Forlængelse af hjælpepakke til medierne vækker glæde

Corona-hjælpepakken, som kompenserer medier, er blevet forlænget med en måned. Men ingen ved, hvornår annoncerne vender tilbage, lyder det fra Mediehuset Midtjylland

I april vedtog Folketinget en hjælpepakke, der kompenserer medier, som på grund af coronakrisen har tabt mindst 30 procent af annonceindtægterne i perioden 9. marts til og med 8. juni.

Og i dag har Folketinget så godkendt et forslag fra regeringen om at forlænge den og to andre hjælpepakker med en måned. Dermed gælder pakkerne nu til og med 8. juli 2020.

”Det er glædeligt, at den særlige hjælpepakke er lavet, så medierne, som har holdt deres medarbejdere i arbejde, også kan få kompensation. Men det er ikke overraskende, at hjælpepakken er udvidet,” siger Jesper Rosener, adm. direktør hos Jysk Fynske Medier.

Hos Mediehuset Midtylland er direktør og chefredaktør Alex Nielsen glad for den udvidede hjælp.

”Ingen kan spå om, hvornår vi er tilbage i et normalt annoncemarked. Så en forlængelse på en måned, det tager vi imod,” siger han.

Også adm. direktør på Lolland-Falsters Folketidende Jan Holmboe skriver i en mail til Journalisten, at de ligeledes ”naturligvis er glade for forlængelsen”.

Minister: Stadig behov

I en pressemeddelelse fra Kulturministeriet siger kulturminister Joy Mogensen om forlængelsen af de tre hjælpepakker for kulturområdet:

”Selv om vi er startet med en gradvis genåbning af vores samfund, er der stadig brug for at holde hånden under vores kulturliv, medier og folkeoplysningen.”

Hjælpepakken til medierne kompenserer med op til 80 procent af de tabte annonceindtægter.

Ingen har kunnet søge endnu

Jesper Rosener fra Jysk Fynske Medier fortæller, at de endnu ikke har kunnet søge.

”Det er først, når Kulturministeriet åbner for ansøgninger, at man kan søge,” siger han.

Men har I planer om at søge kompensation?

”Naturligvis,” siger direktøren.

Heller ikke hos Mediehuset Midtjylland ved Alex Nielsen endnu, præcist hvilke kriterier der kan søges efter.

”Men uanset hvad, er vi glade for, at det hjælper os i så lang en periode som overhovedet muligt,” siger han.

2 Kommentarer

Anna Hansen
16. MAJ 2020
Jeg gad godt vide hvorfor man kan få støttepakken når man mister annoncer, men samtidigt får masser af nye betalte abonnenter. Det er simpelthen for dårligt, at Journalisten ikke laver en oversigt over hvilke medier som får støtte samt spørg ind til stigningen i deres abonnenter. Journalistens chefredaktør snakker om at medier skal være bedre til at indrømme fejl. Hvad med Journalisten startede med selv at være kritisk overfor mediebranchen.
Det skriger til himlen!!!
Jens Halling
15. MAJ 2020
Så venter vi bare på, at politikerne vil have noget igen for, at de holder kunstigt live i en række konkurstruede medier.

Læs også

Kriseramte medier roser hjælpepakke: ”Den hånd, vi har brug for”

02. APRIL 2020

Overblik/ Her er hjælpepakken til medierne

02. APRIL 2020