search

Medierne var »heltene« op til finanskrisen

Økonomiprofessor Finn Østrup, der sad i det såkaldte Rangvid-udvalg, fortæller, at medierne var de første til at advare imod bankernes udlånsvækst, som var en væsentlig faktor i finanskrisen. »De kommer bedre ud af det end både universitetsøkonomer og myndigheder«

De danske erhvervsredaktioner var de første til at advare imod bankernes udlånsvækst. Det skete i 2006, før krisen begyndte:
»Min overordnede vurdering er, at medierne kommer godt ud af det, sammenlignet med universitetsøkonomerne og myndighederne. I spiller faktisk en helterolle, i og med at I var de første til at gøre opmærksom på faren ved udlånsvæksten i banksektoren,« siger økonomiprofessor på Copenhagen Business School Finn Østrup.

Han sad i det såkaldte Rangvid-udvalg, der var nedsat af Erhvervs- og Vækstministeriet til at analysere årsager til finanskrisen. Udvalget, der har fået sit kaldenavn efter formanden Jesper Rangvid, afleverede deres rapport medio september. Rapporten kommer ikke specifikt ind på mediernes rolle i finanskrisen. Men Finn Østrup har sideløbende skrevet en længere akademisk artikel, hvor han har gennemgået mediernes dækning af bankernes udlånsvækst.

Kort fortalt begyndte bankerne at låne mange flere penge ud, end de tidligere havde gjort, og det var en af de væsentlige årsager til, at det gik galt. Op til de første krisetegn viste sig i 2007, var der ifølge Finn Østrup ikke mange, der satte spørgsmålstegn ved bankernes udlån. Men Finn Østrup har fundet fem eksempler fra 2006, hvor de danske erhvervsredaktioner som de første stiller spørgsmålstegn ved tendensen. De stammer fra Jyllands-Posten, Berlingske, Erhvervsbladet og Børsen.

Den første artikel hedder ”Gamle problembanker i vækst” og er skrevet af Lene Andersen og bragt i Jyllands-Posten den 19. februar 2006.
»Det har nok været et tilfælde, at jeg var den første til at skrive om emnet. Det skyldes, at jeg i starten af 90’erne havde skrevet om problemerne i de banker, hvis udlånsvækst løb helt løbsk omkring 2006. Det undrede mig, at de banker, der havde haft det allersværest tidligere, var nogle af dem, der voksede allermest,« fortæller Lene Andersen.

Et andet eksempel var journalist Ole Mikkelsens historie fra Berlingske i maj 2006 med overskriften ”Vild vækst i bankernes udlån”. Ideen kom på baggrund af nogle offentligt tilgængelige statistikker, fortæller han:
»Jeg kan huske, at bankerne kritiserede mig voldsomt for den historie. De mente ikke, at der var noget problem i de store udlån, fordi situationen var sådan, at man altid kunne stampe penge op af jorden, når man ville. Det viste sig senere, at det kunne man ikke,« siger Ole Mikkelsen, der i dag er redaktør på Thomson Reuters.

Selv om medierne ifølge Finn Østrup så advarselslamperne før både universitetsøkonomerne og myndighederne, så var aviserne samtidigt overvejende positive over for bankerne og deres udlån.
»Medierne var med til at forstærke finanskrisen ved at give et positivt syn på de banker og de bankdirektører, som var mest ekspansionslystne,« siger Finn Østrup, der dog har svært ved at se, hvad journalisterne ellers skulle have gjort.

»Medier vil altid forstærke økonomiske udsving, fordi de skriver om det, der sker lige nu. De bliver jo også klandret for at gøre nedturen værre ved at blive ved med at skrive om den. Jeg synes også, det er klart, at man som journalist skriver positivt, når man bliver ved med at få bankregnskaber med store overskud. Man kan jo ikke stille spørgsmål ved alting,« siger Finn Østrup.

Han nævner mange eksempler i sin artikel på den journalistiske medvind, som bankerne fik op til finanskrisen i sin artikel. Avisernes erhvervsredaktioner er ligeligt repræsenteret. Lene Andersen fra Jyllands-Posten er blandt andet nævnt for en artikel om ”Ren indtjeningsfest i bankerne”, og Ole Mikkelsen, der dengang var på Berlingske, har med interview og artikler om Danske Bank bidraget til mediernes ”stort set ukritiske omtale” af banken.

