Ansatte på Ekstra Bladet ser indad: ”Nogle mænd har set praktikanter som sexobjekter”

Flere er vrede på ledelsen, men de ansatte på Ekstra Bladet håber, at problemerne nu bliver taget seriøst, siger arbejdsmiljørepræsentant: ”Klokken er langt over 12, men det er bedre sent end aldrig”

Der bliver snakket i krogene, kigget indad, og flere er vrede på ledelsen.

Sådan beskriver arbejdsmiljørepræsentant Jonas Sahl lige nu stemningen på Ekstra Bladet, efter at 46 kvinder har sendt et brev til avisens ledelse om sexisme og sexchikane på avisen.

”Vi er rigtigt, rigtigt kede af, at der er så mange kvinder – i hvert fald 46 og desværre nok også flere – der igennem tiden har været kede af at gå på arbejde på Ekstra Bladet,” siger Jonas Sahl.

Hvad var din egen reaktion, da du læste det brev, de 46 kvinder har sendt til ledelsen? 

”Jeg blev vred over og ked af de vidnesbyrd, man kunne læse. Jeg blev stikharmende tosset over, at nogle mænd har set praktikanter som sexobjekter, som man kan sige helt horrible ting til. Det er så langt ud over grænsen, som noget kan være.”

Snakken om sexisme fylder ifølge ham lige nu det meste på avisen.

”Vi taler om, hvad vi hver især har oplevet. Jeg tror også, mange ser indad. Vi har en tone på Ekstra Bladet, der er åbenhjertig, og der må vi bare sande, at det helt sikkert har været alt for meget af det gode. Jeg synes, folk tager det meget, meget alvorligt.”

”Klokken er langt over 12”

Oven på brevet fra de 46 kvinder har Ekstra Bladets ansv. chefredaktør, Poul Madsen, lovet, at der nu skal ryddes op på avisen, og at han har ”ryddet sin kalender”, indtil problemerne er løst.

Poul Madsen har også sagt, at han får brug for ekstern eksperthjælp til at forbedre kulturen på avisen, ligesom han vil tale med alle praktikanter, kvinder og andre personer, der har oplevet sexchikane på avisen.

Ifølge Jonas Sahl er der ingen tvivl om, at der er ansatte på avisen, der er vrede på ledelsen over, hvordan den hidtil har håndteret sexisme og sexchikane.

”Der er helt sikkert nogle, der er vrede. Selvfølgelig er der det,” siger han.

Hvad synes I om de udmeldinger, ledelsen på Ekstra Bladet kommer med i forhold til sexisme og sexchikane lige nu? 

”Vi har før hørt, at der skulle ske en kulturændring på Ekstra Bladet. Det hørte vi også for nogle år siden. Der grinede vi mest af det, fordi vi vidste, der nok ikke ville ske det store. Denne gang er der en helt anden alvor og handling bag,” siger han.

Jonas Sahl roser blandt andet, at der er nedsat en arbejdsgruppe med kvinder fra medarbejdergruppe og ledelse, der skal se på problemerne med kulturen på avisen.

”Hele Pouls ageren peger på, at alvoren er gået op for ham og den øvrige ledelse. Klokken er langt over 12, men det er bedre sent end aldrig.”

Har du tillid til, at Poul Madsen kan løse de her problemer på Ekstra Bladet? 

”Det bliver jeg nødt til at have tillid til.”

Har også selv svigtet

Flere kvinder har enten i vidnesbyrd til ledelsen eller til Journalisten fortalt, at de oplevede, at deres henvendelser om sexchikane eller grænseoverskridende opførsel ikke blev taget alvorligt på Ekstra Bladet.

Jonas Sahl har været arbejdsmiljørepræsentant på avisen i to år. Han mener, problemerne også er et udtryk for et svigt på hans bord.

”Jeg har ikke haft sager på mit bord. Jeg føler, at jeg og arbejdsmiljørepræsentanterne før mig ikke har gjort det godt nok. Det må vi erkende, når vi ikke har skabt en tryghed om, at man kan komme ud med de her ting,” siger han.

”Det har jeg også skrevet til medarbejderne og beklaget, at vi ikke har formået.”

Han tilføjer, at hans dør står åben for alle nuværende eller tidligere ansatte på avisen, der har noget at fortælle.

Er der mere, du mener, ledelsen på Ekstra Bladet bør gøre for at løse problemerne lige nu?

”Lige nu afventer vi ledelsen. Det er dem, der har det fulde ansvar, og det er deres pligt at skabe en tryg arbejdsplads. Derfor ser vi, hvad de kommer frem til. Vi har respekt for, at de har sat den proces i gang,” siger Jonas Sahl og tilføjer:

”Nu skal vi have ryddet op, og det gør vi i fællesskab. Vi skal have ryddet op i sexisme, men vi skal også gøre noget ved omgangstonen. Vi skal ind i en mere moderne tidsalder.”

0 Kommentarer

Læs også

TV 2 og Ekstra Bladet indgår forlig om forbudte klip 1

46 nuværende og tidligere EB-ansatte i brev til ledelsen: I har et problem med sexisme

21. SEPTEMBER 2020
Stig Kirk Ørskov

Stig Ørskov bakker op om Poul Madsen: Tager problemerne dybt alvorligt

22. SEPTEMBER 2020
<span class=Ekstra Bladets ansatte raser: Ledelsen hoverer efter fyringer">

Ekstra Bladet forfremmede chef, der havde fået advarsel for seksuel krænkelse

23. SEPTEMBER 2020
<span class=Overblik/ Her er Poul Madsens forklaringer om sexisme på Ekstra Bladet">

Overblik/ Her er Poul Madsens forklaringer om sexisme på Ekstra Bladet

23. SEPTEMBER 2020