”Journalistikken er i krise, siger nogle. Det er løgn. Jeg vil næsten sige en forbandet løgn,” sagde juryformand Tom Jensen fra scenen, da Foreningen for Undersøgende Journalistik her til aften uddelte sine fire årlige priser.
Vinderne blev hyldet på scenen til Dansk Journalistforbunds Fagfestival, som foregår søndag og mandag i Odense.
Hovedprisen, FUJ’s Graverpris, gik til Berlingske-journalisterne Eva Jung, Michael Lund og Simon Bendtsen for deres afdækning af hvidvask i Danske Bank.
Journalisterne har arbejdet på sagen i over halvandet år, og deres afsløringer har både fået international gennemslagskraft og konkrete konsekvenser.
”Mens sagen nu granskes af bagmandspolitiet i Danmark og Estland, har de tre journalisters fænomenale indsats allerede haft adskillige konsekvenser: Blandt andet for Danske Bank-aktien. For formanden for Finanstilsynet, der er gået af. Og for Danske Banks topchef, Thomas Borgen, der som konsekvens af dette stykke fremragende gravearbejde af ypperste, internationale kaliber også forlod sin post,” lyder det i juryens begrundelse.
FUJ’s Metodepris gik til Jacob Kragelund, Morten Mouritsen, Jeppe Facius, Anders Peter Mathiasen og Kristian Jessen fra Dokumentarkompagniet og TV 2. Prisen fik de for dokumentarserien 'Drabet uden lig'.
”De fem journalister iværksætter i denne True Crime-serie en egentlig politiefterforskning: De “genafhører” alle vidner og får ad den vej nye spor. De sender it-udstyr til tekniske undersøgelser i Norge. Og de formår via deres årelange og vedholdende arbejde at finde en varevogn med forbindelse til en af de dømte. En varevogn, som de med hjælp fra polititeknikere og dna-eksperter påviser, indeholder blodspor fra Henrik Hauberg Madsen. Journalisterne gør dermed det, som politiet ikke formåede i løbet af tre års efterforskning: De finder via deres imponerende, undersøgende arbejde, via deres metode, et teknisk bevis, der fjerner tvivlen om et justitsmord og underbygger, at Henrik Haugberg Madsen blev dræbt,” lyder det i juryens begrundelse.
FUJ’s Aktualitetspris gik til Frederik Brun Madsen fra DR for tv-dokumentaren 'De perfekte vidner'. Afsløringerne førte til, at flere retssager måtte gå om, fordi vidner og anklagemyndighed havde aftalt vidneudsagn.
”Afdækningen krævede samkøring og analyse af tusindvis af dokumenter. Men grundigheden betalte sig. ’De Perfekte Vidner’ endte med at afsløre dybden af en helt uholdbar praksis, hvor anklagemyndighed og politifolk afstemmer, hvad der skal siges i retten på en måde, som ender med at stille grundlæggende spørgsmål ved, om de anklagede fik en retfærdig behandling i retssystemet,” lød det i juryens begrundelse.
FUJ’s Formidlingspris gik til Peter Eggert Vesterlund, Cecilie Frydenlund, Amalie Kønigsfeldt, Frauke Giebner og Sandra Brovall for projektet 'De misbrugte filmbørn'. Her afdækkede journalisterne fra TV 2, Impact Film og Politiken sammen et systematisk misbrug af børn i den danske filmbranche.
”Journalisterne har gravet en sandhed frem, som har været gemt væk i årtier. Men gennem et kæmpe kildearbejde og en stærk fortælling på tv og web lykkes det for journalisterne at formidle, hvordan voksne har manipuleret med børn og er sluppet af sted med gentagne seksuelle overgreb. Samtidig forfølger journalisterne sagen hele vejen op til nutiden og om på den anden side af jorden,” lyder det fra juryen.
Juryen bestod i år af Tom Jensen (formand), chefredaktør på Berlingske, Christina Agger, ledende redaktør på Jyllands-Posten, Valeria Helander, undersøgende reporter på SVT, Carl Emil Arnfred, politisk reporter på Politiken, Anne Skjerning, undersøgende reporter på DR, Morten Halskov, reporter på Fagbladet 3F, Dorte Schou, redaktionschef på TV 2, og Martin Kjær Jensen, redaktionschef på Deluca Dokumentaristen.
Du kan se alle de nominerede i hver kategori nedenfor, hvor der også er links til projekterne:
FUJ’s Graverpris:
1) Paposhvili-sagen. Thomas Foght og Jeppe Findalen (Radio24syv)
2) Hvidvask i Danske Bank. Michael Lund, Simon Bendtsen og Eva Jung (Berlingske)
3) Demokratiets blinde øje. Jesper Tynell (DR)
FUJ’s Aktualitetspris:
1) Dansk VM i kløerne på ishockeyens købmænd. Christian Heide-Jørgensen og Søren Lissner (Politiken)
2) De dyre direktører. Jonatan Placing, Michael Klint og Søren Kristensen (DR)
3) Statsministeren og kvotekongen. Kristian Brårud Larsen (Ekstra Bladet)
4) De perfekte vidner. Frederik Brun Madsen (DR)
FUJ’s Formidlingspris:
1) De Misbrugte Filmbørn. Peter Eggert Vesterlund, Cecilie Frydenlund, Amalie Kønigsfeldt (TV 2/ Impact TV), Frauke Giebner og Sandra Brovall (Politiken)
2) Anbragt – med vold og magt i vildmarken. Rikke Dyrberg og Ketil Alstrup (TV 2)
FUJ’s Metodepris:
1) Drabet uden lig. Jacob Kragelund, Morten Mouritsen, Jeppe Facius, Anders Peter Mathiasen og Kristian Jessen (Dokumentarkompagniet/TV 2)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.