Pressen svigtede befolkningen i deres dækning af den finansielle sektor. Ikke fordi de manglede indsigt, men tværtimod fordi de var for meget 'inside', lyder det fra Pulitzer-vinder Dean Starkman.
Der var ikke mange journalister, der så den tikkende bombe, som bankernes højrisikable lån udgjorde for hele samfundet. Nogle gjorde dog, og typisk var det ikke erhvervsjournalister, der kendte og kunne gennemskue finanssektoren. Det var folk udefra, der ikke havde deres daglige gange på de bonede gulve med administrerende direktører som hovedkilder.
Sådan lyder det fra den undersøgende journalist og tidligere Pullitzer-vinder Dean Starkman, som er hentet til Fagfestivalen for at tale om mediernes fallit i dækningen af finanskrisen.
Starkman, der blandt andet har en baggrund på Wall Street Journal, arbejder i dag som chefredaktør på Colombia Journalism Reviews sektion for busines-presse, og i den forbindelse har han undersøgt omfanget af den kritiske finansdækning i årene op mod krisens udbrud.
Som eksempel på en journalist, der var i stand til at se skoven for bar træer, fortæller han om journalisten Richard Lord. Lord skrev i 2004 bogen 'American Nightmare', som bygger på Londs møder med ofre for den skruppelløse handel med de såkaldte subprime-lån. Almindelige mennesker, som er blevet kastet rundt mellem långivere og bragt til tiggerstaven at stadig højere renter.
»Han havde ingen erfarning med finansjournalist, men han er gået rundt i Pittsburgh og oplevet, hvor ødelæggende subprime-lånevirksomheden var, fordi han mødte konsekvenserne. Og på den baggrund lærte han om den store globale business, der baserede sig på denne lånetype. Det er ren 'bottom-up reporting', fortalte Dean Starkman.
Et andet godt eksempel på en journalist, der uden egentligt branchekendskab var i stand til at forholde sig kritisk og advare mod det finansielle selvsving, er Gillian Tett fra Financial Times, der kom til journalistikken med en ph.d. i antropologi.
"Hun var nærmest flov over den ph.d., hun nævnte den aldrig. Men det var hendes baggrund som forsker i subkulturer, der gjorde hende i stand til at sætte sig uden for og betragte den finansielle verden," siger han.
Starkman forklarer det store fravær af finanskritisk journalistik ved at beskrive to typer af journalistik: 'accountability reporting' og 'access reporting'. Den første kategori kan lidt bredt beskrives som klassisk, undersøgende journalistik med fokus på det brede perspektiv. Det som Richard Lord og Gillian Tett har bedrevet. Erhvervsjournalistik i dag ligger imidlertid tættere på 'access'-journalistikken, som blandt andet kendetegner sig ved, at den baserer sig på insider-viden. Journalisterne har gode kilder i virksomhedernes topledelser, og med denne særlige 'access' konkurerer de om først og mest detaljeret at fortælle om virksomhedernes planer og motiver.
Problemet er bare, at det er virksomhedens perspektiv og rationaler, der præsenteres. Og selvom det kan være lækkert at læse om en CEO's strategiske sans og handlekraft, så er det næppe her, man hører om den samfundsøkonomiske fare i en given forretningsmodel.
Starkman nævner som eksempel fra et glorificerende portræt af Citibank-chefen Charles O. Prince i BusinessWeek i 2006.
»Hvis du er investor, elsker du den positive beskrivelse at Prince. Og ud fra det bliver man naturligvis overrasket, når det hele bryder ned. Der er ikke noget ukorrekt i beskrivelsen, men det dækker over en anden sandhed,« siger Starkman.
Og det er her, journalistikken har svigtet, mener han. Ikke fordi, der ikke skal være plads til 'access'-journalistikken, men der er også brug for den anden form, der fortæller tingene set ud fra samfundets og borgernes perspektiv.
En anden faktor, Dean Starkman kommer ind på, der forklarer den manglende kritiske finansjournalistik, er det lettelser af reguleringer inden for finanssektoren, som blev indført i George W. Bush-perioden.
»Reguleringerne er vigtige, fordi de giver journalisterne noget at spille op af. Journalistiske historier udvikler sig ofte i samspil med myndighederne, men når der ikke er noget af komme efter juridisk, kommer de journalistiske historier ofte ikke videre,« siger Starkman.
Dean Starkman arbejder i øjeblikket på en bog med arbejdstitlen 'The Watch Dog that didn't bark' hvor han elaborerer på sine undersøgelser og erfaringer med pressens dækning af finanskrisen.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Var der nogen, der sagde TV-2 Finans?
Her er der slet ikke noget at komme efter .