”I det her job har man ikke en redaktør, der har ansvaret, eller en redaktion, du kan spørge til råds,” siger Emil Winckler. Foto: Tuala Hjarnø
Svedperlerne glinser på panden af Emil Winckler. Det er 27 grader, solen bager ned over Christiansborg. Gangene bærer tydeligt præg af sommerferie, men retsordfører Inger Støjbergs presseansvarlige er på arbejde.
Instrukssagen – eller barnebrudssagen, som Inger Støjbergs hold kalder den – buldrer derudad.
”For mig er der nok at se til,” siger Emil Winckler, mens vi passerer de få, der er mødt ind på Borgen. Han nikker til hver og en, plejer netværket.
Emil Winckler er 26 år og blev i februar uddannet journalist. Jobbet som Inger Støjbergs nye højre hånd efter Mark Thorsen fik han allerede i oktober sidste år, og den afsluttende opgave på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blev derfor lavet sideløbende. Han skrev om radikalisering i fængslerne. Det faldt jo meget godt i tråd med hans nye job, som han siger.
Ingen redaktør, der har ansvaret
Vi har fundet en skyggeplet på en terrasse. Det tunge, mørkeblå jakkesæt, den tætsiddende hvide skjorte og de lukkede sko nærmest forbyder andet. På bordet imellem os lægger han sin mobil. Og selv om han gør sig umage for at holde et fast, blåt blik under interviewet, er han nødt til med jævne mellemrum at skele til skærmen. En afhøring i instrukssagen er netop i gang, og opdateringer tikker ind.
Instrukssagen handler om, hvorvidt man kan fastslå, at Inger Støjberg i sin tid som udlændinge- og integrationsminister var blevet advaret af sine embedsmænd, da hun i 2016 gav Udlændingestyrelsen en ulovlig instruks om at tvangsadskille asylpar, hvor den ene var mindreårig. I yderste konsekvens kan Inger Støjberg ende i en rigsretssag. Mediebevågenheden er enorm.
Hvad opdateringerne på telefonen handler om, vil han ikke sige. Han gør det klart, at han ikke vil tale om substansen i den verserende sag, der dagligt trækker overskrifter.
Emil Winckler er ikke typen, der hilser nervøsitet velkommen. Hvis man ikke har tillid til sig selv og egne beslutninger, hvordan skal andre så have det, spørger han retorisk. Han ved dog godt, at hans arbejde med netop denne sag kan blive den største udfordring, han nogensinde får i sit arbejdsliv. Og det kan – trods alt – få nerverne til at danse en smule.
”Når man er så ung, som jeg er, er det jo klart, jeg nogle gange tænker: Kan jeg det her? Er jeg god nok?”
”I det her job har man ikke en redaktør, der har ansvaret, eller en redaktion, du kan spørge til råds. Man er meget alene og har bare sig selv. Ja, og Inger,” siger han.
”Jeg får nærmest en allergisk reaktion, når jeg hører folk snakke om sådan et job, jeg har nu, som ’den mørke side’. Vores opgave er den samme som journalisternes.” Foto: Tuala Hjarnø
Spændende historier i Mjølnerparken
Praktiktiden blev brugt på DR Nyheder, og herefter fik han en tidsbegrænset ansættelse på ’Det Politiske Talkshow’ på DR2. Interessen for politik og livet på Borgen har altid været der. Men det var lidt af et tilfælde, at han overhovedet blev journalist.
”Jeg havde en gymnasiekammerat, som jeg altid har målt mig med. Han kom pludselig ind på journalistuddannelsen, og så tænkte jeg: Hvis han kan klare optagelsesprøven, kan jeg også,” siger Emil Winckler.
Ind kom han, selv om han ikke var sikker på, om det egentligt var drømmen. Jura, medicin og brasilianske studier var også på ønskelisten, men han besluttede at give journalistikken et halvt års tid. Se, om det var noget for ham.
