
Jydske Vestkysten kritiserer Syd- og Sønderjyllands Politi for lukkethed, bl.a. fordi de ifølge avisens chefredaktør ikke altid informerer om alvorlige hændelser med kriminalitet Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
De seneste dage har Journalisten skrevet om kritik af en ny kommunikationspolitik hos Midt- og Vestjyllands Politi og kritik af Sydøstjyllands Politi for nye kommunikations-retningslinjer om indbrud.
Men også JydskeVestkysten er utilfreds med kommunikationen fra deres lokale politikreds, Syd- og Sønderjyllands Politi. Chefredaktør Mads Sandemann kan ikke pege på et skifte i politiets kommunikationslinje, men kritiserer, at politiet i flere tilfælde har undladt at gøre opmærksomme på tilfælde med alvorlig kriminalitet. Han har forgæves forsøgt at få et møde med politiet i kalenderen, så de kan drøfte politiets kommunikation med avisen.
”Vi oplever en meget lukket holdning hos Syd- og Sønderjyllands Politi. Vi er meget, meget utilfredse, og det har vi mange gange givet udtryk for. Jeg mener simpelthen ikke, det er et demokratisk samfund værdigt, den måde, Syd- og Sønderjyllands Politi driver kommunikation på,” siger Mads Sandemann, chefredaktør på JydskeVestkysten.
Han har flere gange har holdt møder med politiet, hvor han har været med til at give udtryk for avisens frustrationer, men ikke siden sidste år.
Mads Sandemann har ellers længe set frem til et nyt møde med politiet, så avisen og politiet kunne drøfte kommunikationen. Det skulle ifølge planen være sket i forbindelse med en temadag for journalister hos politiet 13. november, som Mads Sandemann har været i dialog med politiet om siden februar. Men 4. november fik chefredaktøren besked i en mail fra en kommunikationsmedarbejder ved politiet, at temadagen er udsat.
”Vi har fået at vide, at de har professionaliseret kommunikationsindsatsen. Men i mine øjne har de amatøriseret den. For det er ikke dem, der står for efterforskningen og sidder med ansvaret for opklaringen, vi længere må tale med,” siger Mads Sandemann, der er ærgerlig over, at avisens journalister skal tale med ansatte i politiets kommunikationsafdeling frem for med betjente i blå uniform.
Undlader at nævne hændelser
Chefredaktørens største kritikpunkt af politiet går på, at politiet i flere tilfælde har undladt at informere avisen om alvorlige hændelser med kriminalitet, på trods af, at JydskeVestkysten ifølge Mads Sandemann er i kontakt med politiet to-tre gange dagligt.
Som eksempel på dette nævner han en sag fra sidste år, hvor en gruppe rumænere begik en stribe indbrud i Hoptrup ved Haderslev, og en af gerningsmændene blev fundet død. Politiet var i tvivl om, om der var tale om en ulykke eller om drab.
”Det er jo en dramatisk begivenhed. Men jeg får det først at vide fire-fem dage senere, fordi der gik rygter om det her dødsfald i det rumænske miljø i Odense. Først da vi så ringer til politiet og konfronterer dem med oplysningerne, begynder de at tale om denne her sag,” siger Mads Sandemann.
Et andet eksempel fra sidste år var, da to 14-årige piger blev henholdsvis voldtaget og forsøgt voldtaget i butikscentret Broen i Esbjerg.
”Det var først, da vi efter lang tid fik nys om det ad andre kanaler, og vi spurgte politiet om det, at de fortalte om det,” siger Mads Sandemann.
”Vi har et helt register af sager, hvor vores lokalredaktioner ikke oplever at få oplysninger nok, eller ikke kan få svar på de spørgsmål, de har, når de kontakter dem,” siger Mads Sandemann, som dog ikke har kendskab til nogle større sager i år, hvor politiet har undladt at informere avisen.
Han oplever, at politiet primært videreformidler oplysninger, når det kan lette deres efterforskning og ellers benytter Twitter og pressemeddelelser til at kommunikere til offentligheden.
”Vores opgave som avis er jo at betjene offentligheden. Det er den opgave, som jeg ikke synes, politiet respekterer. De ønsker selv, at de skal være deres eget medie nu, og det synes jeg er dybt problematisk.”
Stabschef: Vi lever op til vores mediepolitik
Journalisten har bedt Syd- og Sønderjyllands Politi kommentere Mads Sandemanns kritik og har modtaget et skriftligt svar, som ikke direkte forholder sig til de konkrete kritikpunkter. Det har Journalisten gjort Syd- og Sønderjyllands Politi opmærksom på, men kommunikationsmedarbejder Mads Dollerup-Scheibel oplyser, at det ikke er muligt at få yderligere kommentarer.
I det skriftlige svar skriver stabschef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Steen Silberg Thomsen:
”Politiet er formentlig den mest medieeksponerede myndighed i Danmark, og således også den myndighed, der hyppigst er i dialog med medierne.”
Han skriver videre, at politiets kommunikerer ad flere kanaler såsom med vagtchefens pressetelefon, telefonpressemøder, nyhedsbreve og tweets.
”Hertil kommer, at politikredsens kommunikationsafdeling har døgnvagt med henblik på at tage imod henvendelser fra medierne og fremskaffe svar og materiale til medierne,” fortsætter Steen Silberg Thomsen i det skriftlige svar og tilføjer:
”Vi mener på den måde at leve op til den formulerede mediepolitik, som også ligger på politiets website.”
Afspejler politiets overvejelser
Syd- og Sønderjyllands Politi har efterfølgende henvendt sig med endnu et skriftligt svar fra stabschef Steen Silberg Thomsen. Her skriver han, at politiet tidligere over for JydskeVestkysten har redegjort for, hvorfor de i de to tilfælde med alvorlig kriminalitet ikke nævnte hændelserne over for politiet.
“Begge typer sager afspejler de overvejelser, som politiet må gøre sig i forhold til bestræbelserne om at orientere pressen om alvorlige hændelser contra andre hensyn. Der var konkrete efterforskningsmæssige årsager til, at vi ikke umiddelbart orienterede pressen om fundet af den afdøde rumænske mand. Og når det gælder hændelserne i Esbjerg, vurderede vi, at der var et særligt hensyn at tage til de to forurettede, der som bekendt kun var 14 år og netop havde været udsat for en stærkt traumatiserende oplevelse. Der var endvidere ikke behov for, at efterlyse de formodede gerningsmænd, da vi vidste, hvem de var,” skriver Steen Silberg.
Han tilføjer, at politiet også vil gøre sig samme type overvejelser fremover.
“Vores vagtchefer på Vagtcentralen og de øvrige politifolk på blandt andet områdecentrene er dagligt i kontakt med pressen. Og efter konkret vurdering ved større hændelser, der skaber travlhed, er det kommunikationsenheden, som tager imod pressehenvendelser. Det er den mest hensigtsmæssige måde at sikre efterforskere, indsatsledere m.m. arbejdsro til de aktuelle opgaver.”
“Uanset uenigheden ønsker vi naturligvis at have en fortsat konstruktiv dialog med den regionale avis. Det er korrekt, at det har trukket ud med at få afviklet en temadag. Det skyldes travlhed med andre opgaver, og det beklager vi naturligvis. Vi håber i nær fremtid at få lagt et program fast – og få fortsat den dialog, som begge parter er enige om.”
Redigeret 22/11 kl. 20.30, hvor ny kommentar fra Syd- og Sønderjyllands Politi er tilføjet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.