Tilfældig opfølger på firlinge-familie efter 25 år slår læserrekord på TV2 Østjylland

”Der er meget guld gemt i vores arkiver.” Sådan siger reporter Sofus Sten Hansen, der ved et tilfælde fandt et gammelt bånd om en familie med firlinger i TV2 Østjyllands arkiv og nu har genbesøgt familien

Nogle gange opstår de bedste idéer og de største succeser på den mest tilfældige måde.

Det har TV2 Østjylland i denne uge måttet sande, efter at tv-stationen mandag publicerede webdokken ’Jonna og Jens fik firlinger: 11 år senere gik Jonna i sort’, der siden har slået alle regionalstationens egne læserrekorder.

Artiklen er fyldt med billeder og optagelser fra firlinge-familiens liv i dag og gennem de seneste 25 år. Og i forbindelse med en Facebook-video til historien, der aktuelt har nået halvanden million brugere, fremgår det, at ”TV2 Østjylland har fulgt firlingerne fra Helstrup, siden de var helt små”.

Firlinger er blevet voksne

Jonna og Jens klarede det?? Fire piger på én gang ??‍?‍??‍?‍??TV2 ØSTJYLLAND har fulgt firlingerne fra Helstrup, siden de var helt små. Sådan her har de det i dag.

Posted by TV2 ØSTJYLLAND on Tuesday, January 28, 2020

”Men faktisk er det fuldstændigt tilfældigt,” fortæller redaktør Asbjørn Andersen fra TV2 Østjylland og uddyber:

”Vi faldt over det gamle indslag med familien, fordi vi skulle finde noget andet i vores arkiv. Og da vi så søgte på dem i arkivet, viste det sig, at vi har været tilbage ved dem løbende. Det var sgu da egentlig spændende, tænkte vi, så vi kontaktede dem igen.”

Råd: Grav efter guld i arkiverne

Det var reporter Sofus Sten Hansen, der fandt det gamle bånd fra 1993 i TV2 Østjyllands båndarkiv i kælderen og efterfølgende har opsporet familien og besøgt dem igen.

”Det var rimeligt tilfældigt – og meget heldigt – at det lige var dét bånd, jeg fik fat i,” siger han.

Hans besøg viste sig at være det fjerde fra TV2 Østjylland, siden firlingerne blev født. Siden det første besøg kort efter fødslen i 1993 er Kurt Leth fra TV2 Østjyllands ’Kurt kom forbi’ vendt tilbage i både 2000 og 2008.

”Historien er nok røget lidt ud i glemslen, fordi folk fra dengang ikke er her mere. Vi har jo lavet virkelig mange historier igennem årene. Men mange af dem glemmer man hurtigt igen, og det er sjældent, vi får fulgt op,” forklarer Sofus Sten Hansen.

Hvad tænker du om, at det er sket tilfældigt; siger det noget om vores branche og måde at arbejde på?

”Det viser i hvert fald, at der er meget guld gemt i vores arkiver. Man kan selvfølgelig ikke følge op på alt, men jeg tror, vi kan blive bedre til at grave guldet frem fra vores arkiver og bruge det endnu mere i fremtiden,” siger han.

Sætter eget liv i perspektiv 

Med 385.000 aktuelle sidevisninger er webdokken om firlinge-familien det mest læste indhold nogensinde på TV2 Østjyllands hjemmeside. Både Sofus Sten Hansen og hans redaktør tror, det skyldes, at familiens historie sætter ens eget liv i perspektiv.

”Folk som mig selv med små børn kan jo godt synes, at det er sindssygt travlt og stresset. Men det sætter det hele lidt i perspektiv, at nogen med fire børn, hvoraf den ene er handicappet, faktisk har klaret det så godt,” siger Asbjørn Andersen.

Også for firlinge-familien har reaktionerne været overvældende:

”Jeg snakkede med moderen, som fortalte, at hun ikke kunne handle i brugsen i Langå, uden at alle stoppede hende og ville høre mere. Jeg er bare sindssygt glad for, at de har fået så meget kærlighed,” siger Sofus Sten Hansen.

1 Kommentar

Lars Work
9. FEBRUAR 2020
Jeg ville jo skrive "sætter læserrekord" ...
En formulering med "slår" kræver vel, at den gamle rekord konkret nævnes, ikk'?

Læs også

Case-opfølger gav tv-pris: ”Jeg var overbevist om, at hun ville være død”

29. JANUAR 2018

Sådan dækker TV2 Østjylland kommunalvalget

16. OKTOBER 2017