”Det greb mig fuldstændigt. Især det med at snakke med mennesker, og i starten af uddannelsen fandt jeg virkelig mange af mine kilder rundt omkring på værtshusene. Der var så mange sjove typer med gode historier,” siger han.
”Det er også noget af det, jeg elsker mest ved det her job.”
Men i dag har du vel mest kontakt til journalister. Er det ikke begrænset, hvor mange sjove historier de har at fortælle dig?
”Det er rigtigt, at jeg taler meget med journalister. Men vi er jo også ude at tale med andre mennesker. Det kan være Fængselsforbundet eller indbyggere i Mjølnerparken. Så der får jeg lov til at få nogle spændende historier.”
En allergisk reaktion
Emil Winckler er bannerfører for, at han i sin nuværende kommunikationsstilling bruger journalistiske værktøjer i samme grad, som han gjorde på DR. Hvis han skal skrive en tale, snakke med journalister eller på anden vis trænge igennem med et budskab, spørger han sig selv, hvad det egentlig er, han vil fortælle. Præcis det samme, som når man skriver en artikel eller laver et indslag, mener han.
Men dén dagsorden har han svært ved at trænge igennem med. Han peger på, at der blandt journalister er en udpræget idealistisk tanke om, at man er ”borgernes beskyttere” og ”offentlighedens stemme”.
Også blandt Emil Wincklers forhenværende studiekammerater kan han møde skepsis over, at han har valgt netop dette job.
”Der er helt sikkert nogle i min omgangskreds, der ikke selv ville gøre det. Jeg hører også den der med, at det godt nok var tidligt at skifte til kommunikation og lukke døren til journalistikken.”
Før han selv lærte kommunikationsjobbet at kende indefra, havde han også selv den slags tanker. Han var nervøs for, om han kunne komme tilbage til journalistikken igen. Om han tog et skridt, han ikke senere kunne fortryde. I dag har han dog et råd til andre nyuddannede journalister:
”Ikke vær bange for kommunikationsjobs. Det giver mere indsigt og perspektiv at tage sådan et job, og det kan aldrig være en dårlig ting,” siger han.
”Jeg får nærmest en allergisk reaktion, når jeg hører folk snakke om sådan et job, jeg har nu, som ’den mørke side’. Vores opgave er den samme som journalisternes. Vi skal oplyse og formidle,” siger han.
Inspireret af Mark Thorsen – og maratonløberen
Men selv om Emil Winckler ynder at sætte lighedstegn mellem journalister og kommunikatørers arbejdsopgaver, er han blevet overrasket over at se medierne udefra.
”Der er en form for blodrus. Hvis man øjner en …”
Pause.
”Ja, nu skal jeg jo virkelig veje mine ord på en guldvægt.”
Han rykker sig en smule. Væk fra solen, der har flyttet sig på himlen og stjålet hans skyggeplet. En besked tikker ind på telefonen. Hans blik er et kort øjeblik fæstnet til skærmen, før han vender tilbage.
”Der er jo denne her evindelige kamp mellem medier og magthavere, og det ypperste mål for journalisterne er at vælte en minister. Jeg forstår ikke hvorfor,” siger han.
Hvis man vælter en minister, er det vel, fordi man har undersøgt noget og fundet ud af, at det ikke har været, som det skulle?
”Ja. Og jeg elsker også kritisk journalistik. Men nogle gange bliver medier til parter i sager på grund af denne her prestige, der er forbundet med idéen om at vælte en minister,” siger han.
Emil Wincklers forgænger hedder Mark Thorsen. Han dannede mere eller mindre parløb med Inger Støjberg i et årti, og deres relation er blevet beskrevet som noget særligt – både på professionelt og venskabeligt plan. Hvordan er det at komme efter en som ham?
”Mark er vanvittigt dygtig, og jeg beundrer hans evner. Han havde en anden rolle end mig, for han var spindoktor for en minister. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke skeler til, hvordan han gjorde tingene.”
Giver det en form for præstationsangst?
