Euroman: Derfor bringer vi nøgne kvinder i bladet

Euroman er begyndt at vise nøgne kvinder i hvert nummer. Chefredaktør Mads Lange afviser, at det klassiske herremagasin sælger ud. »Det kan være velanbragt også i et dybt seriøst, journalistisk univers,« siger han til Journalisten.dk.

Euroman er begyndt at vise nøgne kvinder i hvert nummer. Chefredaktør Mads Lange afviser, at det klassiske herremagasin sælger ud. »Det kan være velanbragt også i et dybt seriøst, journalistisk univers,« siger han til Journalisten.dk.
»Euroman er et månedsmagasin, der henvender sig til mænd, der interesserer sig for livsstil, mode, design og kultur, men i lige så høj grad er samfundsorienterede og engagerede.«

Sådan lyder hensigtserklæringen bag det unikke herremagasin Euroman, der både bringer modereportager og lange, politiske features. Og nøgne damer.

Det sidste er noget, der er kommet og gået i bladet, men Euroman har nu besluttet at gøre afklædte kvinder til en fast bestanddel af hvert nummer. Men hvordan harmonerer det med bladets image?
Journalisten.dk har spurgt chefredaktør Mads Lange.

Hvornår traf i beslutningen?

»Der har været nøgne kvinder i Euroman i 19 år, altså i hele magasinets levetid. Det er ikke noget nyt. Og ret almindeligt i magasiner til mænd over hele verden, for smukke billeder af smukke kvinder kan vække følelser i mænd. Men stil og tilgang har ændret sig løbende undervejs. Det afspejler sikkert træk i tiden,« siger Mads Lange til Journalisten.dk.

Han fortæller, at Euroman i sine første år bragte afklædte kvinder under navne som 'Eurowoman' og 'Eurobabe'.

»Den slags udtryk bruger vi ikke mere. Vi er virkelig trætte af klichéer, så vores billeder er renset for underkastelses-symboler. Hun står aldrig med tommelfingeren i trussekanten og laver trutmund med 'kom-og-tag-mig-attitude'. Nøgne kvinder i Euroman er stærke, det er dem, der har magten på billederne, de hviler i sig selv. Vi har også ofte interviews med dem hvor de siger kloge ting om mænd, parforhold og livet. Det er meget sexet, når kvinder er kloge,« siger Mads Lange.

Hvilke image-overvejelser ligger bag beslutningen?

»Den ideelle fordring om de nøgne kvinder i Euroman er, at billederne skal være så gode, at de senere bliver udstillet på Statens Museum for Kunst. Endelig kan smukke billeder af smukke kvinder være et befriende og uhøjtideligt pusterum for mænd. Det kan være velanbragt også i et dybt seriøst, journalistisk univers, som Euroman jo også er. Så sammenfattende kan man sige, at vi håber, det understøtter et image af, at vi stræber efter kvalitet i alt, hvad vi laver, og at der samtidig er plads til lidt uhøjtidelighed.«

Hvor går grænsen?

»Der er mange grænser. Det må ikke være tarveligt, porno, ringe, grimt eller nedsættende. Vi diskuterer grænser hele tiden.«

Mads Lange vil ikke sammenligne Euromans nøgne kvinder med det kvindeunivers, der hersker i mandemagasiner som M! og FHM.

Hvilke ulemper er der – risikerer der så at sige at 'gå M! i den'?

»Nogle af vores kvindelige læsere bliver kede af det, det ved vi. Det er ærgerligt. Jeg håber, de tilgiver os. Vi elsker og begærer kvinder, og vi synes, de er meget smukke. Vi respekterer dem ikke mindre af den grund. Jeg synes ikke, der risikerer at 'gå M! i den', det blad repræsenterer netop det totalt kliché-læssede, retoucheret til ukendelig ensartethed. Det er dødkedelig metervare, og vi skulle rammes af en kollektiv hjerneblødning for at trykke den slags,« siger Mads Lange.

6 Kommentarer

Jesper Langballe
24. NOVEMBER 2011
Re: Euroman: Derfor bringer vi nøgne kvinder i bladet
Skulle hende Tanja Jørgensen ikke bare have en opvaskebørste i hånden og se at komme i gang med lidt husligt arbejde....
Tanja Jørgensen
10. SEPTEMBER 2011
Re: Euroman: Derfor bringer vi nøgne kvinder i bladet

 Mads Lange citeres for:

"vores billeder er renset for underkastelses-symboler. Hun står aldrig med tommelfingeren i trussekanten og laver trutmund med 'kom-og-tag-mig-attitude'."

http://www.euroman.dk/kvinder/Klassikere/rosie-huntington-whiteley/?subarticle=2#article

Nå ja, der er måske ikke decideret tale om trusser...

Men jeg tænker på om redaktionen, når den sidder og diskuterer grænser, tager "hvordan ville jeg selv have det med det"-testen. Det er bare et forslag: men har redaktionen ikke nogle kønne kvinder i familien, de kunne opfordre til at stille op til nøgenfotografering? Der må da være nogle skønne kærester, koner, 17-årige teenagedøtre eller lækre let-på-tråden-søstre - måske en ungdommelig mor - der ville føle sig beærede over at blive portrætteret til bladet?

Og når de kunstneriske billeder trykkes og  "vækker følelser" hos en skare af fremmede mandlige læsere, som måske endda tager bladet med på toilettet for at opleve et befriende og uhøjtideligt pusterum i selskab med en flot og intelligent kvinde - så må stoltheden nærmest lyse ud af hver mand i redaktionen. Måske er der et par læsere, der ringer for at få kontaktoplysninger på "Maja fra Køge med den våde bikini" og det vil utvivlsomt være for at diskutere filosofi eller udenrigspolitik med pigen.

Kald lige en spade for en spade, og indrøm hvad pigerne bruges til. Og så kan redaktionen jo tænke over hvilken slags "afdækkende journalistik" de vil kendes for og bedømmes på...

Jesper Borup
10. SEPTEMBER 2011
Re: Euroman: Derfor bringer vi nøgne kvinder i bladet

Ha ha. 

Nøgne kvinder i Euroman er stærke, det er dem, der har magten på billederne, de hviler i sig selv. Vi har også ofte interviews med dem hvor de siger kloge ting om mænd, parforhold og livet. Det er meget sexet, når kvinder er kloge.

Med en så udstrakt humoristisk sans burde Mads Lange udstrække sin redaktørvirksomhed til også at inkludere en genoplivning af bladet "En halv humørtime." Det blad er vi mange mænd, der savner, og vi har ikke fundet en værdig afløser i Euroman. Selvom det er selvhøjtideligt på en grinagtig måde.   

Martin Landin
9. SEPTEMBER 2011
Re: Euroman: Derfor bringer vi nøgne kvinder i bladet

Sjovt nok sviner de damerne i FHM, men stjæler alligevel billederne fra selvsamme magasin:

http://www.euroman.dk/kvinder/Klassikere/rosie-huntington-whiteley/

Mads Mostrup Jensen
9. SEPTEMBER 2011
Re: Euroman: Derfor bringer vi nøgne kvinder i bladet

Journalisten skriver "det unikke herremagasin Euroman"

Det er da et fint blad, men hvori består det unikke?

Flere