DMJX genindfører 18 måneders praktik

DMJX har i dag besluttet at genindføre 18 måneders praktik

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole genindfører 18 måneders praktik.

Det har bestyrelsen besluttet på et møde i dag mandag den 22 juni.

I 2017 indførte man en forsøgsordning, som forkortede praktiktiden fra 18 til 12 måneder. Det skete blandt andet for at afhjælpe et problem med for få praktikpladser.

Dengang udtalte tidligere rektor Jens Otto Kjær Hansen til Journalisten:
”Det er yderst tilfredsstillende, at ministeriet nu har godkendt vores forsøgsordning. Jeg synes, ministeriet har vist stor fleksibilitet ved at give os lov til at prøve det her af.”

Men siden har praktiksituationen ændret sig, og de seneste praktikrunder har der været for mange praktikpladser til de studerende.

Det har ført til frustration og kritik fra flere medier, som gerne ville have de 18 måneders praktik tilbage. Og nu sker det altså.

”Vi hører fra branchen, at der er behov for mere tid med de mange forskellige medietyper, man arbejder med. Alting bliver meget hektisk på 12 måneder, hvis man skal nå at sætte sig ind i arbejdsrutiner og forskellige tekniske platforme. Derfor har branchen haft et meget stærkt ønske om at vende tibage til 18 måneder,” forklarer bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen.

Hun understreger, at forsøgsordningen ikke blev lavet af lyst, men af nød.

”Det var, fordi der ikke var praktikpladser nok. Vi er forpligtede til at skaffe praktikpladser, og hvis ikke vi kan, så skal vi lave skolepraktik. Det er jo rimeligt dødssygt, så da vi pludselig stod med kæmpe mangel på pladser, var det en nødvendig beslutning. Nu kan vi se, det går den anden vej.”

Lisbeth Knudsen understreger, at skolens bestyrelse har forhørt sig hos de store spillere i branchen for at tage dem i ed på beslutningen. Ellers risikerer det at ende med for mange studerende og for få pladser igen.

”Vi har spurgt i branchen: Tror I, at I kan skaffe de pladser? Alle har givet positive tilsagn og vil arbejde for at skaffe dem. Det ligger mig virkelig meget på sinde, at branchen stiller op og leverer de pladser, der skal til. Det er synd for de unge, hvis de ikke leverer. Specielt vores regionale og lokale mediehuse har på det seneste været i klemme, og herfra skal lyde en kraftig opfordring til, at de ikke giver op, men opslår praktikpladserne igen, når de studerende med 18 måneder kommer ud og søger,” siger Lisbeth Knudsen.

Ændringen træder i kraft senest ved udgangen af 2022, oplyser skolen. Man vil dog undersøge blandt de studerende, om det kan lade sig gøre allerede fra efteråret 2021.

Opdateret klokken 16.02 med interview med Lisbeth Knudsen.

8 Kommentarer

Ejvind Hansen
23. JUNI 2020
@Philip: Ikke helt korrekt. I gik ned i løn med begrundelsen om, at man så til gengæld ville indføre luft til at praktikken fik mere karakter af at være uddannelse fremfor ren arbejdskraft/mesterlære. Altså: Medierne fik mindre "produktion" ud af jer, for at give rum til mere læringsegnede forløb.

Om du alligevel har en pointe med det sidste, ved jeg ikke nok til at kunne udtale mig.

mvh
Ejvind Hansen, underviser på DMJX.
Philip
23. JUNI 2020
Gik vi ikke også ned i løn i sin tid, fordi det ville skabe flere arbejdspladser?
Jeg synes, at vi er billig arbejdskræft, hvis de kan have os for omkring 14000 kr om måneden i halvandet år.

Generelt synes jeg branchen lover en helt masse, men bliver ikke holdt til regnskab, når de ikke overholder, hvad de har lovet/sagt de vil gøre.
Lasse Lundi
23. JUNI 2020
Det er jo absurd, at man konsekvent skubber de studerende foran sig ud i trafikken.

Hvis man skal designe en uddannelse fra start til slut, så kigger man vel på, hvad de studerende skal tilegne sig af viden undervejs.

Ikke på Journalisthøjskolen. Der kan man lige fjerne og tilføje en tredjedel af praktikken.

Hvorfor skal alle match-problemer på markedet alene løses af de studerende fra Aarhus? Kunne de andre uddanennelser - eller måske arbejdsgiverne - bidrage med noget til puljen?
Andreas Marckmann Andreassen
22. JUNI 2020
Kære Kirsten. Du har ret, og billedet er nu rettet. Det skulle gå lidt stærkt, og vi havde ikke lige et billede af de nye bygninger. Det har vi nu - og fremover :)

Mvh Andreas, Journalisten
Peter Skafte
22. JUNI 2020
Ja, det er jo i den grad relevant at overveje, om de studerendes interresser er mere vigtigtige end uddannelsernes taxameter. Ved at optage et "passende" antal på univetsiteterne er problemet løst. Igen mange tak til dig og journalisthøjskolen?

Flere

Læs også

Efter panikdagen: Omkring 60 pladser står tomme

DMJX overvejer at genindføre 18 måneders journalistpraktik

30. APRIL 2020
Peter Orry

Provinsmedier før Panikdag: ”Nogen vil blive ramt”

27. APRIL 2020

Nu er det godkendt – DMJX forkorter praktik i en periode

20. JUNI 2017