”Den dag, man bliver for tilfreds, skal man finde noget andet at lave. Jeg vil virkelig gerne gøre det godt, og jeg bliver skuffet over mig selv, hvis jeg ikke præsterer. Så kan vi godt kalde det præstationsangst.”
”Det er jo ligesom med maratonløberen. Han kæmper hele tiden for at blive et sekund bedre. Sådan er min tilgang til livet også. Man kan altid forbedre sig.”
Hvad ville du så gerne have gjort bedre i det her job?
”Det ved jeg ikke.”
Er det så ikke lidt nemt at sige, at man altid gerne vil forbedre sig?
”Det er nogle store spørgsmål,” siger han og klemmer det øverste af næseryggen mellem sin tommelfinger og pegefinger, mens han tænker.
”Jeg ville gerne være bedre til at acceptere, når der er noget, jeg ikke kan ændre på.”
15 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
10.08.20 15:56
Hvor er det bare ærgerligt, at Journalistens debatforum er blevet overtaget af trolls, der sidder og skændes om åndssvage ting og er så skideskingre:-( (Citat slut)
Jeg undrer mig, ligesom Peter Simonsen, over den hårde tone i dette kommentarspor - og fra kommentarsporene på eksempelvis Zetland ved jeg, at det i høj grad er muligt at udtrykke stærkt forskellige meninger og holdninger, uden at anvende nedsættende udtryk om andre debattører.
Jeg er 74 år og har været informationsmedarbejder siden 1990, hvor jeg - ligesom 26-årige Emil Winckler - har brugt det journalistiske værktøj inde fra en kommune og derefter fra en uddannelsesinstitution - og jeg har altid bevidst undgået at bruge det til at promovere bestemte politiske synspunkter.
Derfor synes jeg det er interessant, at min unge kollega - der åbenbart netop har valgt det - lader sig interviewe til mit fagblad 'Journalisten'. Og jeg finder det ærgerligt, at debattørerne her i kommentarsporet mere er optaget af at diskuterer hinanden, end den situation Emil Winckler - fornuftigt eller ufornuftigt - har anbragt sig i.
I en tid, hvor hadsk 'tale' uhindret får lov at brede sig på de sociale medier - med tilsyneladende stor nedbrydende virkning på det demokrati, som de journalistiske medier har som deres fornemste opgave at understøtte - så er det bekymrende, hvis 'hadsk tale' også er ved at snige sig ind i kommentarsporene under mit fagblad, Journalistens, artikler.
Hvordan bruges begrebet "troll" egentlig i samfundsdebatten og særlig internt i mediekredse, og hvem har ret og magt til at tildele andre den ydmygende og kastrerende tabertitel (som du gør her)?
Hvorfor er der tilsyneladende så få journalister, der åbent tør debattere branchens vilkår her på Journalistens site? Er de mon bange for karrierekonsekvenser, eller er bladets emner bare irrelevante?
Hvordan går det til, at så ung og uprøvet en mand ender som presseansvarlig for en af folketingets mest omdiskuterede politikere? Hvad er det, han kan?
Jeg aner intet om ham, men det virker umiddelbart som et meget modigt, nærmest dumdristigt, valg af Inger Støjberg.
Problemstillingen kan læses ud af dagens dækning af coronaen, hvor alle kan se, at en stor del af problemet skyldes somaliere. Men ingen medier tør rigtigt tage sagen op, hvis det er en kritisk vinkel der bliver rettet mod somalierne. I stedet kommer der artikler fra f.eks. Ekstra Bladet om, at der har været en påstået hetz mod somalierne.
Der var engang, hvor Ekstra Bladet turde hvor andre tiede. Den tid er tydeligvis forbi, og alt hvad der er tilbage nu er copypastehistorier fra udenlandske medier, som ofte er mange dage gamle. Hvis altså ikke der kommer en pressemeddelelse, som kan skrives direkte af. Men så længe avisens lommer bliver fyldt af penge fra statskassen, gør det jo nok ikke så meget.
Flere