
Screendump fra fyens.dk
Mange læsere har kritiseret Fyns Amts Avis, fordi avisen har lagt en nekrolog over den lokalkendte aktivist Steven Johannes Legêne bag betalingsmur. Læserne raser både i avisens debatfelt og på sociale medier.
I går fortalte chefredaktør Rikke Bekker, at hun er ”overrasket, bekymret og rystet” over reaktionerne fra avisens læsere.
En af de læsere, som har kritiseret Fyns Amts Avis både på avisens hjemmeside og Facebook, er John Vinter fra Middelfart. Han kaldte det for ”usmageligt”, at Fyns Amts Avis har lagt nekrologen over Steven Johannes Legêne bag betalingsmuren.
“Når medier lægger noget på nettet, hvor man kun må læse overskriften og nogle få linjer, så er det for at lokke folk til at betale. Det er i virkeligheden en reklame, som skal kapre kunder. Det er ikke moralsk i orden at bruge en nekrolog på den måde,” siger John Vinter.
Han var en af Steven Johannes Legênes personlige venner og er stadig berørt af sin vens død som kun 58-årig. Derfor ærgrer John Vinter sig også over, at debatfeltet under nekrologen er fyldt med kommentarer, hvor læserne skælder ud på avisen over betalingsmuren.
“Det er en nekrolog, som burde have afstedkommet en masse positive tilkendegivelser om Steven. I stedet er der kommet en lang række kommentarer om hvor usmageligt det er, at man har lagt avisen bag betalingsmur. Det er virkelig kedeligt,” siger John Vinter, som understreger, at det er avisens egen skyld, at tonen under nekrologen er blevet hård.
Han mener, det er særligt uheldigt, at det lige præcis er Steven Johannes Legênes nekrolog.
“Det er en nekrolog om en fyr, som hele livet har kæmpet for de svage, de syge, de fattige og dem, som nu ikke har mulighed for at købe et abonnement, så de kan læse nekrologen om deres ven.”
Nekrologer bør være gratis
Langt de fleste læsere, som deltager i debatten på Fyns Amts Avis’ hjemmeside, mener ligesom John Vinter, at nekrologen burde være gratis at læse. Men der er også enkelte, som skriver, at artiklen er nødt til at koste penge, så journalisten kan få løn. Det argument giver John Vinter ikke meget for.
“Man bør ikke som medie bruge en nekrolog til at kapre kunder. Det er langt over grænsen for, hvad der er moralsk forsvarligt.”
Her på Journalisten er alle vores artikler frit tilgængelige. Men det er fordi, Dansk Journalistforbunds medlemmer betaler. Hvem skal betale løn til den journalist, som har skrevet nekrologen, hvis artiklen skal være gratis?
“Jeg synes, det er fint, at man skal betale for nogle artikler. Men jeg mener simpelthen ikke, at nekrologer kan bruges på den måde. Det er jo en appetitvækker, som skal få folk til at betale. Det er en annonce.”
Nekrologen ville ikke findes, hvis ikke en journalist havde skrevet den. Hvordan skal den journalist få løn, hvis nekrologer skal være gratis?
“Præmissen for det spørgsmål er noget vrøvl. Artiklen var blevet skrevet alligevel, så var den bare blevet bragt i avisen. For mig er det den helt store forskel. Problemet er ikke, at man skal betale. Problemet opstår i det øjeblik, man bruger Stevens nekrolog som lokkemad på nettet for at få abonnenter. Det kan man gøre med alt muligt andet, men ikke med nekrologer.”
John Vinter uddyber, at han mener, det er et moralsk problem, at han og mange andre, som kendte Steven Johannes Legêne, har set nekrologen på sociale medier og klikket på den, fordi de troede, at de kunne læse den gratis. Til forskel fra en artikel i printavisen, som han ville forvente at betale for.
“Hvis nogen sagde til mig, at der var en god nekrolog om Steven i Fyns Amts Avis, så ville jeg gå ned og købe avisen. Men når den bliver holdt op under næsen på mig på nettet, men jeg ikke kan læse den alligevel, så stejler jeg,” siger John Vinter.
Han opdagede selv artiklen, fordi den blev delt i en lukket vennegruppe på Facebook, som Steven Johannes Legêne også var en del af.
Et digitalt abonnement på fyens.dk koster 49 kroner om måneden. Men John Vinter fastholder, at nekrologen burde være gratis.
Hvis man synes, den nekrolog er vigtig, har de fleste så ikke råd til at betale 49 kroner?
“Lige nøjagtig i Stevens tilfælde vil der være utrolig mange dårligt stillede eller syge mennesker, som ikke har pengene eller ikke kan overskue at oprette sig som abonnent. Og hvis de gør, kan de måske blive fanget i det, fordi de ikke får det afmeldt,” siger John Vinter.
Chefredaktør: Det er os, der skal ændre noget her
På Fyns Amts Avis lytter chefredaktør Rikke Bekker til kritikken.
Har John Vinter en pointe?
”Ja og nej. Han har en pointe i, at vi skal blive bedre til at fortælle vores læsere, hvordan vi får vores historier ud, også digitalt. Vi kan lære af det her, at det har vi ikke gjort godt nok. Men han har ikke en pointe i, at det bør være gratis, for vi skal stadig tjene penge for at betale vores navnemedarbejder, uanset om hans ord læses på papir eller en skærm,” siger hun.
John Vinter siger, at det er jeres egen skyld, at tonen bliver hård i debatfeltet, fordi I har truffet en usmagelig beslutning om at låse artiklen. Har han ret?
”Er det så også usmageligt, at bedemanden har taget penge for sit arbejde? Er det usmageligt, at der er betalt for blomsterne til kisten? Er det usmageligt, at den sygeplejerske, som passede Steven den sidste tid, har fået løn for sit arbejde? Jeg synes ikke, det er usmageligt, at vores journalist får løn. Men det undrer mig, at man ikke forstår det,” siger Rikke Bekker.
John Vinter henviser til, at han og mange andre har set artiklen på sociale medier. Her fremgår det ikke, at man skal betale for at læse nekrologen. Det opdager læserne først, når de klikker på den, og det er ifølge John Vinter årsag til, at mange reagerer negativt.
Rikke Bekker mener, det er et alvorligt problem for medierne, at mange læsere forventer, at det er gratis at læse, hvad man finder på sociale medier.
”Det er et kæmpe problem, og vi har selv ansvaret for at løse det i mediebranchen. Det er jo ikke kun på Facebook, at brugerne tolker det sådan, vi har også mange, som er gået ind på vores hjemmeside og forventer at få vores historier gratis. Der er et kæmpe oplysningsarbejde forude,” siger hun.
”Det er meget interessant for mig at høre hans og andre læseres opfattelse. At ord gerne må koste penge på papir, men bør være gratis på en skærm. Det viser, at vi har længere vej, end jeg troede, i hvert fald hos nogle grupper,” fortsætter hun.
9