Mediebranchen lider i disse år, og fyringsrunderne kommer i en lind strøm. Men det lille undersøgende medie Danwatch formår alligevel at tjene penge på graverjournalistik om forholdene i udviklingslande.
Med en forretningsmodel primært baseret på støtte fra fonde har Danwatch for tredje år i træk fremgang i både omsætning og overskud.
”Der er jo lidt historien om humlebien, der ikke kan flyve. Jeg bilder mig heller ikke ind, at vi har fundet de vise sten, men vi har fundet en forretningsmodel, som fungerer for os lige nu. Men den eneste konstant i mediebranchen i disse år er jo forandring,” siger Jesper Nymark, direktør i Danwatch.
I 2016 lød omsætningen på cirka 5,5 millioner kroner og overskuddet landede på 1,2 millioner kr., mere end en fordobling fra året før. Men det er hverken brugerne eller annoncørerne, der betaler for gildet. Indtægterne kommer primært fra danske og internationale fonde, både offentlige og private.
”Vi tror ikke på, at vores økonomi skal bæres af, vi laver en betalingsmodel for et lille medie som Danwatch. Det giver simpelthen ingen mening. Vi ser meget på, hvordan forretningsmodellen er skruet sammen hos nogle af de amerikanske organisationer, som vi taler meget med, som eksempelvis The Bureau of Investigative Journalism og The Center of Investigative Reporting. Og den er baseret på fonde,” siger Jesper Nymark.
Tjener penge på research og undervisning
Som det først danske medie fik Danwatch sidste år 370.000 kr. i støtte fra Googles nyhedsfond, som siden også har givet støtte til Kristeligt Dagblad og Zetland.
Sidste år fik Danwatch også mediestøtte fra staten i form af produktionsstøtte og udviklingsstøtte for i alt 980.000 kroner. Desuden tjener Danwatch penge på at lave research for andre medier blandt andet sammenslutningen af europæiske forbrugermagasiner.
Samtidig underviser Danwatch journalister i Nepal, Kenya og Cambodia i undersøgende journalistik for organisationen International Media Support (IMS).
”Der er også et område, vi tjener penge på, samtidig med at vi får skabt et netværk i nogle de udviklingslande, hvor vi gerne vil bedrive undersøgende journalistik fra. På den måde tjener det et større formål for os end bare at indringe en indtægt,” siger Jesper Nymark.
Afdækning af ophugning af Mærsk-skibe i Indien
I det forløbe år har Danwatch blandt andet gjort sig bemærket med at afdække, hvordan Mærsk-skibe er blevet ophugget i Indien og Bangladesh under livsfarlige forhold og imod virksomhedens egne officielle politikker på området. Det skete i et samarbejdede med Politikens gravergruppe og TV 2’s undersøgende journalister.
”I Mærsk-sagen lavede vi grundresearchen, og så havde vi et ønske om at komme så bredt ud med historien som muligt. Derfor lavede vi et samarbejde med graverjournalisterne på Politiken og TV 2, hvor de også kunne bidrage i den afsluttende researchfase,” siger Jesper Nymark.
Lige nu har Danwatch et projekt på vej sammen med den engelske avis The Guardian i Asien med både en britisk og nordisk vinkel. Et projekt, som Jesper Nymark dog ikke vil løfte sløret yderligere for på nuværende tidspunkt.
Har ikke ambitioner om at vokse sig større
For øjeblikket har Danwatch seks journalister ansat i Danmark samt en række freelancere tilknyttet i udlandet. Desuden søger mediet lige nu endnu en erfaren graverjournalist i et stillingsopslag.
Har I ambitioner om at vokse jer større?
”Nej, det har vi sådan set ikke. Vi har fundet vores placering i det danske mediemarked, hvor vi samarbejder godt med de brede medier. Vi gør det, vi er gode til: nemlig at lave undersøgende journalistik og skaffe dokumentation. Og så samarbejder vi med andre medier for at komme ud til den brede offentlighed,” siger Jesper Nymark.
Sidste år fik Danwatch 1,4 millioner kroner fra mediestøttens innovationspulje til et tre-årigt projekt med at lave nye og kortere digitale fortælleformer end mediet ellers har stået for. Men noget nyhedsmedie bliver Danwatch aldrig, understreger direktøren.
”Vi er ikke et nyhedsmedie, men et undersøgende medie med særligt fokus på graverjournalistik, og det giver os en større spillebane, at der på grund af manglende ressourcer bliver skåret ned på graverjournalistikken i de brede medier,” siger Jesper Nymark.
Danwatch er ejet af Fonden Danwatch, der er stiftet af bl.a. Forbrugerrådet Tænk, Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp. Overskuddet går derfor fortrinsvis til journalistiske projekter i overensstemmelse med fondens formål.
12 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Uden at gå yderligere ind i diskussionen om retten til Watch-navnet, så er det simpelthen bare forkert, at Danwatch var først på banen. Fonden oplyser selv, at den er fra 2007, hvilket stemmer overens med cvr.
MediaWatch i forskellige former eksisteret siden forrige årtusinde.
Kære Danwatch - jeg tillader mig også lige et poste min kommentar herinde :-)
Først og fremmest: Tillykke med overskuddet. Det er godt nok flot og beundringsværdigt. Alle skal vide, at vi har brug for undersøgende journalistik.
Det ærger mig dog virkelig, at I beslutter at bruge gratispraktikanter - og det er der egentlig flere grunde til.
For det første står mange dygtige journalistpraktikanter i år uden praktikplads. Det er en strukturel udfordring, der både er skadelig for den enkelte praktikant men også i forhold til branchens fremtid. Det er i alles interesse - vel også i Danwatch’s - at vi uddanner dygtige og skarpe journalister til fremtidens mediearbejdsmarked.
For det andet viste tallene fra Dansk Journalistforbunds stressundersøgelse fra efteråret 2016, at ulønnede praktikanter døjer mere med stress end lønnede praktikanter.
I kan med fordel - både i forhold til ansvar for mediebranchen og ansvar for den enkelte praktikant - oprette en lønnet praktikstilling.
I kan komme med i praktiksystemet ved at kontakte Pia Færing, praktikkoordinatoren:
http://www.dmjx.dk/om-os/kontakt/medarbejdere/pia-faering
Og her er praktikantlisten over, de der ikke har fået en praktikplads endnu:
https://journalistforbundet.dk/nyhed/praktikantlisten
Mvh og fortsat god dag.
Til Finn Arne Hansen: Fordi Danwatch var det første danske watch-medie. Ville være lidt svært at begrunde ejerskabet bagudrettet. I øvrigt er det en mærkværdig sag, at forsøge at kræve kommercielt ejerskab over en genre.
DanWatch har eksisteret længere end MediaWatch, så hvis nogen skal brokke sig over Watch-navnet er det nok ikke JP-POL ;-)
Kære Simon og Øjvind,
Tak for både ros, opfordring samt alternativ rubrik, der dog nok er en anelse skarpvinklet i forhold til Journalistens artikel.
Dog er er det for os et spørgsmål/opfordring vi selvsagt forholder os til, men som jeg dog mener kræver en uddybning.
Som det forholder sig nu er Danwatch ikke en del af den journalistiske praktikordning og har derfor ikke journalistpraktikanter. Vi har universitetspraktikanter, der er hos os som en del af deres uddannelse, hvortil de får SU og ECTS-point. Og de er derfor ganske rigtigt ulønnet.
Det er den praksis vi har for nuværende, men det er som alt andet i Danwatch – jf. artiklens beskrivelse af den noget omfattende udviklings- og omstillingsprocess vi er i gang med – er det noget, der kan ændre sig. Vi har i øvrigt så sent som i efteråret/vinteren 2016 været i dialog med Danmarks Medie og Journalisthøjskole omkring selvsamme, efterfølgende et oplæg på de journaliststuderendes ”Medielejr”, da der blandt de studerende var interesse for det.
Det vi i øvrigt bruger vores overskud/egenkapital på, er at lave de journalistiske undersøgelser vi finder væsentlige og som vi ikke kan finde finansiering til andre steder. Herunder at sikre at vores undersøgende journalistik forsat ikke er låst inde bag en betalingsmur, men derimod frit tilgængeligt i offentlighedens interesse.
Vh, Jesper
Flere