
Aflivning af mink på en farm i Nordjylland. Det er en mutation af coronavirus i minkene, som er blevet overført til borgere i Nordjylland, der har fået regeringen til at lukke store dele af regionen ned. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
”Vi bliver kontaktet af abonnenter og læsere, der skriver, at det er vigtigt for dem, at vi bliver ved med at udkomme. Og takker for, at avisen stadig kommer.”
Det fortæller Karl Erik Stougaard, chefredaktør på Nordjyske Medier med base i Aalborg.
Syv nordjyske kommuner er omfattet af de hidtil skrappeste corona-regler indført i Danmark i coronakrisen. Borgerne må som udgangspunkt ikke krydse kommunegrænserne, medmindre de udfører ’samfundskritiske’ funktioner.
Men de nordjyske medier udkommer stadig – og de skrappe coronaregler skaber en større efterspørgsel på informationer og nyheder.
”Det er megavigtigt. På en skala fra et til ti er vi på en tier. Vi har aldrig stået i den situation før. Regionen er ramt af noget, vi aldrig havde forestillet os. Det har indflydelse på så mange menneskers hverdag socialt, samfundsmæssigt og indtjeningsmæssigt. Det er en kæmpe opgave at formidle det,” siger Gitte Sørensen, redaktionschef på DR Nordjylland.
Noget af det mest efterspurgte er svar på, hvordan nordjyderne skal forholde sig til coronareglerne.
”Det er det allerstørste spørgsmål: Hvordan skal de forholde sig, og hvordan skal de fortolke retningslinjerne? Vi prøver at besvare det så godt som muligt, selv om det er vanskeligt,” siger Karl Erik Stougaard fra Nordjyske Medier.
Netop fordi dækningen er så vigtig, må journalister og fotografer fra de tre regionale mediehuse i Jylland godt krydse kommunegrænserne, når deres arbejde kræver det.
”Det må vi godt, når det handler om at levere den daglige nyhedsformidling. Det er vigtigt, at vi som medie dækker de væsentlige historier, der er i regionen lige nu,” siger Ingrid Buch, chefredaktør på TV 2 Nord.
Danmarkshistorie på minkfarmene
Men selv om det er tilladt at bevæge sig rundt i regionen, udgør de mange restriktioner en udfordring, lyder det fra de tre mediehuse. Blandt andet når det kommer til at dække den danmarkshistoriske fortælling om minkfarmerne, der må se deres livsværk forsvinde. Og som er årsagen til, at Nordjylland er lukket ned.
”Det skaber altid afstand, når man ikke kan være tæt på sine kilder,” siger Gitte Sørensen fra DR Nordjylland.
”Vi står mange meter fra folk, som vi taler om ømtålelige ting med som minkavlerne, der mister deres livsværk. Det er en udfordring,” siger hun – men understreger, at DR med god afstand, hygiejne og mundbind godt kan tage ud på farmene.
På TV 2 Nord er chefredaktør Ingrid Buch enig.
”Jo, det er svært at dække. Vi har også haft situationer, hvor vi har lavet interview over telefonen, da vi ikke kan komme for tæt på,” siger hun.
Men:
”Indtil videre er det lykkedes os at lave en dækning, som vi er meget tilfredse med.”
På Nordjyske Medier kan de også tage ud – men det er stadig med god afstand. Eksempelvis har avisen besøgt en minkfarm i Tornby, hvor en minkavler fortæller om, hvor hårdt det er med aflivningen af de mange mink.
Er meget forsigtige
En stor del af mediernes ansatte arbejder hjemmefra så meget som muligt. De begrænser interviews i marken så meget som muligt – ud fra et forsigtighedsprincip.
”Vi interviewer så vidt muligt folk på telefonen. Og medarbejdere, der bor i de ramte kommuner, har fået optageudstyr ud til sig, så de kan optage der. Men selvfølgelig tager vi ud. Det har vi en beredskabsforpligtelse til,” siger Gitte Sørensen.
Derudover tager DR Nordjylland mange forholdsregler, som også gjaldt, inden Nordjylland blev lukket ned: Interviews ansigt-til-ansigt er altid efter klar aftale og kun, hvis historien har stor væsentlighed. Altid med mundbind og stor boomstang, så der kan holdes afstand.
”Vi har ageret med corona i lang tid og tager allerede mange forholdsregler. Og vi har ikke haft coronasmitte på stationen, så jeg mener, det viser, at vores forholdsregler virker,” siger redaktionschef Gitte Sørensen.
På TV 2 Nord arbejdede de ansatte også inden denne uge på opdelte hold, hvor der kun må være ét hold på arbejde ad gangen, så de mindsker risikoen for smitte. Deres ansatte skal bære mundbind, når de er ude i marken. Og al produktion af magasiner, der skulle have været filmet i regionen, er lagt ned, ligesom alle webmedarbejdere arbejder hjemmefra.
”Derudover har vi en nyhedsenhed på fire mand, som arbejder for sig selv, ligesom vi har egnsteams, der arbejder uden for huset og ikke kommer på stationen,” siger chefredaktør Ingrid Buch.
Hun oplever en særlig motivation ved at sikre en god dækning netop i disse dage.
”Vi sidder ikke og hulker. Vi er tændte.”
Også Karl Erik Stougaard sidder med ild i maven i chefredaktørstolen på Nordjyske Medier.
”Der er blevet holdt mange festtaler om den vigtige rolle, lokale og regionale medier har. Vi bliver testet nu: Kan vi faktisk levere det? Det er en klokkeklar forventning og nødvendighed for vores læsere, at de ved, hvad der sker,” siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.