Trods oplagsfremgang to år i træk skal Kristeligt Dagblad spare og fyre medarbejdere både på redaktionen og i administrationen. Det meldte ledelsen på avisen ud på et medarbejdermøde i går eftermiddags.
Der skal samlet set nedlægges et sted mellem fire og seks stillinger på avisen, som har lidt under 40 redaktionelle medarbejdere heraf en lille håndfuld på lederkontrakter.
»Vi er i gang med forhandlingerne med ledelsen. Og vi forsøger selvfølgelig at begrænse skaderne af besparelserne mest muligt,« siger Britta Søndergaard, tillidsrepræsentant på Kristeligt Dagblad.
Hun ønsker dog ikke at gå i detaljer med, hvad hun forhandler med ledelsen om.
»Vi har faktisk et let stigende oplag, så der har været stor optimisme på redaktionen. Men vi er ramt meget hårdt af postforliget. Nu skal vi have private firmaer til at uddele avisen ude i enhver afkrog af landet. Derfor bliver distributionen meget dyrere end hidtil,« siger Britta Søndergaard.
Postforliget blev indgået på Christiansborg i maj og træder i kraft den 1. januar. Forliget betyder forringelser og prisforhøjelser i Post Danmarks udbringning, som Kristeligt Dagblad er dybt afhængig af, fordi avisen hidtil har fået hele sit oplag bragt ud af Post Danmark.
Men det er slut fra årsskiftet, hvor Post Danmark kun udbringer post fem dage om ugen.
»Det vil betyde en betydelig meromkostning i millionklassen for os,« sagde Kristeligt Dagblads chefredaktør og direktør, Erik Bjerager, til Journalisten op til indgåelsen af postforliget i foråret.
Kristeligt Dagblad udkommer meget bredt geografisk med læsere i ethvert lille sogn og rammes derfor hårdere af postforliget end de fleste andre aviser, der i højere grad har deres læsere koncentreret i bestemte byer.
Ifølge de kontrollerede oplagstal steg Kristeligt Dagblads oplag på hverdage fra cirka 26.000 i første halvår af 2014 til 27.600 i første halvår af 2016.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.