Tak til Sofie Linde og de næsten 1.700 andre kvinder, der de seneste uger er stået frem for at sige fra over for sexisme og seksuelle krænkelser. Det var der brug for.

Og ingen tak til de chefer i mediebranchen – mig selv inklusive – der i årevis har lukket øjnene og enten ikke forstået, hvad der foregår, eller ikke har formået at gribe ind over for det.

Det er forstemmende at se den stribe af mediechefer, for hvem opråbet kommer som en overraskelse. Igen – mig selv inklusive. Hvorfor reagerede vi for eksempel ikke, da en DJ-undersøgelse for to år siden viste, at hver tiende DJ-medlem havde været krænket seksuelt de seneste 10 år, mens tallet inden for det seneste år var fem procent.

Jeg har personligt været chef for journalister og praktikanter de seneste 13 år og mindes ikke, at temaet har været på dagsordenen i ledelsen i nogen af de store mediehuse, jeg har været ansat i og i hvert fald ikke som noget, hvor vi burde lave en målrettet indsats. Seksuelle krænkelser og sexistisk kultur er heller ikke noget, jeg har hørt nogen tage op som en ledelsesudfordring på lederkurser eller i netværk. Jeg har heller ikke selv rejst det, selv om der ellers har været anledninger nok. Metoo-bølgen i 2017, DJ-undersøgelsen i 2018 og vedholdende rygter bredt i branchen om konkrete virksomheder og ledere. Helt ærligt. De historier, der nu pibler frem, hvor mange kommer det egentlig bag på?

”Helt ærligt. De historier, der nu pibler frem, hvor mange kommer det egentlig bag på?”

Der er mange måder at være chef på, og personligt har jeg altid forsøgt at være den eksemplariske ’min dør er altid åben’-type. Men det er bare ikke godt nok.

Mediebranchen i dag har alle de ingredienser, der skal til for at skabe en usund kultur. Den er eftertragtet og svær at komme ind i, der er stjerner og vandbærere, og arbejdsvilkårene bliver dårligere og dårligere med flere freelancere og løstansatte. Det kan derfor virke farligt for karrieren at sige fra, hvis man bliver krænket, og de mediechefer, som nu har lovet rundbordssamtaler med deres unge medarbejdere, skal nok ikke forvente hverken at få det reelle billede, eller at det skulle løse nogen problemer.

Det, der er brug for nu, er, at alle virksomheder i branchen laver håndfaste regler om seksuelle krænkelser og melder ud, at der er nul-tolerance. Desuden skal alle nyansatte herunder særligt praktikanter og studentermedhjælpere informeres om virksomhedens politik, og hvor man trygt og i fortrolighed kan henvende sig, hvis man krænkes seksuelt.

Medierne bør også lave en informationsindsats over for de nuværende medarbejdere om, hvad der er acceptabelt, og hvad sanktionerne er, hvis man ikke overholder dem, herunder hvordan man kommunikerer det til medarbejderne, at her var grænsen, og hvad det fik af konsekvenser.

Endelig bør også Dansk Journalistforbund se på, om uddannelsen af tillidsfolk er god nok, og om de har den nødvendige backup i forbundet, hvis der er konkrete sager. Meget få af de kvinder, der er stået frem med deres personlige historier de seneste uger, har set tillidsrepræsentanten som en person, man fortroligt kunne henvende sig til med den slags. Det er jo helt galt og bør vække enorm bekymring i DJ og tillidsmandssystemet og føre til handling især i forhold til de yngste medlemmer af forbundet.