Mundbind og mere hjemmearbejde – sådan forholder medierne sig til corona

TV 2 aflyser den virtuelle julefrokost, og på Politiken skal medarbejderne bære mundbind. Vi har spurgt en række medier, hvilke corona-retningslinjer de har

Da Politikens medarbejdere mødte ind på Rådhuspladsen i går morges, var det med en ny ansigtsbeklædning. Over weekenden blev det nemlig besluttet, at alle medarbejdere skal bære mundbind, når de bevæger sig rundt på redaktionen eller går i kantinen efter frokost.

”Efter stigningen i smittetryk og med de nye restriktioner, regeringen kom med i fredags, har vi på Politiken hen over weekenden besluttet, at medarbejderne på Politiken skal bære mundbind på Rådhuspladsen. Med det er vi gået et gear op på beredskabet,” fortæller chefredaktør på Politiken Christian Jensen.

Politiken kommer fra en periode, hvor det som udgangspunkt kun har været halvdelen af medarbejderne, der var fysisk til stede på Rådhuspladsen, men nu fortæller Christian Jensen, at det er blevet skruet ned til en fjerdedel.

”Det er en rettesnor, og de enkelte redaktioner og afdelinger finder selv ud af, hvordan de organiserer sig. På nogle redaktioner er alle hjemme, på andre lidt færre,” siger han.

Sætter sig i arbejdsglæden

Ifølge Christian Jensen er det netop nu, der skal laves kvalitetsjournalistik om både corona-situationen, metoo og andre vigtige dagsordener.

”Vi føler os både inspirerede og forpligtede til at lave oplysning. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke sætter sig i arbejdsglæden.”

”Vi elsker jo at gå på arbejde sammen og lave journalistik sammen. At være adskilt, med flere der arbejder hjemme, og når man møder hinanden på gangen, er det med mundbind, det sætter sig i arbejdsglæden og livsglæden.”

Han fortæller, at beslutningen om, at medarbejderne skal bære mundbind, er blevet truffet for at komme så godt som muligt igennem coronakrisen.

”Det er et ret stort skridt at bede medarbejderne bære mundbind, for det er jo på en måde adfærdsbegrænsende,” siger han og uddyber:

”Jeg har det da selv bedst uden mundbind på, det er både besværligt og begrænsende for måden, vi møder omverdenen og hinanden på, men vi ved, det har en effekt i forhold til at mindske risikoen for smitte, og så gør vi det.”

Flere skal arbejde hjemme

Journalisten har kontaktet Jysk Fynske Medier, TV 2, Ekstra Bladet, Berlingske og JP for at høre, hvilke retningslinjer de har taget i brug på redaktionerne. JP vendte ikke tilbage på vores henvendelse, mens resten af medierne oplyser, at de ikke har gjort mundbind til et krav på arbejdspladsen.

Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske, fortæller til Journalisten, at de generelle restriktioner hos Berlingske gælder alle husets titler herunder Weekendavisen og B.T.

”Vi har ikke besluttet, at medarbejderne skal bære maske. Flertallet af medarbejderne arbejder hjemme, det har de gjort i ugevis, siden vi havde to tilfælde af corona på Berlingske på samme dag.”
Han fortæller, at det fik ledelsen til at sende alle medarbejdere hjem, mens de fik afklaret smittekæder. ”Heldigvis var der ikke flere smittede, men efter det er vi betydeligt under halvdelen fysisk til stede.”

”Vi bygger vores kurs på de anbefalinger, der kommer fra myndighederne, og det er ikke et krav at bære maske på arbejdspladsen. Når man til gengæld er ude som journalist og lave interview i en offentlig bygning, skal man bære maske,” siger han.

Så normal en hverdag som muligt

Ansvarshavende chefredaktør for Jysk Fynske Medier Peter Orry fortæller, at de har den samme grundholdning, som de havde i foråret, nemlig at det er vigtigt, at arbejdspladsen fungerer. Både rent journalistisk og for medarbejderne.

”Vi følger alle råd og retningslinjer, men derudover arbejder vi så normalt, som vi kan. De steder, hvor vores borde står tæt, arbejder medarbejderne på skift hjemmefra. Andre steder er hverdagen helt normal.”

Han udtaler sig på vegne af de journalistiske medarbejdere på redaktionerne på Jysk Fynske Medier, hvor de følger situationen løbende, men ikke har aktuelle planer om mundbind på redaktionerne.

”Vi går fortsat ud i verden for at lave journalistik, til det har vi indkøbt mundbind. Vi anbefaler, at medarbejderne tager dem på de steder, myndighederne anbefaler, men også når de besøger kilder indendørs. Det gør vi for at sende et signal om, at vi tager situationen alvorligt. Og for at passe på os selv og andre.”

Derudover fortæller han, at det er hans indtryk, at de fleste læserarrangementer og debatmøder er aflyst.

De arrangementer, der stadig afholdes, afvikles, så de følger de gældende regler.

”Man skal sidde med front samme vej, og der må ikke være sang og råb og skrig, men det er nu meget sjældent, vi har meget af det til vores læserarrangementer,” siger han.

Aflyser virtuel julefrokost

Chefredaktør for Ekstra Bladet Poul Madsen skriver til Journalisten på mail, at der ikke er krav om mundbind, men at retningslinjerne evalueres hver dag og kan ændres.

Han skriver derudover, at medarbejderne skal rydde bedre op, så der kan blive gjort ordentligt rent flere gange om dagen, at der skal holdes afstand, sprittes af, og ”at medarbejderne kan arbejde hjemmefra, hvis de er utrygge, eller det giver mening”.
”Alle møder med eksterne skal så vidt muligt holdes på teams, og vi skal så vidt muligt kun holde interne møder med højst 10. Vi evaluerer hver dag, og der kan komme ændringer,” skriver han.

På TV 2 oplyser Michael Hansen fra TV 2 Kommunikation, at TV 2 ikke har aktuelle planer om generel brug af mundbind på arbejdspladsen, men at de i går har skærpet retningslinjerne. Han skriver på mail, at TV 2 øger opfordringen til hjemmearbejde, så endnu flere kommer til at arbejde helt eller delvis hjemme frem til 2. januar, og at TV 2 igen indskærper retningslinjerne om møder, seminarer, gæster o.l.

Derudover skriver han, at TV 2 har aflyst den påtænkte virtuelle julefrokost, hvor medarbejdere kunne samles i mindre grupper om en fælles tv-event.

0 Kommentarer

Læs også

<span class=Journalister afvises: "Vi har slet ikke kunnet komme ind i USA efter corona"">

Journalister afvises: ”Vi har slet ikke kunnet komme ind i USA efter corona”

10. AUGUST 2020
På TV 2 Fyn er alle møder forbudt – bare ikke når gæsterne et prominente fynske politikere

Ledelsen på TV 2 Fyn brød sine egne corona-regler til politikerfrokost

08. OKTOBER 2020
data_usage
chevron_left
chevron_right