Jysk Fynske frygter Panikdag-fiasko igen

I dag er Panikdag, og Danmarks næststørste private mediehus frygter igen at blive valgt fra af praktikanterne. Chefredaktør mener, det er et demokratisk problem, at de studerende vælger lokale og regionale medier fra

Spændingen er stor, når nervøse praktiksøgende og praktiksteder i dag skal matches til Store Match Dag – det nervepirrende arrangement, der har fået øgenavnet Panikdag.

Også i denne omgang har de studerende overhånden, da der er omkring 60 praktikpladser i overskud. Og dagens nervøsitet er derfor måske ekstra stor hos landets lokale og regionale medier, der traditionelt har svært ved at tiltrække de praktiksøgendes interesse.

Særligt Jysk Fynske Medier, der udgiver 15 dagblade, har de seneste matchdage haft problemer. I november fik koncernen 3 ud af 27 pladser besat, mens det i maj i år blev til 17 ud af 32.

Ansvarshavende chefredaktør Peter Orry lægger ikke skjul på, at han frygter endnu et skidt resultat.

”De praktiksøgende har en forkærlighed for de store byer, og så er det svært at lokke dem til Tønder og Struer,” siger han.

En journalisthøjskole i Struer? 

Peter Orry fortæller, at Jysk Fynske Medier har gjort sig ekstra umage denne gang for at gøre opmærksom på sig selv, eksempelvis ved at opruste synligheden på sociale medier. Håbet er derfor, at de triste resultater vil vende.

Peter Orry vil dog ikke sætte tal på, hvor mange praktikanter Jysk Fynske Medier skal have i hus, før dagen kan betegnes som en succes. Det er ikke en fodboldkamp, som han siger.

”Men vi kan ikke på sigt leve med, at det fortsætter på denne her måde,” siger han.

I november spurgte Journalisten, hvad Jysk Fynske Medier kommer til at gøre, hvis der ikke kan sikres flere praktikanter. Dengang svarede chefredaktøren, at de i så fald bliver tvunget til at overveje, hvordan man ellers kan ”skaffe en journalistisk fødekæde”.

I dag siger Peter Orry, at koncernen fortsat er opmærksom på at finde andre løsninger. Hvad det helt konkret kunne være, vil han dog ikke fortælle.

”Vi er ikke klar til at bryde ud af praktiksystemet, og det er heller ikke sådan, at vi starter en journalisthøjskole i Struer. Men vi konstaterer, at vi har brug for praktikanter,” siger han.

Manglende journalistisk kontrol 

Peter Orry hilser det velkomment, at det 18 måneders praktikforløb er vendt tilbage for at erstatte alternativet på 12 måneder. Det kan øge lokale- og regionale mediers chance, da man forventer, at det lange forløb betyder et opgør med det store overskud af praktikpladser.

Men hvis Jysk Fynske Medier og andre ikke-landsdækkende medier fortsætter med at misse praktikanternes underskrifter, får det store konsekvenser, lyder det fra chefredaktøren. 

”For vores eget vedkommende får vi ikke det nye blod og den rekrutterings-fødelinje, vi har behov for,” siger Peter Orry.

”Men det er også et demokratisk problem for landet. Vi risikerer en stand af journalister, der ikke har øje for områderne uden for de store byer, hvor der jo bor allerflest danskere. Der foregår vigtigt liv, som har brug for journalistisk kontrol.”

0 Kommentarer

Læs også

Peter Orry

Jysk Fynske frygter Panikdag-fiasko igen

04. NOVEMBER 2020
DMJX

DMJX genindfører 18 måneders praktik

22. JUNI 2020
DMJX

DMJX genindfører 18 måneders praktik

22. JUNI 2020