brand forgår og lever ikke for evigt. Så det er vigtigt at overveje, hvad det kanaliserer af talentudvikling i klubben og udvikling af sportsaktiviteter i byen og så videre,” siger hun og tilføjer:

”Organisationen skal bruge brandet til at videreudvikle talentmasse, så man stadig holder fast i den værdiskabelse, når brandet en dag er væk.”

0 Kommentarer