Lene Andersen forklarer, at det var svært at finde kritiske kilder:
»Nu husker man selvfølgelig mest, hvor kritisk man var, men der var en meget positiv stemning i hele samfundet, og jeg følte lidt, at folk syntes, jeg var en sur gammel kælling, når jeg prøvede at lave kritiske vinkler.«

Ole Mikkelsen kan ikke genkende billedet af, at han skulle have været så positiv:
»Jeg har skrevet mindst lige så mange kritiske artikler som positive artikler om Danske Bank. Men det er vigtigt at huske på, at Danske Banks udlånsvækst slet ikke var lige så høj som eksempelvis Roskilde Banks,« fortæller Ole Mikkelsen.

Kommentarer
2
Steen Ole Rasmussen
25.09.13 07:20
Finn Østrup får her af
Finn Østrup får her af medierne tildelt rollen, som den der er i stand til at kvalificere beskrivelsen af mediernes helterolle som sand.
Tidsperspektivet er ikke imponerende.
Finn Østrups funktion i Rangvid-udvalget, hvor hans mindretalsudtalelser indgår flere steder, er sikkert mere selvstændigt end andre af udvalgets medlemmer. Men som iagttager af den økonomiske udvikling, så er hans udtalelser her ikke imponerende.
For at forstå krisen historisk, så må forklaringen knytte an ved nogle lidt ældre og lidt dybere lag i udviklingen.
Det drejer sig alt sammen om penge, den måde som pengene fungerer på, den måde som de sættes i verden på. Og så drejer det sig i særdeleshed om den form for institutionaliseret monetarisme, som vi fx finder i Europa med unionsdannelsen.
Monetarismens erklærede hovedsigte er fastkurspolitikken, dvs. fastholdelsen af valutaens værdi, valutaens købekraft i forhold til udlandets valuta, købekraft. Målet sikres med bekæmpelse af prisstigninger på varer og ydelser (dvs. prisstigninger på løn og ressourcer) og proaktiv satsning på prisstigninger på det, der danner grundlag for pengenes købekraft, dvs. kapitalværdierne. Penge sættes i verden som lån i kapitalværdier, dvs. de udstedes af markedets aktører, banker og andre aktører, som skaber penge som kreditbeviser, tilgodehavender. Da. 96 % af de kroner der er i omløb, er sat i verden af bankerne selv, som fordringer på bankerne, skabt af bankerne som fordringer i forhold til bankerne selv, uden at bankerne selv har skabt noget, der svarer til disse penge, penge der ikke des mindre giver andel i socialproduktet.
Bankerne skaber købekraft, uden at der er gået noget bidrag til socialproduktet forud fra deres eller deres låntagers side.
Hvor vi andre må gøre os fortjent til vor løn, vor indtægt, der skaber bankerne købekraft i hænderne på sig selv og andre, ved simpelt hen at lave kreditbeviser, tilgodehavender, fordringer på sig selv, der kan bruges som betaling i hænderne på deres kunder, deres skyldnere, når disse låntagere bruger sine banklån som betaling i forhold til tredjepart, andre bankers kunder. Bankpengene er skabt internt i bankvæsenets elektroniske betalingssystem, hvor nationalbanken er den store bogholder, clearingscentral, der de facto ser det som sin fornemste opgave, at sikre disse bankpenges købekraft, uanset hvor virtuelle og tomme de måtte være.
Forståelsen for relationen mellem pengenes væsen (Titlen ”Das Wesen des Geldes” af Joseph A. Schumpeter, fra ca.1933, udgivet posthumt i 1970 er slet ikke for prætentiøs) og krisen er ikke imponerende. Det handler om måden, som pengene skabes på som forklaring på finanskriserne. Forklaringen på det fænomen, som går under betegnelsen ”endogent skabte penge” formuleres og forklares videnskabeligt forpligtende allerede her i 1933 af Schumpeter, og det sker med referencer endnu længere tilbage i historien.
Når man tager i betragtning, hvad det er for en direkte forkert opfattelse, som nutidens økonomer og andre arkitekter bag den herskende økonomiske filosofi lægger for dagen, når de taler om penge, deres funktion og tilblivelse, så virker deres selvkritik håbløs.
