Hvorfor løfter Morten to Oscar-statuetter på sit medarbejderfoto?

Medarbejderne på kommunikationsbureauet Operate har fået taget to forskellige medarbejderbilleder. Et klassisk foto og et foto med lidt mere spræl. Kommunikationsrådgiver og filmnørd Morten Arleth Skov optræder for eksempel med to Oscar-statuetter.

”Jeg har altid elsket film af hele mit hjerte.”

Sådan forklarer kommunikationsrådgiver i Operate Morten Arleth Skov billedet på Operates hjemmeside, hvor han optræder med to Oscar-statuetter.

Morten Arleth Skov har læst film- og medievidenskab på Københavns Universitet og haft en ”utroligt kort og utroligt falleret karriere som filminstruktør”. Filmen og narrativerne fylder fortsat meget i hans måde at tænke kommunikation på.

”Det er ikke nok, at kommunikationen kun er enten smuk eller funktionsdygtig – de to støtter op om hinanden. Så billedet er vel et nik til noget, der aldrig blev og alligevel landede præcis som det skulle,” forklarer han.

Det klassiske og det sprælske

Hos Operate optræder der to fotos af hver medarbejder på hjemmesiden. Et klassisk profilfoto og et såkaldt karakterfoto, der – i nogle tilfælde – er mere sprælsk.

Konceptet er udviklet i samarbejdet med Nicolas Estrup, der også har taget billederne.

Adfærdsrådgiver Thor Ridderhaugen er for eksempel fotograferet med frugt i den ene hånd og karameller i den anden. Det skal symbolisere essensen af hans arbejde, forklarer han.

”På billedet hæver jeg det ene øjenbryn som en anden Sherlock Holmes, fordi jeg er nysgerrig på, hvad der får folk til at træffe beslutninger mod deres egne fordele og sunde fornuft,” forklarer han.

 

SoMe- og kommunikationsrådgiver Jonas Ravn er fotograferet gennem en hullet forside af Dagbladet Børsen. Billedet skal blandt andet vise, at Jonas Ravn har indsigt i medier, og at han er optaget af kommunikationsløsninger inden for finansområdet.

”Derfor er medievalget på billedet ikke tilfældigt,” forklarer han.

Bedre end 1.000 ord

Tidligere havde Operate kun ”traditionelle” profilbilleder. Men med de aktuelle billeder vil Operate gerne vise lidt mere af medarbejdernes personlighed, fortæller kommunikationsrådgiver Sascha Maria Dupont.

”Karakterbillederne betyder, at folk bliver lidt klogere på, hvem vi er. At vi er mennesker med alle mulige interesser, der har betydning for, hvad vi kan. Det kan vi vise med et karakterbillede,” siger hun.

 Desuden kan billedet fortælle en historie om medarbejderen, der ellers ville kræve mange ord.

”Vi ved godt, at ord er der nok af. Hvis man kan vise det visuelt, er det mere effektiv kommunikation end at skrive en masse ord, som de færreste læser,” forklarer Sascha Maria Dupont.

Seriøse billeder til seriøse opgaver

Det er typisk det seriøse profilbillede, der bliver brugt, når Operate for eksempel afgiver tilbud på store kommunikationsopgaver. For eksempel optræder direktør Per Rystrøm med en flaske rødvin på sit karakterbillede, fordi han er glad for rødvin.

”Det er klart, at rødvin ikke siger noget direkte relevant i afgivelsen af tilbud på, hvordan Sikkerhedsstyrelsen udvikler bedre tilstandsrapporter. Det siger til gengæld noget om personen, som er relevant i andre sammenhænge,” forklarer Sascha Maria Dupont.

Per Rystrøm siger selv om profilbilledet med rødvinsflasken:

”Jeg er vild med god vin. Der er ikke så meget mere at sige til det”

Joachim Blicher, digital rådgiver og UX designer, har brugt en VR-brille af pap  som rekvisit til sit billede, fordi han er en nysgerrig technørd”, der ikke kan lade være med at afprøve ny teknologi. 

”Mit job som UX'er handler blandt andet meget om at lave digitale prototyper, teste og blive klogere. Her synes jeg, at en humoristisk vinkel og papbriller viser et upoleret produkt, hvor idéer og tanker ikke er hugget i sten,” forklarer han.

Rådgiver og designer Marie Jakobsen ønskede, at det sjove billede af hende skulle vise hende fra en anden vinkel – ligesom hun prøver at finde andre vinkler, når hun hjælper kunder.
”Vi er nødt til at se tingene fra en anden vinkel end vores egen, for at forstå afsenderen, udfordringen og modtageren,” forklarer hun.

Sascha Maria Dupont optræder i samme positur som vært på ‘Den Korte Radioavis’ Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.
”I Operate rådgiver jeg virksomheder, myndigheder og organisationer i at flytte adfærd og agendaer via digitale og sociale medier. ‘Den Korte Radioavis’ er et godt eksempel på radio, der blandt andet i kraft af sociale medier flytter dagsordner. Og så er det sjovt, at Kirsten Birgit, som jeg i øvrigt bedårer, kalder typer som mig for "SoMe-kællinger",” siger hun.

(Sascha Maria Dupont er interviewet over telefon. De øvrige medarbejdere har svaret per mail.)

0 Kommentarer