
Berlingskes Eva Jung, Simon Bendtsen og Michael Lund vandt Cavlingprisen for hvidvasksagen, men kommer ikke til at dyste om FUJ-prisen i år. Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
I et forsøg på at finde ud af, hvem der har ret i sagen om hvidvask i Danske Banks filial i Estland, har journalist og dokumentarist Tom Heinemann indstillet to bøger om hvidvask til dette års FUJ-pris: ’Beskidte milliarder’ fra Berlingskes Michael Lund, Eva Jung og Simon Bendtsen og bogen ’Troldmanden’ af Birgitte Dyrekilde og Lars Abild. ’Troldmanden’ rejser kritik af Berlingskes dækning af hvidvasksagen.
Men over for Journalisten oplyser journalist på Berlingske Michael Lund i en mail, at Berlingske har valgt ikke at indlevere en metoderapport. Og en metoderapport er forudsætningen for at komme i spil til FUJ-prisen.
”Vi har ikke skrevet en metoderapport i år, da vi allerede sidste år skrev en rapport om vores arbejde, som juryen dengang vurderede – og som i øvrigt er offentligt tilgængelig på FUJ’s hjemmeside.”
Berlingske vandt nemlig FUJ’s graverpris sidste år for dækningen af hvidvasksagen i Danske Bank.
”Vores efterfølgende arbejde har ikke budt på væsentlige nye og anderledes metodegreb, som ville retfærdiggøre endnu en metoderapport,” skriver Michael Lund i et svar til Journalisten.
Han har ikke ønsket at stille op til interview.
Berlingskes journalister finder ifølge mailen indstillingen fra Tom Heinemann ”useriøs”, da de ikke opfatter den som en indstilling af dem og deres arbejde.
”Hvilket understreges af, at han ikke engang har læst vores bog ’Beskidte milliarder’,” skriver Mikael Lund.
Ønsker ikke at provokere
Tom Heinemann sagde tidligere i dag til Journalisten, at han ikke indstillede de to bøger for at provokere, men fordi han undrer sig over bøgernes modsatrettede påstande.
”Det her er ikke en provokation, det er et ønske om at finde ud af, hvad der er op og ned, de kan jo ikke begge to have ret,” sagde Tom Heinemann.
Michael Lund skriver, at Berlingske ved flere lejligheder har svaret på spekulationerne om deres arbejde.
Påstande, der, ifølge ham, bygger på vildfarelser. Han tilføjer:
”Vi kan naturligvis ikke navngive vores kilder – heller ikke over for en prisjury.”
”Men vi kan gentage, hvad vi tidligere har sagt: Vores arbejde baserer sig på dokumentation fra adskillige kilder, der uafhængigt af hinanden og over skiftende perioder har delt materiale med os.”
Han forklarer, at Berlingske selv har opsøgt kilderne og overtalt dem til at medvirke – mod garantier om kildebeskyttelse.
”Og vi har naturligvis trykprøvet oplysningerne grundigt for at sikre os, at dokumentationen var ægte – hvilket den tydeligvis har vist sig at være,” skriver Michael Lund.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.