Selvfølgelig kunne de ikke forudsige finanskrisen! De havde jo bevidst taget kikkerten for det blinde øje, af ideologiske grunde:
Monetarismen hævder fejlagtigt, at pengemængden og den måde som den sættes i verden på kun handler om et ”slør” over de bagvedliggende økonomiske mekanismer, man taler om pengeslør.
Det hævdes fejlagtigt at penge tilføres det basale og egentlige økonomiske system ude fra af nationalbanker og stat.
Det hævdes, at pengemængden således styres af nationalbanken og det politiske system, og at pengepolitik skal overlades til uafhængige organer (nationalbank), og at pengepolitikken skal institutionaliseres som forfatningssikret fastkurspolitik. ECB er bygget op om denne politik, dikteret af de største aktører inden for unionen og på bekostning af andre hensyn. DK har frivilligt overtaget monetarismen som del af sin pengepolitik.
Men pengene skabes ikke uden for det økonomiske system. De skabes inden for, endogent, som Schumpeter skriver i 1933. Og når banker og andre finansielle virksomheder ikke kan dy sig for at skabe penge i helt vanvittige proportioner, så befinder centralbankerne og resten af det politiske system sig lige pludselig i den situation, at man må redde den købekraft, som er skabt internt i det økonomiske system, helt uden om den basale og reelle produktion.
I 2008 gik den danske nationalbank ind og gav Danske Bank (en saldoopgørelse over banken viser at den har aktiver og passiver der står over for hinanden i et omfang, der svarer til to gange det danske BNP, uanset hvordan man gør produktet op) ubegrænset kredit lige som Stanley Morgan med nationalbankens og Lars Løkkes hjælp holdt bankens kreditvurdering oppe på AAA. Det skete i det dulgte, lige som hjælpen til resten af den danske finansielle sektor fandt sted i det dulgte.
Det forhold, at man har givet inflationen i priserne på kapital og finansielle aktiver frit løb i hvert fald de sidste 30, og at det er her, at problemet ligger, ja det tør ingen sige højt. For det anfægter den store fortælling, der forveksler inflation i priserne på kapital med vækst.
Det forhold at der er genereret gigantiske mængder af købekraft, uden at der er gået nogen egentlig produktion forud eller at dem, der har fået andel i socialproduktet på den måde har bidraget produktivt til samfundets sande værdier, det er systematisk fortrængt fra den stort anlagte fortælling om økonomi og økonomisk vækst.
Prisdannelsen på markedet har været tilsigtet skæv i hele perioden, intenderet skæv. Påstanden om, at vi alle bliver rigere, at det er udtryk for vækst, når vore huse og jorden stiger i pris, den er falsk. Det er kun nogle få, der er blevet rigere.
Kapitalens inflationsværdier har givet ejerne arbejdsfri indtægt, købekraft, andel i det globale bruttoprodukt. Hele den vestlige verdens finansielle sektor har således givet sig selv og sine låntagere købekraft, uden at bidrage til bruttoproduktet.
I dag kan vore økonomer ikke engang definere udtrykket inflation, fordi forbudet mod at identificere prisstigningerne på kapital som inflation dikterer dem at lyve i forbindelse med udtrykkene, inflation og vækst. Selve udtrykket økonomisk vækst er blevet meningsløst af samme grund.
Søg på ”penge sættes i verden som lån i kapitalens inflationsværdier”
Søg på ”inflation eller vækst”
Søg på ”Schumpeter gode penge”
Søg på ”endogene penge”

Fremhævet af Journalisten
Morten Sørensen
25.09.13 08:41
Hvorfor ikke bringe hele Finn
Hvorfor ikke bringe hele Finn Østrups artikel - eller i det mindste skrive, hvor man kan læse den?

Venlig hilsen
Morten Sørensen
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen