Jeg er praktikantvejleder på Fyns Amts Avis og får lyst til lige at tilføje, at det måske er en anelse skævt at fremhæve Fyns Amts Avis lige her. Vi fik to ud af tre praktikstillinger besat i onsdags, og vi har en samtale med en mulig til den tredje stilling i næste uge. Så der er andre i vores koncern, der desværre er betydeligt hårdere ramt, da de slet ikke fik nogen. Jeg har været vejleder siden 2013, og vi har haft nogle virkeligt gode år, hvad praktikanter angår. Indtil for et par år siden var det mediernes marked. Skiftet fra vores til deres marked virker som den mest nærliggende forklaring på mønstret i denne runde. Men jeg oplever også et andet skift. Fra studerende, der var eventyrlystne, udfordringsparate og havde gedigen røv i bukserne til studerende, der helst vil blive der, hvor de er, eller næstbedst derhen, hvor alle dem, de kender, er. Det skal ikke på nogen måde forstås provinsbittert. Jeg er faktisk bare målløs og en anelse trist her på bagkanten af panikdagen over at genspille samtaler, hvor de studerendes største betænkelighed var at skulle et år - ét år - væk fra det, de kendte. Og ja, hos os skal man seks af de tolv måneder til enten Langeland eller Ærø. Men tænk, at så mange er så lidt modige og nysgerrige. For det gælder jo også praktiksteder, der hverken kræver skib eller bro at komme til og væk fra igen. Det er det, der står forrest her hos mig lige nu. Og jeg hører altså aldrig - virkelig aldrig - nogen udtrykke betænkelighed over vores tidligere sparerunder eller regnskaber i øvrigt. Uden at det skal opfattes nedladende, så tror jeg simpelthen ikke, at de studerende har ret godt styr på hvem, der har sparet og fyret i mediebranchen. Jeg tror ganske enkelt ikke, det er en faktor. Men jeg ville næsten ønske, det var, for det ville afspejle en anden refleksion end manglen på mod til at lade sig udfordre geografisk for at komme godt videre med sin uddannelse.